fredag den 31. december 2010

Bord dæk dig

Mit nytårsbord bærer præg af forskellig inspiration, jeg har fundet rundt omkring i blogland. Og på den måde er det også en smuk afrunding på 2010, hvor jeg stiftede bekendtskab med dette forunderlige land, som er fyldt med smukke kreative væsner, der konstant deler ud af en rigdom, jeg aldrig havde drømt om. Jeg ønsker for jer alle sammen, at 2011 må bringe jer lykke og nye skønne ideer og projekter.

Her kan I se nogle billeder af føromtalte nytårsbord:




Jeg har taget udgangspunkt i disse fantastiske papirbolde, som jeg først så hos Karen. Jeg måtte fluks ind til Carmen i Larsbjørnsstræde og redde mig nogle.

På baggrund af dem blev farvetemaet blå, grøn og lilla.

Flere detaljer:


Jeg har lavet en dekoration i et firkantet fad. Dekorationen består primært af mos og hyacinter, men der har sneget sig lidt eventyrland ind i form af en perlemorsskal, kinesiske mønter og perler, der er drysset ud over det hele.


Tallerkenerne er de STORE Bjørn Wiinblad, som jeg fik superbilligt i en genbrugsforretning i Varde. Egentlig er det vel fade, men i aften bliver de brugt som tallerkener. Som servietringe, har jeg lavet silkeblomster efter Wenches DIY. Bemærk: Kun én slags vinglas. I aften drikker vi nemlig kun champagne.

Jeg er godt tilfreds med resultatet, som er meget anderledes end sidste år. Bordet ser selvfølgelig lidt tomt ud i forhold til sidste år, men der var også otte kuverter mere til at fylde op. Så i år er der plads til store armbevægelser.

Og nu: less blogging, more cooking! Vi ses i 2011.

torsdag den 30. december 2010

Still learning...

Så lærte jeg også at vedhæfte billedet til posten. En af mange fine buketter min kærester mor fik til sin 60 års fødselsdag.
Published with Blogger-droid v1.6.5

Man skal aldrig gå ned på udstyr

Derfor har jeg købt mig en af de dersens smartphones og den er mægtig smart og kan alle mulige ting, jeg ikke har lært endnu. Men jeg er ret sikker på, at jeg bliver rigtig glad for den. Den kan i hvert fald tage fine billeder.
Published with Blogger-droid v1.6.5

tirsdag den 28. december 2010

Knap er julen overstået....

...før forberedelserne til nytår begynder.

Hvert år siger folk ting som: Jamen, det er jo bare en fest som alle mulige andre, der er jo i virkeligheden ingen grund til at gøre så meget ud af det. Til det kan jeg bare sige: Nej. Det er ikke bare en fest. Og det er netop en undskyldning for at gøre meget ud af det.

Der skal lækker mad, lækkert tøj, lækker borddækning og spandevis af lækre bobler til!

I år bliver det en intim middag med undertegnede og bedsteveninden. Men det er ingen grund til at gøre mindre ud af det og jeg håber, at borddækning og menu går op i en højere enhed. Jeg har valgt farvetemaet grøn-blå-lilla for årets nytårsbord. Men det kan jeg jo af gode grunde ikke vise frem endnu. Derfor viser jeg lige et par billeder af sidste års nytårsbord - hvor temaet var sort barok:




Jeg havde fundet alle mulige ting og små figurer (i genbrug), som enten var sorte eller kunne males sorte. F.eks. en barbiehest, en pistol, en legebil, en minicykel, en søstjerne osv. Igen var det min kære far, som var hjælper. Han malede tingene sorte for mig heriblandt også nogle lysestager, jeg fandt i genbrug. Og nej, vi havde ikke maden stående på bordet - den blev portionsanrettet i køkkenet.

søndag den 26. december 2010

Juleferie - her hækles

Jeg nyder juleferien i fulde drag. Hos os er 1. juledag mindst ligeså hellig som juleaften og den er helliget nattøj og Anne fra Grønnebakken hvert eneste år.

I år hæklede jeg løs - jeg har nemlig kastet mig over at lave legemad, og det er ret sjovt at forsøge at regne ud, hvordan man kan få det til at se mest autentisk ud.

Indtil videre har jeg hæklet syv forskellige ting i frugt, og grøntafdelingen:


Blomkål, peberfrugt, gulerod, jordbær, vindruer, æble og pære.


