I husets stue er der en rigtig flot murstensvæg i den ene ende. Den var møgbeskidt af sod og støv og gammel nikotin, men min mor har kæmpet en brav kamp mod skidtet, og det har gjort alverden til forskel. Men der er desværre stadig en sodaftegning over pejsen, som vi ikke kan slippe af med. Vi overvejer nu, hvad vi skal gøre ved den, og er kommet frem til følgende løsningsmodeller:
- Finde noget rundt at hænge op over pejsen. De tidligere ejere havde en kobber gong-gong (!) hængende men selvom kobber er på vej tilbage, så var den alligevel liiiiiige lidt for retro til vores smag. Men måske kunne vi finde noget andet i nogenlunde samme størrelse.
- Male murstenene indenfor cirklen. I så fald ville vi forsøge at ramme den grå farve fra pejsen og kun male murstenene - ikke fugerne. Jeg tror, det kunne blive fint, men samtidig er jeg også nervøs for at male på stenene, for så er der ingen vej tilbage.
- Lære at leve med aftegningerne.
Hvad ville du gøre? Og måske kan du komme i tanker om en helt fjerde løsning, som vi ikke har tænkt på. I så fald må du endelig fortælle om den!
UPDATE:
Hey, fedt med så mange svar allerede! Tak fordi, I gider! Men jeg kommer lige med en lille uddybning her. Jeg skulle selvfølgelig også have skrevet, hvilke løsninger, vi har overvejet, men IKKE kommer til at vælge.
- Vi kommer IKKE til at male alle murstenene. Jeg kan godt lide væggen som den er nu - bare ikke den brune sod-aftegning. Hvis vi maler noget, bliver det kun stenene inden for den cirkel, hvor det er værst.
- Vi kommer IKKE til at få vandskurret eller pudset væggen. Smag og behag er forskellig, og jeg er ikke til vandskurrede vægge.