Hvem er baronen? - eller et DIY-projekt ud over det sædvanlige

Det er blevet tid til, at jeg skal præsentere jer for baronen. Baronen - eller den røde baron - er en Volvo Amazon årgang 1970, for hvem planen er, at den skal trække min lille campingvogn. Som jeg også har skrevet om, da jeg skrev om frøkenen, havde jeg ikke en bil, da jeg anskaffede mig en campingvogn. Det har jeg så taget min del af de vandede vittigheder om: "Skal du så have den bag på cyklen?", "Skal du så altid campere i forældrenes have eller hvad?".

Trods vittighedernes ringe kvalitet, var der jo et gran af sandhed i drillerierne, for jeg må jo have en bil at køre den lille frøken rundt med. Men det kunne jo ikke være en hvilken som helst bil - det er klart. Så med min far som mellemmand blev der indkøbt et "håndværkertilbud". Han vurderede, at han kunne lave den klar til vejene.

Amazonen har været noget tid undervejs, og den er heller ikke køreklar endnu, men pludselig er der sket en del. Der viste sig (som altid med håndværkertilbud) at være mere at lave end ventet, men nu er han faktisk færdig til at kunne samle den igen. Og det ser rigtig fint ud - og jeg glæder mig til at kunne ankomme standsmæssigt med frøkenen (og at sige: "In your face!" til alle de vittige hunde).

Baronen inden "projekt gennemgående renovering" gik i gang.

Her er projektet gået i gang, og jeg begynder for første gang at blive lidt skeptisk...kan det her laves?. Det her er altså i førersiden (bemærk pedalerne øverst i billedet og gulvet, som der er hul direkte ned til). Jeg aner hverken det ene eller det andet om at lave biler, så jeg har nok ikke helt så meget is i maven som min hr. far.

Her er bilen lavet, så den ikke længere er en Volvo Amazon model Flintstone. Men bemærk stadig ledningsspaghetti øverst i billedet...Is i maven mangler stadig.

Bilen er klar til maler efter at svejse- og slibearbejdet er færdigt. Jeg er ret vild med den måde malingen er slebet af på, det ser nærmest helt Andy Warholsk ud, synes jeg. Men se så her:

Se lige de linjer og kurver! Det er da en bil med sjæl. Jeg glæder mig, glæder mig, glæder mig til, at den er samlet igen. Mere følger helt sikkert her på bloggen, når arbejdet er mere fremskredet.

Peace, love and sukkerchok

I 12 år har min mor og jeg bagt to kagemænd til en fødselsdag den sidste weekend i august. Det er et par tvillinger, jeg har kendt siden før de blev født. Faktisk går vi så langt tilbage, at deres mor var min barnepige, fra jeg var et halvt år.

Vi plejer at gå all in på at lave sjove kagemænd og -koner til fødselsdagen. Vi har lavet prinsesser og riddere, build-a-bear kaniner og soldater og bare forskellige variationer af lyserøde kjoler og blå bukser/grøn bluse.

I år blev det til retro-/hippietema, som begyndte med en kagekone med lilla kjole og røde blomster. Jeg kan nok ikke sige mig fri for at blive inspireret af alt det fine retrostof, man ser rundt om i blogland, og jeg synes på en måde også tøsebarnet er for stor til pink med pink på. Så retro blev det. Og så lavede vi en hippieversion af drengen også. Det blev ret fint:

Når man bager vandbakkelser i så stort et stykke, kan man ikke helt styre, hvordan det hæver, og denne gang har kagekonen altså fået nogle ordentlige Rigmor Zobel-læber.

Bemærk: Peacehalskæde, langt hår og pandebånd.

Peace out for nu. Spred kærligheden derude.

Hvem er hende der frøkenen egentlig?

Det er vist på tide, at jeg fortæller lidt om bloggens navn. Først skal I høre om frøkenen, for hun kom først til. Frøkenen - eller frøken Blå - er min helt igennem fabelagtige lillebitte campingvogn. Hun har været genstand for min kærlighed i fire år, og det begyndte med, at jeg havde fået en løs ide om, at det kunne være sjovt at have sin egen campingvogn. Hele min barndom har jeg camperet med forældrene, så jeg er vant til livet som campist og efter nogle teenageår, hvor jeg - lad mig bare være ærlig - hadede det som pesten, var lysten begyndt at melde sig igen. Der var dog visse betingelser: Den skulle være til at betale på mit stramme budget som studerende og den skulle være lille, så den appellerede til udeliv. Jeg gad ikke at campere på villa-volvo-vovse-måden, hvor man tager fladskærm, nintendo og foodprocessor med. Det måtte godt være lidt primitivt.

