Sider

mandag den 28. februar 2011

I aften slipper vi kreativiteten løs...

...når hækleskolen går i luften for første gang. Jeg glæder mig som et lille barn til at byde fem kvinder med mod på hæklerierne indenfor. Faktisk bliver der hele tre hyggelige hækleaftener i denne uge OG en cupcake workshop med Julia som kyndig instruktør på lørdag. Det bliver i sandhed en uge i kreativitetens og læringens tegn.

søndag den 27. februar 2011

Familiefødselsdag

Kærestens familie har været til fødselsdagsfrokost i dag. Vi havde forberedt det meste i forvejen, så i princippet skulle vi bare lige støvsuge, rydde lidt op og lave det allersidste mad klar. Jeg skriver 'i princippet' for selvfølgelig gik det ikke sådan. Den lagkage, som jeg i øvrigt har bagt 100 gange før med succes, var blevet totalt mislykket. Først var den bagt for lidt, så puttede jeg den i ovnen igen, hvorefter den blev stenhård. Så en halv time før gæsterne kom måtte jeg i gang igen. So much for at være i god tid... Nå, men færdig blev den, omend æstetikken gik lidt fløjten.


Det hjalp heller ikke på synsindtrykket, at Lillejas hjalp med at lægge den sammen og sluttede af med at give den et ordentligt tryk16, så fyldet væltede ud. Heldigvis så det stadig festligt ud med tillykke-lys.


Og den gled da ned.


Pga. kage-panikken havde jeg ikke tid til at gøre så meget ud af bordpynten, men jeg nåede lige at kyle nogle små påskeliljer i nogle fine fugleskåle, som jeg købte på Ærø for 2 år siden.

Det var en rigtig hyggelig dag. Typisk mig at fare rundt som en skoldet skid, fordi jeg har en forestilling om det perfekte arrangement. Men når folk så kommer, så er det jo ikke detaljerne, der er det afgørende.

Frem med pailletterne

Der er nogle ting man elsker, fordi man engang har elsket dem. Man elsker dem stadig, selvom de egentlig kun er en skygge af fordums storhed, fordi de minder en om dage, der var engang. Da man var barn. Og slik var noget, man fik om lørdagen, hvor man også måtte være længe oppe - lige til man næsten ikke kunne holde øjnene åbne længere, men nikkende af træthed stædig fastholdt, at man lige skulle have det sidste med.

For mit vedkommende er melodi grand prix'et en af den slags ting. Selvom de prøver og prøver at gøre det til noget stort igen, elsker jeg det kun, fordi jeg elskede det engang. Ikke desto mindre havde jeg inviteret bedsteveninden til grand prix-hygge.


Jeg havde iført mig grand prix-toppen. En paillet-sag som jeg har haft i skabet i 10 år. Den bliver primært brugt til grand prix-arrangementer. Det er som om, den er for storladen til alt andet.


Lørdagsslik. Og chips. Og druer. Og cava. Altid cava.

Ser du også grand prix? Eller er det bare for yt?

fredag den 25. februar 2011

Cookies

...og så fandt jeg på noget andet at lave...


...cookies med valnødder og mørk og hvid chokolade til når kærestens familie kommer til fødselsdag på søndag. Opskriften er fra Mad & Venner oktober 2006:

125 g tempereret smør
70 g mørk rørsukker
70 g sukker
1 stort æg
140 g hvedemel
½ tsk natron
½ tsk salt
60 g mørk chokolade, grofthakket
60 g hvid chokolade, grofthakket
60 g pecannødder (jeg brugte valnødder), grofthakkede

Pisk smør og de to slags sukker luftigt. Tilsæt æg. Bland mel, salt og natron og tilsæt til dejen. Tilsæt chokolade og nødder.
Sæt små klatter dej på en bageplade og giv dem et tryk med en våd ske.
Bag v. 175 grader i 15-20 minutter.

