fredag den 28. februar 2014

Fastelavn anno 1989

I dag har mit newsfeed på både Facebook og Instagram flydt over med billeder af skønne fastalavnsklædte unger. Det er virkelig skægt at se, synes jeg, og jeg fik lyst til at vise et billede af et kostume, jeg bar i 1989. Jeg var 5 år gammel og inde i en jeg-vil-bare-være-ligesom-mor-og-far-fase. De var og er begge slagteriarbejdere, og således var jeg klædt ud som slagteriarbejder det år.

Min mor har syet kostumet - ligesom hun i øvrigt også syede alle mine andre fastelavnskostumer og meget af mit almindelige tøj.

Her er jeg i mine forældres køkken:
Inklusiv hat med hårnet und alles.

Det fine logo på ryggen er møjsommeligt applikeret på...og gummistøvlerne ligner nogle, jeg godt kunne vokse lidt i.

Jeg ved godt, at det nok er lidt sent at inspirere til årets udklædning, men måske kan nogen derude bruge det til næste år?

søndag den 16. februar 2014

Hæklet Star Wars uro

Der Manns gode ven, som er Star Wars fan, har fået et barn for nyligt. Derfor kunne de endelig få en gave, som jeg har arbejdet on and off på siden jul, nemlig en uro med figurer fra Star Wars-universet.

Jeg har aldrig selv set filmene, hvilket ifølge der Mann er en stor fejl i min opdragelse, så det har vi gjort undervejs i processen, og han har derudover også været konsulent på valg af farver til de forskellige figurer. Det har faktisk været meget hyggeligt at have sådan et "fællesprojekt".

Opskriften er købt HER - den indeholder 14 forskellige mønstre, så der er lidt at gå i gang med.

 Jeg nåede at lave 10 forskellige figurer. Det er ikke fordi, det er svært, men det tager bare tid at lave alle de små dele og sy dem sammen.

Nogle af figurerne har jeg selv reguleret lidt på, f.eks. har jeg lavet C3PO lidt smallere i udtrykket end i den oprindelige opskrift.


To af figurerne har en lille kappe.

Ophænget er en plasticring fra Panduro. Der kan desværre kun hænge fire figurer i, men så kan de skifte lidt mellem dem.

mandag den 10. februar 2014

Endnu en barselsgave

Rækken af små barselsgaver fortsætter. Jeg har nemlig lavet endnu en djævlehue i retriller. Denne gang er den grå og sart lyserød, og jeg har eksperimenteret lidt med at lave snorene lyserøde i enderne - det kan jeg faktisk meget godt lide, selvom det selvfølgelig giver lidt flere ender at hæfte.

Ellers sker der ikke så meget på kreafronten. Jeg er nemlig sat ud af spillet af halsbetændelse garneret med influenza, så jeg får ikke rigtig lavet noget. Megakedeligt!



torsdag den 6. februar 2014

En sprutte - og noget om hækleworkshops



En enkelt lille sprutte er klar til at byde en ny verdensborger velkommen any day now. Det er et hyggeligt og ret hurtigt projekt at hækle sådan en sprutte. Jeg har brugt opskriften fra Spruttegruppen.dk, hvor de stadig samler sprutter til for tidligt fødte børn.

I øvrigt: Hvis du gerne vil lære, at hækle sprutter eller andre dyr, så er der stadig pladser på workshoppen hos Fox og Jane d. 18. februar. Læs mere HER.

Derudover holder vi endnu en begynder-workshop d. 5. marts. Læs mere HER.

tirsdag den 4. februar 2014

Vivi og Vincent - nu med opskrift


Vivi og Vincent var jo med på AOH-messen i Rødovre i weekenden og sikke de tog kegler. Jeg var meget overrasket og helt vildt glad for, at de blev taget så godt imod. Det er nemlig lidt skræmmende at sende sine små hæklede venner ud i den store verden, kan I nok forstå. De er jo bare vant til at trampe rundt inde i mit hoved, hvor der er trygt og godt (og efterhånden også lidt overbefolket).

Nå, men opskriften og materialer til Vivi og Vincent kan nu anskaffes HER.

OBS: Til jer der købte opskriften på messen om FREDAGEN: Der var en fejl i det første optryk af opskriften. Der mangler et billede i illustrationerne. Hvis I sender mig en mail på aslisorup@gmail.com, så sørger jeg for, at I får tilsendt det manglende billede. Det er som sagt kun et billede - selve opskriften er der i sin helhed. Hvis du har købt opskriften lørdag eller søndag, er der ingen problemer.

søndag den 2. februar 2014

Vinder #4

Jeg skylder i DEN grad i vinder i den sidste januar-giveaway, men jeg har været lidt messe-ramt. Jeg var jo på AOH-messen med Trine og Jane, og det gik over al forventning...men mere om det på et andet tidspunkt. Nu til vinderen:

Vinderen er Lise N, som skrev denne kommentar:

De er SÅ fine, Asli! Tænk at du "bare " laver sådan nogle! Jeg har ingen hjemmeunifirm, bryder jeg mig ikke så meget om men noget varmt på fødderne er et MUST for mig, da de ellers fryser! Gid søndag!

En rigtig skøn kommentar, som lige fik mig til at tænke mig om engang: Nå, ja. Vi er jo alle forskellige.

Lise, send mig din adresse på aslisorup@gmail.com, og så kan vi også lige aftale, hvilken farve de sidste bobler skal have.

Topscorere den seneste uge