Jeg lurede for sjov på Den Blå Avis med jævne mellemrum, men der var ikke rigtig noget, der opfyldte alle betingelserne. Og desuden var hele projektet også mest for sjov, for jeg havde ingen bil at køre vognen rundt med. Men der sker jo ikke noget ved at kigge vel?....

Men så! Pludselig en dag var hun der! Den mest perfekte lille vogn. Det var med slet skjult panik i stemmen, jeg ringede til forældrene og nærmest kommanderede dem til at møde mig i Odense og afhente den lille fine vogn, som i øvrigt var noget dyrere, end jeg havde planlagt. Jeg plejer at sige, at jeg ikke tror på kærlighed ved første blik, men frøkenen er faktisk en undtagelse (og her kan jeg godt se, at det begynder at blive en lille smule materialistisk, men jeg kan ikke gøre for det).

Anyways...without further adoo, lad mig præsentere:

Det er en Tabbert model Bad Kissingen fra 1968, som siden er blevet malet lyseblå og shinet op indvendigt. Der er tre sengepladser, men til en længere ferie, er der nok kun plads til to. Tag et kig indenfor:

Her kan bordet klappes ned, så der bliver en enkeltseng.

 I den anden ende er der en dobbeltseng. Dog er den mest til kortbenede folk som undertegnede. I hvert fald skal kæresten helst ligge diagonalt for at ligge behageligt.

Underholdningen til turen er sikret. Bemærk især matadorspillet, som jeg fandt i en genbrugsforretning. Det er den gamle udgave, hvor man får 200 kr., når man passerer start. Jeg forestiller mig, at frøkenen har været vidne til, at der er blevet langet masser af hundredekronesedler over bordet i back in the day.

 

Og det skal være primitivt, ja. Men jeg kan jo ikke lade være med at dimse lidt, så jeg har altid mine talismaner med. To ophæng købt på Christianias julemarked.

Hvem baronen er, er en helt anden historie, som du må få en anden dag.

P.S. Hvis nogen tænker: "Den campingplads ser rar ud, der vil jeg gerne hen", må jeg retfærdigvis sige, at frøkenen har taget opstilling i forældrenes have til ære for fotografen.

Sjov med papir - og svenskere

Engang for 100 år siden købte jeg en stor mappe på et loppemarked. Planen var, at den skulle have ny ryg og hjørneforstærkninger i skind og bruges til karton. Men det blev aldrig til noget og mappen har stået i den samme sørgelige forfatning i flere år. Men for et par uger siden fandt jeg nogle store stykker tapet-agtigt papir i Søstrene Grene og så fik jeg den ide at sætte helt nyt papir på mappen.

Her ses projektet, inden jeg gik i gang:

Jeg havde egentlig tænkt mig at sætte sort ryg og hjørner på, men der var desværre en fejl i den mentale lagerbeholdningsliste, så jeg slet ikke havde noget sort skind. Men engang imellem er det den slags mindre bump i vejen, der skal til for at det hele bare bliver meget bedre. Jeg havde nemlig i stedet noget gult skind, og det passer virkelig godt med de gule blomster i papiret.

Resultatet er - i al beskedenhed - blevet rigtig godt. Se bare her:

Jeg har også været en tur i Malmø i anledning af forældrenes ferie i Hovedstaden. Hvorfor er svenske dagligvareforretninger bare mere lækre end danske? Jeg mener, i hvilken dansk forretning kan man vælge mellem fem (FEM!) forskellige slags bulgur?

Blommechutney

I dag har jeg lavet blommechutney med blommer fra forældrenes nabos have. Det er blevet ret godt, og jeg glæder mig allerede til at servere det sammen med en stærk indisk curry. Opskriften er taget fra Koplevs køkken på P1 - og du kan se den her.