Jeg har hæklet dem i frihånd, men skrevet ned undervejs, hvad jeg gjorde på de fleste af dem. Så der kommer opskrifter - eller DIY'er om du vil - når hækleskolen begynder her på bloggen i januar.



Langt de fleste af tingene er ret simple, og kan du hækle bolde - dvs. tage ud og ind, så kan du også hækle disse opskrifter. Blomkålen er lidt en undtagelse. Først hækler man en bold og derefter laver man strukturen på overfladen ved hjælp af skiftevis 2 luftmasker og en fastmaske, der griber ned i en fastmaske på bolden. Det opgav jeg at lave en opskrift på, for det er lavet på må og få.


Jeg har allerede en porre, en aubergine, kartofler, og en vandmelonskive i tankerne - og jeg kommer hele tiden i tanker om nye ting, jeg kan hækle. Og det bedste er, at man bare kan bruge de rester af garn, der alligevel ikke kan blive andet af.

fredag den 24. december 2010

Julekort fra frøkenen og baronen

Kære du, som har været med til at gøre den sidste halvdel af 2010 uforglemmelig for mig (ja, det er dig, jeg taler om - dig, der sidder lige der bag skærmen nu).

Her får du lige en kort julehilsen. Og den bliver kort, fordi vi ses jo lige om lidt igen - og fordi, en juleaften venter lige om hjørnet. Det er bare lige for at sige: Tak! Da jeg oprettede min blog for fire måneder siden, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle forvente, men jeg havde i hvert fald ikke forventet, at jeg ville få meget igen. Det er en daglig fornøjelse at bevæge sig rundt i blogland og blive inspireret og opleve positiv stemning. Så tak!

I går rundede jeg de første 100 faste læsere, og det var en dejlig julegave at få fra blogland. Jeg er simpelthen så glad og taknemmelig for, at I har lyst til at kigge med herinde. Og i januar vil jeg forsøge at give lidt tilbage. Jeg pønser på at lave en hækleskole med basic-hækling for nybegyndere og hæklemønstre, der er overskuelige at kaste sig ud i. Men alt det, vil jeg vende tilbage til senere. Nu er det den der juleaften, jeg vil koncentrere mig om.

Så kære du: Jeg ønsker dig en rigtig glædelig jul, og tak!

Kærlig hilsen
Asli
og frøkenen og baronen.

Du får lige et par billeder af min families juletræ i år. Min mor pynter altid juletræet med ens pynt over hele træet. I år er det svampeglaskugler (købt i Netto) og røde sløjfer, der pryder træet.

torsdag den 23. december 2010

Genbrugsparty i provinsen

TO indlæg på en dag! Jeg er gået blogamok! Men jeg må simpelthen lige vise dagens genbrugsfund frem, for ingen tur til hjembyen uden minimum ét besøg i de lokale genbrugsbutikker.


Et Bjørn Wiinblad fad med 'Familien Danmark'-motiv - ja, det hedder det altså ifølge bagsiden.


Sommerfugle i glas og ramme. Jeg synes, det er lidt morbidt, men faktisk også meget fedt. De skal være med til at få mere farve ind i mit hjem.


En gammel bambifigur. Her poserer han på vores juletræstæppe, som min mor har applikeret.

Udover det fik jeg også en spritny Odd Molly cardigan til 50 kr og en rød og hvid bolsjestribet kjole, som jeg tror, jeg skal have på i morgen aften. Yay!

Ting der lyser op

I går hentede jeg en pakke på posthuset fra Camille med bloggen Hverdagshjem. For et par uger siden var jeg så heldig at skrive en kommentar tids nok hos hende til at få en gave i en sjov blogleg. Planen var, at jeg ville have postet dette indlæg i går aftes, når jeg var nået til Jylland, men Fyn kom i vejen, om jeg så må sige. Eller jeg kunne også sige, at i den oprindelige plan havde jeg ikke regnet med, at det ville tage 7½ time at køre fra København til Varde. Lad mig bare sige, at vi nåede frem med temmelig ondt i den nederste del af ryggen. Men frem kom vi og derfor kan jeg nu fremvise en sand symfoni af dejlige gaver fra Camille:


Herover kan du se alle pakkerne, der var inden i den store pakke. Og ja, de er fotograferet med blitz i elendigt lys på mit skød på bagsædet af forældrenes Volvo et eller andet sted på Køge Bugt Motorvejen i går aftes. På det tidspunkt var vi 1½ time undervejs, og jeg var allerede ved at være lidt træt af situationen. Little did I know...


