onsdag den 11. september 2013

En vest mere

Jeg er stille og roligt i gang med at udvide sortimentet af små barselsgaver, som alle bliver lavet af garn, jeg har på lager. Det er totalt winwin, for jeg oplever, at nybagte forældre bliver glade for hjemmestrikkede gaver, og jeg får til gengæld ryddet (lidt) ud i lageret, og samtidig får jeg lejlighed til at prøve nogle forskellige opskrifter og teknikker af på små overskuelige projekter, og det hygger jeg mig rigtig meget med.

Denne gang er det blevet til en piget vest fra All you knit is love. Dog har jeg strikket den op i Exclusiv Alpaca fra Hjertegarn i stedet for Isager Alpaca 2. Men umiddelbart vil jeg vurdere, at man kan bytte ligeover mellem de to.
Mønsteret, er bare lavet med ret- og vrangmasker. Det er enkelt og pænt og nemt at strikke.

Jeg har sat to stofbetrukne knapper i, som jeg har købt hos Line.

I bogen er der også en trøjevariant af denne her vest, hvor man strikker ærmer i stedet for at lukke maskerne i ærmegabet af. Den har jeg kastet mig over nu - dog med et twist i mønsteret. Mere om det, når jeg er færdig.

mandag den 9. september 2013

Samsø, solskin, september

Engang imellem har man lov at være heldig. F.eks. bestilte jeg for flere måneder siden et weekendophold på Samsø som en fødselsdagsgave til der Mann (ud fra devicen: Hvad giver man, manden der har alt? - Noget man selv ønsker sig...). Vi var afsted i weekenden i forrygende sensommervejr og det var gennemført dejligt.

Det var min første tur til Samsø og vi boede på Hotel Strandlyst v. Ballen, hvilket virkelig kan anbefales. Smukke omgivelser, lækker mad og sød og usnobbet betjening. Rigtig godt! Det kunne mærkes, at øen var ved at gå i vinterhi og flere butikker/restauranter/seværdigheder havde korte åbningstider, men til gengæld var det en stor fordel, at det hele ikke var så overbefolket.
 
Vi venter spændt på færgen v. Kalundborg.

Indsejlingen mod Kolby Kås.


Samsø er en rigtig frugt- og grøntsagsø. Det nyder man godt af på øens restauranter, der (stort set) alle forstår at omsætte øens ressourcer til gode madoplevelser. Derudover er der masser af vejsideboder, der sælger friskopgravede kartofler, løg og andet grønt. Eller som her, hvor man bare frit kan forsyne sig.

 
Min stolte viking fik sig en dukkert ved Isse hoved. Jeg sørgede for fotodokumentation... Det var i øvrigt et rigtig smukt område ved Nordby Bakker. Det kan helt sikkert anbefales med en tur dertil, hvis man er på øen.

 Det er snart græskarsæson. Samsø leverer bl.a. græskar til Halloween i Tivoli.


Vi var til fugleshow hos Falkecenter Samsø, hvor de altså også har andet end falke. Det var en stor oplevelse at se en fugl med 2,5 meter i vingefang flyve lige henover hovedet på en.


 Sæsonafslutning med musik og leben på Restaurant Dokken...ja, det ER en fiskekutter, de står i...

Søndag var vi på ø-rundtur i en veteranbus. Det er faktisk den rigtige bus fra Bussen med Dirch Passer. Jeg var ellevild, da jeg fandt ud af det - det var en af mine yndlingsfilm som barn. Der Mann var mere afdæmpet i sin begejstring, men jeg tror nu, han hyggede sig meget godt med det alligevel.

 På gensyn, Samsø!

En stille delekage og lidt strik på færgen hjemad. Vi var godt trætte efter en tætpakket weekend.

tirsdag den 3. september 2013

Hurtig værtindegave

Forleden holdt min veninde fest, og jeg er (som regel) ikke den der dukker tomhændet op til fest, men jeg havde ikke den store tid til at lave noget til hende, så det blev en hurtig løsning, som heldigvis vakte lykke.

To glas kryddersnaps in spe. Jeg tænkte, at hun nu kan få dobbelt glæde af dem. For det første kan hun følge med i, hvordan snapsene udvikler sig og for det andet kan hun nyde dem, når de er færdige.
To syltetøjsglas, nogle valnødder, lidt frossen kvæde, vodka og en dymo. Bum!

søndag den 1. september 2013

Vil du lære at hækle?


Så har du igen muligheden for at komme til hækleskole med mig som underviser hos Fox og Jane i Ballerup. Hækleskolen løber over to aftener d. 9. og 23. oktober, hvor man kan vælge én aften eller begge. Første aften lærer vi det basale med de forskellige masker, og anden aften fokuserer vi på at hækle rundt og at hækle figurer, tæpper, flakoner og hvad vi ellers kan finde på. Hækleskolen er både for nybegyndere og let øvede - vi tager udgangspunkt i hver enkelts erfaring og arbejder videre derfra. Dvs. at du også kan tage et projekt/en opskrift/en ide med hjemmefra og så kigger vi på det og får forhåbentlig en succesoplevelse sammen.