Og så har jeg også lavet nye hjemmelavede etiketter til.

Weekendens blogindlæg kunne give det indtryk, at jeg aldrig bestiller andet end at konservere frugt og grønt til vinteren. Det er naturligvis ikke tilfældet, men jeg har fundet ud af, at jeg faktisk synes, det er ret hyggeligt med hjemmelavet konserves. Derudover er det en kæmpefordel, at man har helt tjek på, hvad der er i. Og så er det jo billigt, hvis man kan tiltuske sig noget hjemmedyrket forskellige steder fra.

Tomater

Hjemmedyrkede tomater fra forældrenes have er i dag blevet henkogt til vinteren. Der er ikke noget, der smager af sommer som at åbne et glas tomater og vende det med friskkogt pasta - og til vinter bliver det mere end lækkert at kunne lukke sommeren ind i køkkenet igen.

Hvis du tænker: "henkogning er besværligt", så kan jeg oplyse dig om, at lige præcis denne her opskrift er så enkel, at selv køkkennovicerne kan være med:

Tag nogle tomater og prop dem ned i et gammelt syltetøjsglas (mas dem godt sammen). Drys med salt. Prop frisk basilikum og rosmarin ned i. Put hakket hvidløg i. Hæld et skvæt olivenolie i. Skru låget næsten på og sæt i ovnen i en bradepande med en sjat vand i v. 120 grader, indtil det bobler let i glassene (det kan godt tage et par timer). Når det bobler i glassene, tager du dem ud, slukker ovnen, og skruer lågene helt fast. Så sætter du dem ind i ovnen, til den er kølet helt af. Så har du et glas fuldt af sommer, som kan give enhver vinterdag lidt ekstra oompf. Velbekomme.
 

Alle ingredienserne. Det sorte i det lille glas er sort havsalt.

Glassene kort før de røg i ovnen.

Når de kommer ud af ovnen skal glassene selvfølgelig have hjemmelavede etiketter på.

P.S. Efter at have smagt lidt på ordet "henkogt", kan jeg godt se, at det ikke helt beskriver, den lækre smagsoplevelse disse tomater giver, og det virker ikke særlig sommerligt. Men pt. har jeg ikke noget andet ord for dem, så nu hedder de det indtil videre.

Bobler på en torsdag - ka man det?

Selvfølgelig kan man det!

- Fordi ham der og veninden var til middag.
- Fordi vi havde lyst.
- Fordi hverdagen er vigtig.
- Og fordi specialet er blevet forhåndsgodkendt.

Haves: To næsten færdige projekter...

Mangles: Pladevat og dobbeltklæbende tape.

Jeg har brugt dagen på at sy mit Beverly Hills quilt-tæppe næsten færdigt. Nu mangler jeg bare to meter pladevat at lægge ind i det, før jeg kan få det helt færdigt.

Da jeg ikke kunne sy mere, gik jeg i gang med et andet projekt: At sætte nyt papir på opbevaringskasser til mit krearum/soveværelse. Jeg købte kasserne i sidste uge sammen med det fine papir fra Søstrene Grene på vej hjem fra arbejde. Det ville unægtelig have været nemmere at vente med at købe dem, til jeg var i bil. Desværre er tålmodighed ikke en af mine stærkeste sider, så derfor så man mig cykle hjem med tre kasser på 30 x 40 cm og fem ruller gavepapir med baboushkaer. Ikke så praktisk, men dog muligt (og jeg måtte kun stoppe to gange og samle papirruller op i cykelkurven igen). Og det var godt, jeg gjorde det, for så kunne jeg - en uge senere - bare gå i gang med at beklæde dem med nyt papir....hvis det ikke lige var fordi, jeg også er løbet tør for dobbeltklæbende tape...

Egentlig behøver kasserne jo ikke nyt papir, for den lilla farve er også fin. Men jeg faldt for de der baboushkaer (og ja, jeg ved godt, at de små dukker ikke ligefrem er et nyt syn, men de er da søde!)

Jeg elsker....

