Jeg hedder Asli, og jeg er en hækler

Første skridt er altid at indse det selv, og som så mange andre afhængighedsforhold er der også her tale om en voldsom social arv, som går flere generationer tilbage. Min oldemor hæklede, indtil hun var 90 og stæreblind. Assietter (fortrinsvis hvide men også i højtidsfarver - røde til jul og gul og grøn til påske), mellemlægsservietter og småbitte grydelapper af den slags, hvor man uundgåeligt brænder nallerne, når man bruger dem, var hendes speciale. Hun hæklede ikke efter mønster, men fandt selv på undervejs eller lænede sig til billeder i ugeblade. Det har altid imponeret mig, for nogle af de der assietter var altså rimelig store.

Krea-genet lever også hos min bedstemor, som strikker og syr korssting, og hos min mor, som syr alt sit tøj selv. Men hækleafhængigheden har sprunget et par generationer over og er havnet direkte hos mig. I øjeblikket hækler jeg amigurumi - små søde dyr. For det meste efter mønster, men jeg er også begyndt at kaste mig ud i mine egne mønstre.

Jeg har f.eks. lige fået de her to færdige i fri fantasi, en fræk kat med blå og grøn badedragt, og en sød lille blomst med bjælde indeni. Blomsten har mange håndtag, som små fingre kan få fat i, så den kan få en ordentlig rystetur. Jeg giver altid mine amigurumi ansigter i filt, for så undgår man, at små børn får øjne og snuder galt i halsen.

Der er selvsagt langt fra  Oldemors assietter til amigurumi, men jeg sender hende alligevel ofte en tanke, når jeg sidder med hæklenålen. Ligesom jeg tænker på min Bedste, når jeg syr korssting og syprojekterne ivrigt bliver diskuteret med min mor, og på den måde føler jeg kontakt med tre generationer af kreakvinder før mig.

Jeg er også i gang med at hækle figurerne fra Svampebob Firkant. Men det er et større projekt, som jeg vil skrive mere om en anden dag.