Camille har lavet et meget personlig pakke til mig og herover er det bordskånere af filtkugler - efter inspiration fra Karen Klarbæk. De skal få lidt mere farve ind i min stue, fordi Camille har læst om mit Bringing colour back-projekt. Sejt!


Fyrfadsstager med motiver fra gamle julemærker. Sejt og næsten lidt vintage-agtigt.


Fine træophæng til juletræet. Men pt. overvejer jeg, om jeg nænner at gå af med dem til til-og-fra-mærker på de allersidste julegaver.


En skøn lille bog med eventyr. Det er fra dengang, hvor bøger til børn var små. Jeg er rigtig glad for den.


Sløjfeknapper! De er skønne med skøn på. Camille skriver, at de måske kan finde vej til et af mine projekter? Hell-to-the-yeah! Jeg planlægger allerede en hæklet robot med turkis halsklud. Jubii!

Tusind tak for dine fine, fine gaver Camille! De lyste op på bagsædet af en mørk bil.

Og nu vender vi så tilbage til bloglegen: Hvis du vil være med til at fortsætte løjerne, skal du blot skrive en kommentar herunder. De første tre, der skriver en kommentar, får en lille gave af moi. Jeg håber, I vil være med - det ku' være så hyggeligt.

Og et lille p.s.: Hvis du kigger ind til Camille i dag, kan du vinde et sæt vintageglas, som jeg har givet til hendes seje pakkekalender.

tirsdag den 21. december 2010

Jeg nåede det da inden jul

Den 5. december legede jeg med selvtørrende ler til blogtræf hos Tine. Men jeg kom ikke rigtig videre med det, fordi der hele tiden var noget andet, jeg skulle.

Men ved en kreativ kraftanstrengelse fik jeg gjort det i går. Og når jeg siger kreativ kraftanstrengelse, så skal det forstås på den måde, at det meste ligenu kræver en kraftanstrengelse. Hver eneste hjernecelle skriger på FERIEEEEE! og ting, jeg normalt kan gøre uden de store overvejelser, kræver nu nærmest hele min samlede hjernekapacitet. Således så man mig på arbejde med tungen i mundvigen og rynkede bryn det meste af dagen i dag.

Og nu vil jeg så forsøge at bruge min hjernekapacitet på at dreje det her indlæg tilbage på rette kurs: Ophæng juleophæng af selvtørrende ler.




Jeg har brugt perler og ringe fra et sortiment af blandede perler, jeg har købt for flere år siden på et marked. Man kan selvfølgelig bruge, lige hvad man har ved hånden.


Delene i selvtørrende ler er lakeret med almindelig hobbylak to gange på hver side.


Nogle af figurerne er rullet ovenpå en blondemellemlægsserviet. Den kinesiske mønt er fra Den Kinesiske Butik på Rosenhaven v. Nørreport st.


Jeg har brug bomuldsgarn til at hænge ophængene i. Et tip til at få garnet gennem små huller i perler er at bruge et stykke ståltråd efter samme princip som en nåletræder. Bøj ståltråden på midten og sæt den gennem perlen. Fang garnet med ståltrådsløkken og hiv igennem perlen. Fordelen ved denne metode er, at man ikke har en nål til at fylde sammen med garnet, og på den måde kan man få perler med meget mindre huller på snoren.


Anne havde fortalt mig, at leret skulle tørre under pres. Jeg havde således lagt en stor bog ovenpå, men jeg må konstatere, at jeg nok fjernede dem for tidligt, for de er altså blevet temmelig skæve. Men hvad de ikke har i plane flader har de til gengæld i sprælfarver. Og så bliver det såmænd nok jul alligevel.

mandag den 20. december 2010

Jeg viser lige lidt ben, ikk?

Min samling af fancy julepynt vokser stadig. I dag har jeg købt et par dameben med julede strømpebånd i Designer Zoo på Vesterbrogade.

De pynter nu på min mood-gren og leder tankerne hen på julefrokost-lir, synes jeg:



Hvabehager? Er de ikke fabelagtige?

søndag den 19. december 2010

Gaveindpakningsfabrikken

Der er sket gode ting i weekenden. For det første har jeg fået afsluttet mine vantebestillinger, så jeg kan holde juleferie med god samvittighed. For det andet har jeg fået mit kamera tilbage: YAY! Og for det tredje har jeg fået pakket de julegaver ind, som har stået og gloet på mig siden 2. december.