Kæresten og jeg diskuterede for nyligt kvaliteten (eller manglen på samme) ved at finde fine gamle ting i genbrugsforretninger eller på loppemarkeder, og følgende ordveksling fandt sted:

Mig: (irriteret) Nu er det jo ikke nødvendigvis en kvalitet ved ting, at de er nye.
Ham: (opgivende) Nej, men det er jo heller ikke nødvendigvis en kvalitet ved ting, at de er gamle.

Touché til mig. Og så alligevel...Jeg eeeelsker bare loppemarkeder (og genbrugsforretninger) og vil altid gøre det. Det fremgik vist også af lørdagens indlæg, men jeg synes bare lige, jeg vil understrege, at jeg eeelsker dem. Jeg elsker at lede efter bestemte ting - jeg har en mental liste over ting, som jeg selv og mine venner og familie mangler. Jeg elsker at kunne krydse ting af på den mentale liste. Jeg elsker, at lede efter skjulte skatte, som jeg ikke vidste, jeg manglede. Jeg elsker at prutte om prisen. Jeg elsker at få de fine ting med hjem og vaske dem og se dem pynte i mit hjem. Jeg elsker, at bruge de fine loppefund. Men mest af alt elsker jeg ideen om, at den enes skrald er den andens skat, og at ting ikke bare bliver smidt ud, men kommer til ære og værdighed i et andet hjem.

Her er nogle flere fine loppefund fra weekenden:

Broderede duge og løbere. Indtil videre er planen brutalt at klippe dem op og sætte dem ind i et quiltet tæppe, men der går nok en rum tid, før jeg får tid, så hvis du vil redde en af dugene, så skriv til gerne til mig.

Den fineste blå skål i sart lyseblå med blomsterbladsmønster på indersiden.

Tallerkener med Bjørn Wiinblad-motiv. De er vist oprindelig beregnet til ophæng, men jeg har tænkt mig at bruge dem som tallerkener. Disse er med motiverne vinter og sommer, så nu er jeg på jagt efter forår og efterår.

 Pusleklodser - vintageudgaven. Med eventyrmotiver.

En gyngehest! Det har alle mennesker jo brug for - især dem uden børn.... Jeg er nu i forhandlinger med mig selv om, om den skal males i en frisk farve, eller om den skal stå i den oprindelige maling. Hvad synes du?

Den perfekte lørdag

Jeg var på ikke mindre end to loppemarkeder i dag - hvilket sådan ca. er min ide om den perfekte lørdag. Først Gråsten Gardens Loppemarked i (surprise) Gråsten. Det er virkelig stedet, man kan gøre nogle gode og billige fund. F.eks. har jeg møbleret min stue med møbler derfra for 500 kr. Hvis du bor i området, kan du nå det endnu. De holder nemlig også åbent i morgen fra 10-16 og næste lørdag fra 10-13.

Derefter Korskro Hestemarked ml. Varde og Esbjerg (mere marked end heste, heldigvis). Jeg fandt nogle rigtig fine ting, som jeg vil vise billeder af i morgen. I dag vil jeg kun vise en ting. Dette lille skuffedarium i plastic, som jeg fandt i Gråsten for en tyver:

Det passer rigtig fint til at holde styr på alle de små dippedutter, jeg altid får samlet sammen og aldrig kan tage mig sammen til at smide ud. Umiddelbart villle jeg hellere have haft det i en farve med lidt mere spræl i - men se så her:

Nogle strimler neonfarvet karton, og vupti så er der pludselig rigeligt spræl i skuffedariet. Iiih jeg glæder mig til at sætte det på hylden i systuen - det bliver rigtig fint. I det hele taget bliver mit kombinerede krea- og soveværelse rigtig godt efterhånden. Jeg er i gang med oprydning og makeover, hvilket bl.a. involverer nye opbevaringskasser - men mere om det en anden dag.

P.S. Den opmærksomme læser vil bemærke et skift i baggrunden på mine billeder. Altanen er nemlig skiftet ud med forældrenes have for weekenden. Aaahh...

Syprojekt: Beverly Hills quilt

For flere måneder siden fandt jeg et sengesæt i ren 90'er retro med Beverly Hills 90210 i Røde Kors i Varde (jep, provinsgenbrug holder stadig...). I det øjeblik jeg så betrækket, så jeg også et quiltet tæppe for mig med Brenda, Brandon, Dylan og alle de andre. Desværre var det midt i specialeskrivningen, jeg fandt betrækket, og jeg vidste, at gik jeg først i gang med syningen, ville jeg ikke få skrevet mere speciale, inden tæppet var færdigt. Nu er specialet afleveret, ferien er overstået, regntiden er sat ind (forhåbentlig dog kun midlertidigt) og så er det tid til at gå i gang med tæppet.