Mmm...de er gode og lidt seje indeni på den helt rigtige måde...MÅ.IKKE.SPISE.FLERE.NU....

torsdag den 24. februar 2011

Når hænderne ikke kan følge med

Åhååh! Jeg bliver vist nødt til at tage en (kort) pause fra hæklerierne. Jeg synes, jeg har lidt murren i højre håndled, som en begyndende seneskedehindebetændelse, så jeg må hellere give den lidt ro inden hækleskolen begynder i næste uge. Men iiih, det er bare SÅ irriterende. Jeg har 1000 ideer til ting, jeg skal hækle. Æv.

Den gode nyhed er, at jeg så har god tid til at forberede, at kærestens familie kommer på besøg på søndag for at fejre fødselsdag (læs: jeg kan ikke oversprings-hækle, hvilket ellers normalt tager en del af min tid).

tirsdag den 22. februar 2011

Ain't nothin' but a hound dog

Eller skaldepande #5:

Skaldepandekongen af rock 'n roll.


Elvis har svaj i de paillet-besatte bukser...


...trompetærmer og bredt hoftebælte...


...og naturligvis bakkenbarter.

Ligesom de andre skaldepander har Elvis ingen mund. Derfor er hans yndlingssang naturligvis "A Little Less Conversation". Men dette skal ikke forhindre ham i at forsøge at lægge alle kvinder i blogland ned med sine hoftevrik.

Du kan møde Skaldepande Elvis og de andre skaldepander IRL til Forårsmarkedet i Odense i maj.

mandag den 21. februar 2011

Sprællemænd med spræl i

Der er blevet ryddet op på min opslagstavle i mit sove-/syværelse. Det var jeg nødt til, for i weekenden ankom disse to nye beboere til selvsamme opslagstavle:


Du genkender muligvis stregen som Jane Brilletings. I så tilfælde har du ganske ret. Vi lavede en rask byttehandel og jeg er svært godt tilfreds med den.


Se bare hvor gennemførte de to figurer er - også på bagsiden ser man deres forskellige personligheder.


Hophophop - det er så fornøjeligt med de to fine sprællemænd. Jane tager vist nogle sprællemænd med på Forårsmarkedet, så der kan du få fingrene i dem. Men inden da, skulle du kigge ind til hende - det vrimler med lækre tegninger og andre kreative projekter.

søndag den 20. februar 2011

I begyndelsen var garnet

Eller skaldepande #4:


Skaldepande i Adam-kostume.


Det er Adam efter syndefaldet - så han har dækket sig med et vinblad.


Kærestetatovering på overarmen (Tak til Signe for ideen!).

Den femte skaldepande er også lige på trapperne.

Farven er grøn


Grøn som græs. Grøn som forår. Grøn som håbet. Grøn som Forårsmarkedsbodsudsmykning. Jeg er helt grøn af spænding!

lørdag den 19. februar 2011

Indflyttergave og hysteriske anfald

Min veninde er flyttet ind i en ny lejlighed og har ønsket sig nyt betræk til sine sofapuder. Og det var da det mindste jeg kunne gøre for hende (især fordi jeg faktisk også lovede det, da hun flyttede ind i den foregående lejlighed *hosthost*).

Jeg lavede dem i går, så hun kunne få dem i gave til sin indflytterfest i går aftes. Det gik brandgodt i starten og arbejdet skred hurtigt fremad. Først syede jeg to puder af Sødahl viskestykker, ligesom dem Mette Westmose har lavet en DIY på lige her. Så lavede jeg betræk til to store sofapuder i mørkeblåt stof fra Stof 2000. Da jeg var færdig med dem og kun manglede knapperne, var jeg i så god tid, at jeg skrev en sms til veninden om, at kæresten og jeg ville komme lidt før de andre gæster. Ooog SÅ gik det helt skævt med gråd og tænders gnidsel til følge. Helt seriøst! Jeg fik et hysterisk anfald af historiske dimensioner og blev så forskrækket over mig selv, at jeg begyndte at tude (stakkels kæresten, der også var til stede og måtte være vidne til det). Jamen hvad skete der? Jeg kunne ikke få nålen igennem de L****-puder! Jamen du skal da bare have sådan en lang møbelpolstringsnål til det. Jotak, det havde jeg også. Den ser nu sådan her ud:


 (Den var altså lige, da jeg gik i gang...). Jeg tror, det var skumgummien inde i de store puder, den ikke kunne klare. Mærkeligt at blødt skumgummi kan bøje en nål, ikke?

