Sider

søndag den 5. september 2010

Kreamok i weekenden

Jeg har (haft) den mest fantastiske weekend. Jeg er gået i gang med at hækle et gulvtæppe til min campingvogn, alt imens jeg afholdt Rejseholdet-maraton med mig selv.

Ideen til at hækle et gulvtæppe eller en måtte, kom fra Trine fra Hverdagsjunkie. Du kan se den indledende post her. Og her kan du se, hvordan hendes tæppe ser ud i en meget mere fremskreden version. Jeg kunne med det samme se, at det ville være den perfekte løsning til Frøken Blå. For det er lidt et problem, at den ikke er så godt isoleret. Man kan godt sove i den, selvom det ikke er sommer og 30 grader, men pga. den ringe isolering, kan føddernes møde med det iskolde gulv om morgenen få det til at isne helt op i tandhalsene. Men med et dejlig blødt tæppe at sætte fødderne ud på, håber jeg, at det bliver lidt bedre.

Til formålet har jeg klippet samtlige mine gamle sengesæt fra 90'erne i farveskalaen pink/orange/gul/limegrøn op og en del af min mors gamle lagner og pudebetræk fra 70'erne (og bare rolig, jeg klippede kun i det ensfarvede - jeg skulle ikke nyde noget af samtlige kreabloggeres harme, hvis jeg havde klippet i ægte retrostof).

Indtil videre er jeg nået så langt:


Jeg kan godt se, at kanten ser skæv ud på billedet, men det er den altså ikke i virkeligheden.


Jeg hæklede hele dagen i går, men i dag bliver jeg nok nødt til at holde pause. Det er faktisk lidt hårdt at hækle med de tykke stofstrimler, og jeg har begyndende vabler i den hånd, jeg holder hæklenålen med og temmelig ondt i begge hænder, arme og venstre skulder. Det irriterer mig helt vanvittigt, at projektet må stå stille, for jeg har tendens til at blive en lille smule manisk med mine projekter, indtil de er færdige. Men okay, så meget desto mere grund til at holde pause måske.

Så kan jeg til gengæld arbejde videre på et andet projekt med denne her kasse:

 

Det bliver heller ikke færdigt i løbet af weekenden, men fortsættelse følger naturligvis.

Fortsat god weekend, der er stadig masser af søndag tilbage - hvad skal du bruge resten af søndagen på?

5 kommentarer:

  1. Det ser flot ud.. Jeg krydser fingre for at vablerne bliver væk!

    SvarSlet
  2. Det ser godt ud. Det kommer ikke bare til varme, men også lyse op med alle de glade farver :)

    SvarSlet
  3. Tak begge to :-) Både for roser og krydsede fingre - tænk at man kan blive sådan et skravl af at hækle.

    SvarSlet
  4. NØHJ hvor blir den fed!
    Jeg er vild med den er så meget mere *PANG* end den jeg laver for tiden :-)
    Glæder mig til at se den færdig!!!

    Åh gud. Og vablerne........!!!!!!

    SvarSlet
  5. HEJ ! det ser ud til at opskriften/starten er væk øv. Er det noget du har link til? Jeg ville super gerne se hvordan det gøres rigtigt :-) MVH

    SvarSlet