Klik ind til Fox og Jane HER, og læs mere om, hvordan du kommer med på hækleskolen.

fredag den 30. august 2013

Noget om at strikke med hovedet under armen

Kender I det, at man liiiige skal skynde sig og få noget færdigt, og så ender man med at lave koks i det? Det sker relativt ofte for mig. F.eks. med denne lille babyvest, som faktisk var helt færdigmonteret med knapper und alles og klar til at blive lagt på bloggen i en fart, da jeg opdagede, at jeg havde samlet maskerne til halskanten op fra den forkerte side, så optagningskanten kunne ses fra forsiden. Man skulle så tro, at det ville være en rimelig simpel procedure at trevle halskanten op og strikke den igen fra den rigtige side, men nej! Jeg kom nemlig til at gøre et eller andet, som betød, at skulderen begyndte at trevle....sidelæns! Jeg sad med det i hænderne - og så eksploderede det bare i løbende masker. Der var ingen anden vej, end at trevle hele ryggen op og strikke den en gang til. Men det er jo aldrig sjovt at strikke det samme to gange, så vesten har ligget i skammekrogen i en måneds tid, men nu er den altså blevet færdig. Og rigtig!


Opskriften er fra Babystrik på pinde 3 af Lene Holme Samsøe. Jeg har strikket den op dobbelt garn: En tråd af Louises plantefarvede garn og en tråd Isager Alpaca 1. Alpacaen havde ikke helt samme farve, men jeg synes, at det giver et fint farvespil med de to farver sammen. Knapperne er fra mit (uendelige) knappelager.

onsdag den 28. august 2013

Sommerferie-krea

I sommerferien fik jeg syet flere blomster til mit camping-evighedsprojekt - patchworksengetæppet til campingvognen. Jeg er nu oppe på 123 blomster i alt, og hvis jeg er heldig betyder det, at jeg er omkring halvvejs.

Alle blomsterne er syet af forskelligt stof. Det er med til at sørge for, at det stadig er sjovt at sy blomster, at hvert enkelt blomst er unik. Og så hjælper det sikkert også, at jeg kun syr på det, når jeg camperer.

Nu er jeg imidlertid løbet ind i den udfordring, at jeg ikke har flere forskellige slags småtmønstret stof, som egner sig til patchwork, og jeg har ikke lyst til at gå ud og bruge en formue på stof til et projekt, som mere er orienteret mod en hyggeligt proces end det færdige produkt. Derfor overvejer jeg at sætte gang i noget stof-bytte via bloggen. Kunne I mon være interesserede i det?

mandag den 26. august 2013

Sommerferie 2013 v. 2.0

Fra i dag er hverdagen i gang igen, og det er med tidlige morgenvagter og hele pivtøjet. Men jeg har heldigvis en dejlig ferie at se tilbage på, og jeg synes selv, de tre uger er blevet udnyttet maksimalt. Den sidste uge var der Mann med på campingferie - først til Amazontræffet og siden i Søndervig - og det var helt forrygende. Jer der er ved at være trætte af feriebilleder af campingvognen og Amazonen kan bare zappe videre, men jeg er altså ikke helt færdig med det endnu.

Gratis (men ubetalelige), halvpebrede, vilde, stille, farverige, disede, solbeskinnede, regnvåde oplevelser. De er vidt forskellige, men alle med til at gøre det okay at komme tilbage til hverdagen igen. Her kommer de sidste feriebilleder i denne omgang:


 Den ene mere forrygende solnedgang end den anden.

 Der Mann fik lov at køre Amazonen...så er det sgu alvor!

Mit nye retro-udekøkken kom i brug. Det var helt genialt med den ekstra bordplads - man kan sige meget om den lille lyseblå campingvogn, men plads er jo ikke ligefrem noget, man vælter sig i.

Vi var i Legoland. Yay!

 På de kølige aftner sad vi inde i campingvognen og hørte Radio Klitholm på transistoren.


 Blødkogte æg om morgenen er en stilfærdig luksus, som jeg elsker.
Amazonen ved Lyngvig fyr (inkl. uæstetisk autocamper, der valgte at parkere lige bag os - jeg havde ellers lige set en smuk photo opportunity med Amazonen. Fordømt!).

 228 trappetrin op.

God værkstedshumor i udstillingen ved fyret.

 Vi var på bunker-tour ved stranden...

 ...og så mere solnedgang.
 Amazonen på Thorsminde havn.

Vi var også på kro og fik klar suppe - man var vel på retro-ferie...

Jeg kørte altså også selv Amazonen. Her er vi på vej hjemad med campingvognen bagpå.

Topscorere den seneste uge