Nå, men efter ca. 1½ time fik jeg syet de 5 knapper i - og vi ankom til festen et kvarter for sent i stedet for en halv time for tidligt.


Puderne ser sådan her ud (bortset fra den grønne, som kameraet har fanget helt skævt). Efter jeg har fået blodtrykket ned igen, er jeg selv godt tilfreds med resultatet.

torsdag den 17. februar 2011

Kæreste-fødselsdag

HURRAAA! Det er kærestens fødselsdag og jeg har inviteret ham på middag med sjov mad (sjov mad dækker i dette tilfælde mest bare over, at det er noget lidt sjovere end det ellers ville være en onsdag aften - det er altså ikke sådan "haha"-sjovt).

Og lader jeg en anledning til at dække fint bord gå forbi? Naturligvis ikke!


Jeg tog udgangspunkt i nogle servietter, jeg fandt i Tiger i weekenden. Og så har jeg brugt Mussel Mega-middagstallerkener og B & G platter til forretten.


Den hvide dug med de blå blomster har min fasters svigermor broderet engang, da Klørkonge var knægt. Jeg har været så heldig at arve den, fordi min faster kun har drenge, der absolut ikke kan se ideen i gamle broderier. Lucky me! Det går rigtig fint sammen med den mørkeblå dug, synes jeg.


Flaget passer ikke rigtig i farvetemaet, men det hører sig til.


Et andet sted i stuen: Gaver. Den ene gave fra mig var temmelig besværlig at pakke ind. Men den kom til at se okay ud til sidst med hjælp fra Tiger endnu engang. Tre ruller sjov tape for en Ti'ger.

tirsdag den 15. februar 2011

Fuglene...

...kommer vist til at gå igen mange steder på Forårsmarkedet - naturligvis, fristes jeg til at sige. De er jo ægte forårsbebudere, sammen med vintergækker og krokus (og min fødselsdag...hihi).

Jeg er i gang med at finde ud af, hvordan jeg skal indrette min bod, som også denne gang kommer til at indeholde fine lopper og mine egne håndlavede ting. Hvordan stiller jeg det indbydende op og hvordan får jeg kombineret de to ting bedst, er de nødder jeg forsøger at knække ligenu. Det er ret sjovt, og jeg har mange ideer, som jeg håber, jeg kan få forenet.

Men her er lige et lille kukkuk af nogle fine fugle, jeg har med på marked i loppekategorien:


En stor svane til blomster i forgrunden.


Mine evner udi ornitologi er stærkt begrænsede, men jeg tror, at det her er duer. Det er lysestager og de er ret fine. Faktisk så fine, at jeg stadig ikke helt har afgjort, om de kommer med på marked eller om jeg beholder dem selv.

mandag den 14. februar 2011

Back to the 90's

For snart længe siden skrev jeg et indlæg om et Beverly Hills quilt-tæppe, jeg var i gang med. Det var næsten færdigt....i et halvt års tid. Men i weekenden blev det endelig færdigt:


Man kan ikke se hende, for hun står på tæer omme bag tæppet for at holde det udstrakt. Men min mor spillede en ikke uvæsentlig rolle i at få tæppet færdigt. Hun lavede størstedelen af quiltearbejdet mens jeg hæklede. Tak for hjælpen.


Det er naturligvis et af de Beverly Hills-dynebetræk, der lå på mangt et pigeværelse i 90'erne, der har måttet lade livet.


Der er flest billeder af Dylan, men han var jo også suverænt den lækreste, hvis man spørger mig.


90210-stemning på min altan til sommer -YAY!