Jeg er gået all in på sjov indpakning og har hentet inspiration over det ganske blogland til det.


Der er de mere stille og rolige indpakninger med noget blonde og satinbånd.

 

Der er to pakker i turkish delight-farver og med perler på toppen. Stjernen og blomsten er lavet af siderne fra et iransk (tror jeg) ugeblad, jeg engang har vundet i en pakkeleg. Perlerne er fra lageret og garnet er fra Stof2000.


Guldgave med yarnbombing. Garn fra Stof2000. Som en service kan jeg fortælle, at Stof2000 i Fisketorvet ligenu har 50% rabat på alt deres eget garn. Måske gælder det også i andre Stof2000.

 

Flere gaver er inspireret af hende her.


Og en enkelt er både inspireret af hende fra før og af hvidt-med-hvidt-og-lidt-rødt-trendzonen på julemarkedet i Pakhus 16, som jo bl.a. var lavet af Lis. Du kan se flere billeder af trendzonerne her.

Det er rigtig sjovt at pakke gaver flot ind. Mindre sjovt er det at rydde op bagefter. Jeg lader lige et billede stå, som illustrerer det kaos, der hersker, når jeg er i gang med mine projekter:

fredag den 17. december 2010

Så kan jeg vist godt løfte sløret

Bjørnemor har åbnet min pakke i den kreative pakkekalender og derfor kan jeg godt afsløre, hvad jeg har sendt til hende:


Det er et etui, en pung eller et penalhus i sort og lilla skind. Der kan f.eks. være blyanter eller hæklenåle eller måske nogle korte strikkepinde (ret korte) - jeg ved ikke så meget om strik.

Det var en sjov udfordring at lave en gave til en, jeg ikke kendte, men jeg tænkte, at jeg ville sy en form for allround etui til Kirsten og så fik jeg den ide, at sy hende bloglogo på, så etuiet blev personligt. Jeg håber, du bliver glad for gaven Kirsten og finder noget at bruge den til.

onsdag den 15. december 2010

Bringing colour back: Vaser i slikfarver

Tænk at man kan bo et sted i syv år og egentlig synes meget godt om det, og så en dag vågne op og tænke: "Her er alligevel rimelig beige!". Der skal mere farve ind i min stue - og det kan næsten kun gå for langsomt. Det kommer til at foregå ved, at der løbende bliver skiftet lidt ud i mit pynt og dims. På et julemarked på Frederiksberg for snart to uger siden købte jeg således to af Thora Finnsdottirs vaser og de er nu med til at pifte lidt op og bekæmpe vintermørket en smule:


Jeg fik et rigtig godt tilbud på de to vaser, så jeg gad ikke at vælge mellem dem, og jeg synes de passer så fint sammen. De bliver ekstra fine til sommer med friske blomster i.

Maskebillederne på væggen er tegnet for snart mange år siden af et sæt tvillinger, jeg kender.

- Jeg beklager billedkvaliteten, selvom klokken ikke er mere end 14.30 er lyset forsvundet for i dag. Godt det snart er vintersolhverv!

mandag den 13. december 2010

Det var ikke Pakhus 16...

...men det var nu meget hyggeligt alligevel, da der var julebazar på mit arbejde i dag. Det var 2½ time i eftermiddags og mine kolleger tog fint imod mine ting. Og så var det hyggeligt at se, hvad de andre havde med.


Hver udstiller fik et lille bord - og det var altså ret lille. Og med begrænsede muligheder for at fragte rekvisitter til huse, var det også begrænset hvad jeg havde at gøre godt med i forhold til dekoration af boden. Men en troldhasselgren hjalp med fremvisningen af de små robotter, som havde fået en snor i toppen, så de lettere kunne agere alternativ julepynt.


Vanterne var (naturligvis) også med og jeg fik solgt et enkelt par.


Og så skylder jeg vist billeder af de færdige robotter. Her poserer de fint på forskellige locations på mit arbejde. Hvis du også vil hækle små robotter, så kan du finde dem i bogen her, eller du kan slå dig løs med garnrester, perler og skruer - man kan bruge, hvad man nu lige har ved hånden.

søndag den 12. december 2010

Adventsgaver

Der er få ting, der kan forhindre mig i at skrive regelmæssigt på bloggen. Men kombinationen af julefrokost og efterfølgende tømmermænd, må jeg konstatere, er en af dem.

