torsdag den 23. maj 2013

Boganmeldelse: Hæklet frugt og grønt

Engang hæklede jeg noget legemad. Mest for sjov og for at se, om jeg kunne finde ud af lave de forskellige ting, så de så livagtige ud (eller så livagtigt som hæklet legemad nu kan komme til at se ud). Jeg viste det frem på bloggen, og siden har jeg løbende fået henvendelser fra folk, der gerne ville have opskrifter. Sagen var bare den, at jeg ikke havde nogen renskrevne opskrifter på legemaden. Kun mine egne hieroglyffiske noter på mit halvt-engelsk-halvt-dansk-hæklesprog, som ville være umuligt for andre at afkode. Men nu er løsningen nær. Klematis har nemlig udgivet endnu en bog af Maja Hansen netop med hæklede frugter og grøntsager.

For 100 kr. får man 22 opskrifter på forskellige gængse grøntsager og frugter og derudover også nogle variationer af opskrifterne. F.eks. er der under opskriften på citronen også en opskrift på en citronskive. Det, forestiller jeg mig, giver flere muligheder for leg. Både for børnene, men også for hækleren.

Maja Hansen har tidligere lavet bøgerne Hæklede dyr, Flere hæklede dyr og Hæklet legetøj, som jeg også har og er vild med. Opskrifterne i Hæklet frugt og grønt er ligeså lette at gå til som i de andre bøger, og de færdige ting har et rigtig fint udtryk. De fleste af projekterne i bogen er hurtigt lavet og relativt simple i faconerne, så derfor vil det være et oplagt sted for hæklenovicer at begynde. Der vil være god basis for et par succesoplevelser, inden man bevæger sig videre til de hæklede dyr. Men der er også projekter for de mere garvede hæklere - f.eks. er jeg selv ret vild med den halvt skrællede banan og dragefrugten. De er ret godt regnet ud, synes jeg.


Hvis man gerne vil have fingrene i bogen, så kan man faktisk ligenu vinde den inde hos Maja - bare klik HER, så kommer du direkte til indlægget.

------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Det med småt: Jeg har modtaget et eksemplar af bogen fra forlaget for at kunne anmelde den.

2 kommentarer:

  1. Jeg tror, jeg har manglet denne bog... Gav mig i kast med dyrene, og det var bare alt for advanceret. Tror og håber, at lidt frugthæklerier kan give mig nogle succesoplevelser :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det tror jeg også. Begynd med nogle af de enkle - gulerødderne, jordbær, æbler og pærer og den slags :-)

      Slet

Topscorere den seneste uge