Valentinsgave

Min søde mor lader ikke sådan en anledning til at give gaver gå forbi. Således har både kæresten og jeg modtaget en fin gave:


Som altid smukt pakket ind. Hun er så dygtig.


Min gave indeholdt denne moppedreng og jeg blev GLAD!


Jeg har en anden bog om mønsterkonstruktion, men den har ikke grundmønstre i fuld størrelse og denne her er meget mere grundig. Jeg glæder mig til at få kigget nærmere på den.

søndag den 13. februar 2011

Peace, love and understanding

Eller: Skaldepande #3:


Denne her skaldepande er en rigtig 70'er hippie.


Han går med bukser med svej og bare tæer...


...pandebånd, hønsestriksweater og naturligvis det obligatoriske peacetegn om halsen.

Skaldepande hippie siger ikke noget, før han har lyttet grundigt, men han ønsker bred ymer og knæhøj karse til blogland.

lørdag den 12. februar 2011

Gamle hæklerier: Fra Olde til Asli

I et tidligere indlæg har jeg fortalt om de kreative kvinder i min familie og hvordan hæklingen har sprunget et par generationer fra min oldemor til mig. I samme indlæg skrev jeg også om forskellene på vores hæklerier.

Min oldemor hæklede flakoner næsten lige til det sidste (min mor har f.eks. 12 mellemlægsservietter, som Oldemor har hæklet i en alder af 90 år) - og da hendes hus blev tømt, væltede de ud af alle revner og sprækker.

Under mit besøg i Jylland denne weeekend har jeg fået nogle i forskellige farver og størrelser:


Det her er kun et lille udvalg af dem, jeg har fået. Det imponerende er, at Oldemor ikke hæklede efter opskrift. Jeg tror faktisk ikke, hun kunne læse en hækleopskrift, men hvis man havde et billede, at den flakon man gerne ville have, kunne hun hækle en præcis magen til.

Mine hæklerier er meget anderledes, som det også fremgår af billederne her på bloggen. Men der har naturligvis også været en udvikling i mine ting. Under oprydningen af mit gamle værelse er et af mine tidligste eksperimenter dukket op igen.


En rygsæk (med meget korte stropper). Jeg var vel 10-12 år, da jeg hæklede den. Og hvad var der indeni? Flere hæklerier naturligvis. Man siger om mennesker, der snakker meget, at de er vaccineret med en grammofonstift. Måske er jeg vaccineret med en hæklenål...

fredag den 11. februar 2011

Madklubben


De søde piger fra min madklub er lige gået hjem. Ih, hvor vi altid hygger os og taler bramfrit om alt mellem himmel og jord.

Jeg havde dækket bordet med Mussel Mega tallerkenerne, fordi det er længe siden de har været i brug. Jeg har haft så travlt med at bruge Bjørn Wiinblad og Bing og Grøndal platter, at disse smukke tallerkener er blevet lidt overset. Men i aften blev de altså hevet ud af skabet igen, og som noget nyt kombinerede jeg dem med nogle andre farver. Jeg har ellers mest sat dem sammen med en mørkeblå dug og mørkeblå servietter. Det her er der mere spræl og forår i. Og den fabelagtige Audrey bliver man jo aldrig træt af.

onsdag den 9. februar 2011

'Me Tarzan. You Jane'

Eller: Skaldepande #2:


Skaldepande-tarzan i gule underbukser og med bar overkrop.


Skaldepande-Tarzan er desværre blevet viklet ind i sin lian - måske fordi han ikke, som den rigtige Tarzan, har store muskuløse overarme. De er faktisk temmelig tynde.

Ligesom piraten siger han ikke så meget. Til gengæld er han god til at lytte.

Det er rigtig sjovt at hækle skaldepanderne og jeg glæder mig til at vise den næste frem.

tirsdag den 8. februar 2011

Tirsdag er min nye yndlingsdag

Jeg har flottet mig:


Nogle fordele skal der jo være ved at blive voksen og få fast arbejde-agtigt. Nu står den og venter på mig, når jeg kommer hjem om tirsdagen. 'Lækker-tirsdag' skal fra nu af være dit navn, Tirsdag.

mandag den 7. februar 2011

Splitte mine bramsejl, jeg er heldig!