However, nu er jeg tilbage i fuld vigørt. Ikke mindst fordi, jeg om søndagen må åbne hele to adventsgaver fra hhv. en vestjysk nisse og en sydsjællandsk nisse. Jubii!

Den vestjyske nisse har helt sikkert fået kyndig indpakningsvejledning af min mor. Hun plejer altid at gøre meget ud af indpakningen, men i år er de særligt smukke. Jeg har desværre først fået dem foreviget nu (hvilket slet og ret er for dårligt!), men forestil dig to mere i samme stil:


Eller teknisk set er det fire mere, du skal forestille dig, for ved siden af mine ligger kærestens adventsgaver nemlig også fint til skue:


De er bare SÅ fine, synes jeg.

I morgen er der julemarked på mit arbejde, så resten af eftermiddagen og aftenen byder på hækling i gode veninders selskab. Hyggeligt!

torsdag den 9. december 2010

Jeg støtter også Hjerternes Fest

Det er DYRT at holde jul. Alene mit julegavebudget ligger i år på omkring 3000 kr. Og det beløb rummer kun julegaver til de mennesker, jeg holder allermest af i hele verden (og en gave til mig selv). Det indbefatter altså ikke julemad og juletræ og juleknas. Det står mine søde forældre for. Jeg har ikke dårlig samvittighed over de penge, jeg har brugt på gaver, for jeg elsker at give gaver og får mindst ligeså meget ud af at se folks ansigtsudtryk, når de åbner mine gaver, som selv at modtage. Men når jeg ser tallet for mig, kan jeg da godt komme til at synke en ekstra gang, når jeg ved, at der findes folk i Danmark, som har svært ved at skrabe sammen bare til julemaden.

Heldigvis har Trine og Marina sat gang i et kæmpeinitiativ sammen med Mødrehjælpen, som sandsynligvis ikke er en hemmelighed for nogen længere, men som alligevel fortjener al den reklame, det kan få. Jeg taler selvfølgelig om Hjerterns Fest. Faktisk har de allerede samlet 10.000 sammen, hvilket betyder at næsten 10 familier, kan få sig en lidt bedre jul. Men det er ingenlunde nok! Derfor vil det være en stor hjælp, hvis du går ind på Hjerternes Fest og donerer 50 kr. Så får du desuden mulighed for at vinde cremen af cremen af bloglands præstationer.

Jeg har doneret de her:


Et sæt vanter i rødbrunt skind med lyserøde trekanter og sort rulamsfoer indeni. Det er en str. small.

Du kan vinde dem ved at smide et lod i guldbunken.

Og jeg vil gerne lige slutte med at understrege, at Hjerternes Fest ikke handler om at have dårlig samvittighed over den jul, man selv har råd til at holde, men om at give bare en lille smule tilbage, så flere kan få en glædelig jul.

onsdag den 8. december 2010

Klar til julefrokost

På fredag skal jeg til årets eneste julefrokost. Det er på arbejdet og sidste år var der en kollega, der havde forskellige whiskyer med til prøvesmagning, så jeg tænkte, at jeg i år vil gå ham i bedene med et udvalg af mine kryddersnapse:


Det er paradisæble-, valnødde-, løvstikke- og hasselnøddesnaps.

Det er brandnemt at lave sine egne kryddersnapse og så er det ligaer over rød Ålborg, som de fleste vist kun drikker af pligt eller fordi, det er tradition. Her følger fire lynhurtige DIY'er:

Til alle snapsene skal du bruge:
Patentglas eller syltetøjsglas.
Vodka (jeg bruger den billigste, jeg kan skaffe) eller klar Brøndums snaps.

Paradisæblesnaps: Hæld nogle halve paradisæbler i et glas (jeg fik nogle frosne af min gode ven og medsnapseentusiast, Anders), hæld rigeligt vodka over. Forholdene sjusser jeg mig frem til, men jeg tror, jeg fik det blandet ca. i forholdet 1 del paradisæbler til 4 dele snaps. Lad stå med låg i 2-4 måneder. Herefter har du en lækker og frugtagtig snaps, der kan nydes for sig selv.

