Nå, men det inspirerede mig til at give en af mine egne kæpheste en tur rundt i manegen i dag. Jeg er nemlig bloddonor og har så sent som i formiddag givet en portion blod. Det er simpelthen den letteste måde at gøre noget godt på, jeg kan forestille mig. Det forløber sådan her: Blodbanken dukker op på mit arbejde og forinden har de sendt en sms om, hvilken dag de kommer og jeg har booket en tid. Jeg dapper hen i det afsatte lokale, registrerer mig, drikker et glas juice, udfylder nogle papirer og spiser en kiks. Ind kommer en meget sød sygeplejerske, som tilbyder mig en sodavand og derefter viser mig til rette på en briks. Hun forklarer undervejs stille og roligt, hvad der foregår. Jeg får et prik, ligger 10-15 minutter og så er det overstået. Så drikker jeg min sodavand og siger tak for i dag. Det hele foregår simpelthen så stille og roligt og tager tilsammen max. en halv time. Det gentager sig ca. fire gange om året. Det er da lige til at overskue, synes jeg.
Selve prikket er ikke oplevelsens højdepunkt, vil jeg være ærlig og indrømme. Det er en tykkere nål end ved almindelige blodprøver, og det niver lidt i armen. Men det er ikke meget slemt.
Denne gang var min 10. tapning og i den anledning fik jeg en bronzenål og en vogn-mønt. Klistermærkerne kan man få hver gang, man bliver tappet (men faktisk synes jeg, at de er de fineste på dette billede). Det er altså ikke frynsegoderne, man skal blive bloddonor for, men jeg lover dig, at du får en god oplevelse hos Blodbanken - at de passer godt på dig, og du får rigtig god samvittighed over at gøre noget godt for andre.
Du kan læse mere om at blive bloddonor her.
Jeg har altid synes at bloddonering er en god sag. Hvis ikke jeg var så elendig at stikke i, og hvis ikke min læge for mange år siden frarådede mig alt der involverer nåle, havde jeg også gerne givet.
SvarSletJeg trøster mig med at min blodtype er den mest almindelige og derfor forhåbentlig også den, blodbankerne ligger inde med mest af.
Hej Pernille
SvarSletMan skal selvfølgelig ikke gøre det, hvis det medfører ubehag for en selv. Jeg ved godt, at nogle mennesker kan være svære at stikke i. Men jeg synes faktisk også, at de er supergode til at stikke hos Blodbanken, så det ikke gør særlig ondt. Det er der åbenbart også forskellige teknikker til og de laver jo ikke andet :-)
Mht. blodtyper, så kan der være noget om det, du skriver, men på den anden side er der jo også flere, der har brug for de mest almindelige blodtyper.
Tusen takk for trivelig kommentar på min blogg. Jeg er enig i at blodgivergavene er bedre i Norge, og enig i at det ikke er for gavene man gir blod. Det er jo som du skriver superenkelt. Jeg må riktignok stikke innom blodbankens lokaler for å gjøre det, men det er jo ikke det vanskeligste. Fint å tenke på at man hjelper.
SvarSletHej AbluMoo
SvarSletJeps - bloddonerne er for seje (jo, vi må godt klappe os selv lidt på skulderen). Men ville stadig ønske, at jeg kunne få et Mumikrus til gengæld, ligesom I åbenbart gør i Norge. Det er da en lækker gave.