mandag den 20. april 2015

Den unævnelige...

Den hæklede Kay Bojesen-abe har været her, der og allevegne siden før jul. Og jeg har altså også lavet et par. Så har jeg ligesom også den hæklemæssige skalp i bæltet og kan gå videre mod andre udfordringer. Aberne er lavet som gaver til et par af mine kolleger, som brændende ønskede sig et eksemplar.

 

Opskriften kan findes HER (vær opmærksom på de særlige regler, der er for brug af opskriften).

fredag den 17. april 2015

Projekt parcelhus part 20

Påsken var rigtig god ved os og husprojektet. Der blev taget nogle syvmileskridt, som betyder, at de næste indlæg om huset bliver med fremvisning af flere færdige rum (!)

Planen for påsken var, at vi skulle få de to sidste "beboelsesrum" færdige og få tømt stuen for flyttekasser, og trods det, at det så sort ud med sidste punkt, så lykkedes det. Dvs. at vi nu kun mangler bryggerset og så er vi i mål med vores marathon-projekt. Det er så vildt og fantastisk og også lidt underligt, så vi går stadig rundt i stuen og siger ting som "Iiiih altså. Se lige hvor meget plads vi har". Men det er virkelig en helt ubeskrivelig følelse at se hvordan den forestilling om et hjem, vi havde sidste år i februar, nu er en realitet.

Inden fremvisningen af de færdige rum kommer her lige lidt påske-procesbilleder:

Entreen er færdig bortset fra, at der mangles et skab, som lige skal males. Den orange stumtjener er en midlertidig løsning, selvom den egentlig passer rigtig godt til rummet og bjælken.

Der blev sat hylder op i krea-kontoret.


Der Mann baksede med at få drivhuset klart til den nye sæson. Det havde fået lov at stå i en sørgelig forfatning siden sidste efterår.

Nu venter vi bare på lidt højere nattetemperaturer og så giver vi den gas med planterne igen.

Påskefrokost blev det såmænd også til. Lidt hygge skal der være midt i det hårde arbejde.

mandag den 13. april 2015

Dansemyggen Dagmar - den hæklede version

Lige siden jeg lavede min hæklede version af cykelmyggen Egon, har jeg haft lyst til også at prøve at lave Dansemyggen Dagmar, Hun har været lidt længe undervejs, fordi jeg flere gange måtte have en tænkepause til at regne ud, hvordan jeg fik lavet hende rigtigt. Det var bl.a. hendes kjole og især hendes hår, der voldte mig en del hovedbrud.

Men det færdige resultat er her:
Benene over kors og klar til piruetter....

Kjolens farve er et udtryk for min fortolkning. I bogen og filmen er Dagmars kjole orange - min hæklede Dagmar har en koralfarvet kjole på. Min oprindelige tanke var egentlig at hendes krop skulle have samme facon som Egons, men efter granskning af forskellige billeder af hende, kunne jeg godt se, at jeg var nødt til at give hende lidt talje.


Det tog mig lang tid at beslutte, hvad jeg ville med håret. På de fleste billeder har Dagmar løst hår og cykelkasket, men jeg tænkte, at det ville blive svært at lave pænt. Enkelte steder har hun imidlertid opsat hår, og det valgte jeg at lave på min Dagmar. Desværre kunne jeg kun finde billeder af hende fra siden, så det er igen min fortolkning af hendes opsatte frisure.

En lille tot hår stikker ud på den ene side.

Parfoto til ære for fotografen.

Topscorere den seneste uge