Valnøddesnaps: Hæld nogle grønne valnødder i et glas (de kan høstes indtil august ca. og de skal være grønne). Det kan være en fordel at hakke valnødderne over, hvis du kan, men vær opmærksom på, at saften farver som ind i h...... og ikke kan vaskes af (hverken af hænder eller tøj - siger jeg af bitter erfaring). Dæk valnødderne med rigeligt snaps. Valnøddesnapsen kan godt trække en almindelig Brøndums, synes jeg, fordi valnøddesmagen bliver så kraftig, men hvis du slet ikke bryder dig om snapsesmagen, så brug vodka. Lad stå med låg i 4-6 måneder. Herefter har du en ekstrakt, som kan fortyndes efter smag. Jeg plejer at fortynde ca. 1:4.

Løvstikkesnaps: Put nogle løvstikkeblade i et glas og hæld vodka over til alle bladene er dækket. Lad stå med låg i 2-10 dage. Herefter har du en meget krydret snaps, der egner sig bedst til mad.

Hasselnøddesnaps: Hæld nogle grønne hasselnødder med haser (de grønne blad-agtige ting, der sidder uden på nødden) op i et glas sammen med rigeligt vodka. Jeg drønede dem bare hele ned i glasset og det fungerede fint. Lad stå med låg i 2-4 måneder.

I princippet kan man bruge hvad som helst til at lave kryddersnaps. I den mindre delikate afdeling læste jeg f.eks. i M! sidste år, at de havde lavet en baconsnaps, men det ved jeg ikke, om jeg vil anbefale. Til gengæld har Anders lavet utrolig mange forskellige slags lækker snaps - i flæng kan nævnes lakrids (med anis og lakridsrod, tror jeg), æble/safran, mandel, citron og jordbær/rabarber/mynte - så i forhold til ham, er jeg en ren novice, men jeg lurer ham langsomt af og har f.eks. nu en kvædesnaps til at trække, som jeg tror, han bliver misundelig på til næste jul.

For alle snapsene gælder, at når de har trukket, skal de sies gennem et kaffefilter, så snapsen bliver mere klar. God fornøjelse og skål!

tirsdag den 7. december 2010

Jeg tester lige...

...et nyt look.

Så bloggen ser i hvert fald sådan her ud et par dage, indtil jeg har besluttet mig for om jeg kan lide det.

En skålfuld små robotter


De skal med på mini-julemarked på mit arbejde på mandag. Inden da skal jeg sy ansigt og andet lir på dem. Jeg tænker, at de skal præsenteres som en slags alternativ julepynt, som kan konverteres til helårspynt. Det bliver rigtig sjovt at se, hvordan mine ting bliver modtaget på arbejdspladsen. De ved vist godt jeg hækler og syr, men nok ikke helt hvor meget. Under alle omstændigheder bliver det helt sikkert hyggeligt.

mandag den 6. december 2010

En hyggelig dag i Blogland

I går var jeg hjemme hos Tine til et skønt arrangement med 13 andre blog-kvinder. Det var simpelthen så hyggeligt, og alle sammen var så søde. Jeg er jo relativt ny i det her game, men gang på gang bliver jeg overrasket over, hvor positivt et miljø blogland er. Hvorend man kommer, møder man søde, kreative, positive mennesker. Jeg bliver sgu (jo "sgu"!) glad i hjertet og helt ned i lilletåen af det.

Bloglands pt. mest gennemfotograferede cupcakes. De er Annes værk og de var gode.

Der var pakkeleg med fine, fine pakker. Og når der er kreative pakker på spil, så ryger det pæne og søde ud for en stund, kan jeg afsløre. Der var krig på kniven for at få fat i de lækre gaver:



Efter pakkelegen gik vi i gang med forskellige kreative sysler. Jeg havde selvhærdende ler med, så vi kunne lave til-og-fra-kort vha. kage-udstikkere og bogstavstempler. Det er på ingen måde min ide, jeg har efterhånden set dem mange steder, men jeg tror, jeg så dem hos Ida først.


Midt på bordet var der gang i perlepladerne.


Og i den modsatte ende gik strikkepindene lystigt.

Det var en rigtig skøn dag, som endda blev afsluttet med julemarked på Frederiksberg, hvor jeg fik købt to Thora Finsdottir-vaser i slikfarver. Men dem viser jeg billeder af en anden dag.

Topscorere den seneste uge