Hvor heldig har man lige lov at være? Ja, jeg har åbenbart lov at være så heldig, at jeg har vundet bogen "Hæklede dyr" hos Wenche blandt 319 andre (!). Og jeg glæder mig til at få fingrene i den. Du kan stadig nå at vinde den hos forfatteren selv her frem til d. 14. februar.

Jeg har også udvidet sortimentet blandt mine egne mønstre:


En skaldepande-pirat! Naturligvis med alle de klassiske pirat-kendetegn: klap for øjet, træben....


...og dødningehovedtatovering på armen.

Skaldepanden har ingen mund. Til gengæld har han flyveører.

Jeg har allerede nogle flere forskellige skaldepander i hovedet. Og de skal alle sammen med på marked i Odense i maj.

lørdag den 5. februar 2011

Et bjerg af muligheder

Mine forældre er på besøg og med sig har de et helt bjerg af garn, som de har fundet på mit gamle værelse under en oprydning. Jeg havde faktisk glemt alt om det, så det føles nærmest som at få det foræret.

Og det her er vel at mærke kun bomuldsgarnet. Der var også en hel pose med uldgarn.

Hvad skal jeg lave af det? Det vides ikke helt endnu. Men sikkert noget til forårsmarkedet.

torsdag den 3. februar 2011

Undskyld mig mens jeg lige friserer mit tilbageblæste hår

Wow! Jeg blown away. 15 tilmeldinger til hækleskolen på en enkelt aften. Det er helt fantastisk. Der bliver således hele tre hækleaftener i uge 9. Fabelagtigt!

Ellers er jeg sådan lidt imellem projekter i krea-regi. Jeg har købt noget stof på udsalg, som jeg gerne vil sy noget af til mig selv og mit hoved er stadig ved at eksplodere af ideer til forårsmarkedet i Odense. Men i dag har jeg tømt knolden med Lili Scratchys Fou Fou Coloriage.


Nogle gange er det helt okay kun at skulle koncentrere sig om at holde sig inden for stregerne.


Inden jeg gik i gang overvejede jeg, om jeg skulle lave kopier af billederne, så jeg ikke malede direkte i bogen. Men besluttede så, at nogle gange skal man bare kaste sig ud i noget uden at have mulighed for at gå tilbage. Hmmm...det er de mærkeligste ting, der kan få lommefilosoffen i gang, ikk?

onsdag den 2. februar 2011

Hækleskolen LIVE



Planen var, at jeg skulle lave en virtuel hækleskole her på bloggen. Den lader vente lidt på sig af flere årsager. Den skal nok komme en dag, men indtil da har jeg besluttet mig for at gå Karen Klarbæk i bedene og holde hækleskole LIVE her hos mig i København på hverdagsaftner. Hvis der altså er nogen, derude der vil være med?

 
Niveauet vil være til nybegyndere og jeg vil vise dig, hvordan du starter og hvordan du hækler de grundlæggende masketyper, så du bliver rustet til at kaste dig ud i hækleprojekter derhjemme. Jeg forestiller mig, at der er 4-5 pladser, så jeg har tid til at hjælpe alle.

Det koster ikke noget at være med, men du skal selv have garn og hæklenål med.

Skriv mig en mail på aslisorup@gmail.com, hvis du vil være med. Så kan vi finde en dato i fællesskab.

Jeg håber, I vil være med. Det kunne være så hyggeligt!

OPDATERING: Selvom du kan se mange kommentarer herunder, så fortvivl ikke! Vi holder bare to aftener, hvis der er folk til det. Så meld dig endelig til, hvis du har lyst.

NY OPDATERING 3/2: Superdejligt med så mange tilmeldinger. Jeg lukker for tilmeldinger nu, for der er nok til 3 hold! Dejligt. I løbet af i dag og i morgen skriver jeg skriver mails vedr. datoer til jer, der har tilmeldt jer.