Jeg har klippet billederne ud og er gået i gang med at sy det til firkanter sammen med stof i fine pangfarver. Jeg har ikke helt gennemtænkt, hvordan det skal samles til sidst, men måske bliver det med det sort/hvid-ternede stof, der skal være på bagsiden. I det hele taget er jeg mest til at kaste mig ud i projekterne og se, hvad der sker. Det er min erfaring, at der tit kommer noget godt ud af at improvisere undervejs. Nogle gange går projekterne selvfølgelig også lidt i hårdknude på den konto, men for det meste går det godt. Jeg er langt fra færdig, men jeg er i gang, og det er halvt fuldendt, siger man vist.

I øvrigt er det ret sjovt at se, at der er suverænt flest billeder af Dylan - men han var jo også klart den lækreste!

Betrækket inden jeg gik i gang med saksen.

Jeg er godt tilfreds med den autentiske 90'er farvesammensætning.

 

 

Urban knitting - so cool!

Når man lever i en storby, er tags (tusch-krusseduller) en del af hverdagen, og man bliver konfronteret med dem på hver anden lodrette flade, man ser. For det meste suser jeg lige forbi dem på min cykel og bemærker dem knap nok. Men jeg ved jo, de er der, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad man får ud af at tegne en krussedulle på en væg? Måske er det et forsøg på at sætte sit mærke på verden for at minde andre - og sig selv - om, at man er til. Jeg vil ikke bevæge mig ud i en lang fordømmelse af tagging, men mange husejere synes nok, det er temmelig træls med andres krusseduller på murene. Derfor vil jeg komme med et forslag til krussedulletegnerne: Urban knitting! Hvem ville ikke blive glad for at se et træ eller en lygtepæl, der har fået en fin trøje på:

Faktisk ligner det her mere Urban hækling, hvilket ikke gør mig mindre fascineret.
Jeg har lånt billedet herfra.

Lånt herfra.

Lånt herfra.

Det kan da kaldes håndarbejde, der spreder glæde. Jeg har stadig ikke set noget live, men jeg drømmer om, at jeg en dag finder min cykel lænet op at træ med sweater på. Fryd!

En hyggelig eftermiddag

Min bedstemor kom på besøg i dag. Det er ikke noget, der sker hver dag, da hun bor i Jylland, og jeg i København. Men ca. en gang om året, tager hun toget over og bor en uges tid hos sin søster, og så kommer hun også altid og besøger mig. Det var således en særlig lejlighed og derfor havde jeg dækket op med den fine broderede dug fra Kirkens Korshær i Varde (genbrugsforretninger i provinsen holder max!). Frokosten bestod af hønsesalat og æg/tomat-madder. Bagefter horn fra forrige søndag, hvor det aldrig begyndte at regn. 

Se de fine billeder af frokosten, som kær'sten tog af bordet, mens jeg var på stationen og hente Bedste:

Vi spiste, drak kaffe og talte om løst og fast i små 4 timer, og så fulgte jeg hende til toget igen. Sikke en hyggelig eftermiddag.

Oldemorfirkanter

I fredags meldte min bedstemor (ja, hende med korsstingene) sin ankomst i morgen eftermiddag. Lejligheden har længe råbt på en rengøring og gennemgribende oprydning, og når de ældre generationer kommer på visit, føler jeg mig lissom forpligtet til at vise mit hjem frem fra den pæneste side. Og det er da også dejligt...nu altså, hvor jeg kan sidde og skue ud over værket - ikke mens rengøringen stod på.

En stak af de forskellige firkanter
fra crochetpatterncentral.com

Men når hele weekenden står på rengøring, tøjvask, lidt oprydning og så mere rengøring igen, er det rart at have noget overspringshåndarbejde at gå til og fra. Så jeg fik hæklet otte nye firkanter til mit hæklede tæppe (det siger måske noget om, hvor meget jeg overspringshandler og hvor lidt jeg faktisk handler).

