Sider

onsdag den 23. september 2015

Babystrik på pinde 3

Da jeg fandt ud af, at der var en lille ny parcelhusbeboer på vej, var jeg nødt til at geare lidt ned for arbejdet med at renovere parcelhuset. Der Mann nedlagde faktisk direkte veto mod, at jeg fortsatte med at male og klatre på stiger osv. Så blev der pludselig god tid til at strikke og hækle igen, og jeg gik i gang med at arbejde mig igennem mit omfattende garnlager.

Jeg har f.eks. strikket næsten alle modellerne i Lene Holme Samsøes Babystrik på pinde 3, som allerede stod i mit krea-bibliotek. Jeg har strikket flere forskellige størrelser, så der er strik til det næste års tid frem, for jeg vidste jo ikke, om der ville være tid til krea efter pigen kom til verden. Og så er det jo også begrænset, hvad man har brug for af strik i august.

Her er tre af de modeller fra Babystrik på pinde 3, som jeg fik strikket:



Alle modellerne er strikket i alpaca fra Hjertegarn. Jeg var så heldig at arve en stor pose af det på et tidspunkt, og det er nu blevet omsat til en masse lækkert babytøj.

fredag den 11. september 2015

Samlebånd

Nå, men har du så fået strikket noget til pigen, Asli? Øh ja!! Pindene har været glødende og det har været både sjovt og hyggeligt at strikke børnetøj til eget forbrug. Jeg har primært strikket af garn fra lageret, men jeg har også investeret i en smule nyt. På den kreative messe i Middelfart i foråret købte jeg f.eks. forsyninger til Samlebånd af Bente Geil.

Trøjen er strikket i Geilsk uld/bomuld og til sådan en lille størrelse (denne her er str. 1 år) skal der bruges tre nøgler, så det kan næppe ruinere nogen. Og den er rigtig sjov at strikke! Ikke mindst er det en fornøjelse at strikke efter en opskrift, som er supergennemtænkt. Det er ikke fordi, jeg har noget imod at gøre egne erfaringer, når jeg strikker, men det er jo lidt træls, hvis den første model har en masse begynderfejl, som skal rettes i model nr. 2. De fejl har Bente Geil gennemtænkt, og hvis man bare følger opskriften slavisk, så får man et flot resultat. Også med den første model!

Trøjen har en hestetømmekant hele vejen rundt, og jeg troede, det ville komme til at tage en evighed at strikke den, men det gik faktisk overraskende hurtigt.

Knappen er en gammel metalknap, jeg lige havde på lager.

Jeg valgte en mørk grå i stedet for den sorte, som modellen oprindeligt er strikket i. Den er lidt mere blød mod den råhvide, men det er selvfølgelig en smagssag.

Opskrift og garn kan købes HER.

I løbet af den kommende tid vil jeg vise flere af de ting, jeg har fået strikket til pigen. Forhåbentlig kan det være til inspiration for folk med små børn i familien eller nogen på vej.