Slumretæppet fik sin begyndelse, fordi jeg faldt over denne side her, hvor der findes en gudsvelsignelse af forskellige gratis hæklemønstre. Så jeg gik i gang med at afprøve mønstrene fra en ende, og derfor bliver tæppet på ingen måde særlig symmetrisk, men det bliver farverigt, og derfor tror jeg også, det bliver fint, når det er færdigt. Men der går nok noget tid, inden jeg kan slumre under tæppet - jeg har 51 firkanter nu, og det er højst halvvejs.

De nye firkanter. Farverne er blevet lidt underlige
- den grønne er neongrøn i virkeligheden.

Nye etiketter...

...er blevet fremstillet til mit hjemmelavede hyldeblomstdrik. I lyserød. Yay!

Ja, det er en Cubakaramelflaske, jeg opbevarer mit hyldeblomstsaft i... I det hele taget kunne flaskeudvalget godt give den ide, at det ikke er saft, der bliver drukket mest af hjemme hos mig. Men det ville være helt forkert...helt ærlig, det ville det!

Keramik på den fede måde

Det er lidt snyd, for de her prinsesser er til fyrfadslys, men

fine er de nu alligevel.

Det er ikke sikkert, du kender Kari Giebelhausen, men det burde du! Især hvis du, ligesom mig, har hang til keramik og farver med knald på.

Hun har en lille butik i Lønstrup, hvor hun sælger sine fine ting. Jeg blev lokket ind i butikken af en kæmpe keramikprinsesse med en blomsterkrukke i favnen, og da jeg trådte ind, var det lidt som at komme ind i et parallelunivers, hvor prinsesser, engle, høns og prikker herskede.

Det er dejlig skævt og skørt, og jeg er komplet forelsket i blomsterkrukkeprinsessen, men der er ikke plads på min altan. Jeg købte til gengæld et par morgenmadsskåle, som jeg allerede elsker. Så selv på de lidt trælse morgener, bliver jeg glad, når jeg spiser min morgenmad af dem - og så tænker jeg lidt på prinsesserne af Lønstrup. Suk...

Du kan se Kari Giebelhausens fine ting her.

Jeg hedder Asli, og jeg er en hækler

Første skridt er altid at indse det selv, og som så mange andre afhængighedsforhold er der også her tale om en voldsom social arv, som går flere generationer tilbage. Min oldemor hæklede, indtil hun var 90 og stæreblind. Assietter (fortrinsvis hvide men også i højtidsfarver - røde til jul og gul og grøn til påske), mellemlægsservietter og småbitte grydelapper af den slags, hvor man uundgåeligt brænder nallerne, når man bruger dem, var hendes speciale. Hun hæklede ikke efter mønster, men fandt selv på undervejs eller lænede sig til billeder i ugeblade. Det har altid imponeret mig, for nogle af de der assietter var altså rimelig store.

Krea-genet lever også hos min bedstemor, som strikker og syr korssting, og hos min mor, som syr alt sit tøj selv. Men hækleafhængigheden har sprunget et par generationer over og er havnet direkte hos mig. I øjeblikket hækler jeg amigurumi - små søde dyr. For det meste efter mønster, men jeg er også begyndt at kaste mig ud i mine egne mønstre.

Jeg har f.eks. lige fået de her to færdige i fri fantasi, en fræk kat med blå og grøn badedragt, og en sød lille blomst med bjælde indeni. Blomsten har mange håndtag, som små fingre kan få fat i, så den kan få en ordentlig rystetur. Jeg giver altid mine amigurumi ansigter i filt, for så undgår man, at små børn får øjne og snuder galt i halsen.

Der er selvsagt langt fra  Oldemors assietter til amigurumi, men jeg sender hende alligevel ofte en tanke, når jeg sidder med hæklenålen. Ligesom jeg tænker på min Bedste, når jeg syr korssting og syprojekterne ivrigt bliver diskuteret med min mor, og på den måde føler jeg kontakt med tre generationer af kreakvinder før mig.

Jeg er også i gang med at hækle figurerne fra Svampebob Firkant. Men det er et større projekt, som jeg vil skrive mere om en anden dag.