søndag den 30. september 2012

Bittersøde søndag

Søndage. Man elsker dem for den sløve fornemmelse af tid. Og man hader dem samtidig for fornemmelsen af tiden, der smuldrer, og hverdagen der uundgåeligt rammer én lige om lidt.

Denne her søndag har været et pragteksemplar.
 Søndagsshopping af vinterstøvler, overgangsjakke og diverse småting.

 Søndagslæsning. Jeg genoplevede min sommerferie i det seneste nummer af Amazonen.

Søndagsstrik. Jeg har trevlet op og startet forfra med den lille vest i alpaca.

torsdag den 27. september 2012

Tre nye projekter

Jeg går hverken ned på garn eller igangværende strikkeprojekter foreløbig. Inden for den sidste uge er der kommet tre nye projekter på pindene. Det er rart med lidt afveksling.

Her er de i den rækkefølge, jeg tror, de bliver færdige:
(Endnu) en børnevest. Denne gang i lækker, lækker Indiecita Alpaca. Det er en af mine absolutte yndlingsgarner, og den fås i et hav af lækre farver. Se f.eks. bare her.

Et nyt restetæppe i bomuldsrester. Det fungerer perfekt som "togstrik".

En cardigan til mig selv i dyb flaskegrøn alpaca fra Henrichsens Uldspinderi i Skive. Igenigenigen er det de meget tynde pinde. Men jeg har besluttet, at jeg skal være færdig med denne her inden jul. There, I said it! Det forpligter at skrive det her på bloggen.

tirsdag den 25. september 2012

Sammensyning af strikkede lapper

Da jeg viste restetæppet frem, var der en, der spurgte, hvordan jeg havde syet lapperne sammen. Det vil jeg da gerne vise, selvom jeg på ingen måde er ekspert i strik. Jeg har lært hvordan til strikkecafe hos Trine og Jane.

Man lægger de to lapper ved siden af hinanden med retsiden opad. Lapperne skal ligge hver sin vej, ellers trækker tæppet skævt.

Man trækker tråden (garnet) gennem fra bagsiden mod retsiden. Der skal være en ende tilbage. Denne ende hæftes efterfølgende.

 Så  begynder man selve sammensyningen. Man stikker ned under maskerne og strammer forsigtigt til.

Her er det lidt nemmere at se, hvordan man skal ind under masken.

 På den anden lap, kan man ikke komme under masken på samme måde, idet lappen jo vender omvendt.

Sådan her ser det ud, når lapperne er syet sammen.

Jeg har først syet lapperne sammen fem og fem i vandrette baner og derefter syet de vandrette baner sammen.

Jeg er som sagt slet ikke ekspert her. Jeg kan blive meget bedre, men øvelse gør mester, og der er i hvert fald meget øvelse i sammensyningen af sådan et lappetæppe...

søndag den 23. september 2012

Restetæppe aka. prøvebillede-tæppet

Restetæppet er blevet færdig i løbet af weekenden, og jeg er blevet godt tilfreds med det. Der er lige tilpas med spræl i det, synes jeg. 

Det ser sådan her ud:

Min veninde gjorde mig opmærksom på, at det minder lidt om prøvebilledet på tv i gamle dage. Det er godt set, synes jeg,

Tæppet måler ca. 100 cm x 75 cm.

Hvis du vil lave dit eget, er det ret nemt:
Du skal bare bruge nogle bomuldsrester i forskellige farver. Dem, jeg har brugt, har en løbelængde på omkring 160 m pr. 50 gram. Jeg har så strikket 30 firkanter, der er 40 masker i bredden og 76 pinde i længden. Rundt om er der hæklet en kant i fastmasker - tre runder med hvid og tre runder med sort. Hvis du spekulerer på, om du har garn nok, kan jeg oplyse at mit tæppe vejer 460 gram. Så kan du jo selv regne lidt på det.

Da jeg viste de første lapper frem, var der en der spurgte til sammensyningen. Jeg har taget nogle billeder undervejs, mens jeg syede lapper sammen. Dem viser jeg en af de kommende dage.

P.S. Jeg leger lidt med et nyt billedformat til bloggen...Jeg har ikke endeligt besluttet, om jeg skifter format - jeg går og mærker efter, hvad jeg synes om det. I hvert fald orker jeg ikke at ændre billedformatet bagudrettet, og det vil udfordre mig lidt, hvis der skal være størrelsesforskel på billederne på bloggen, kan jeg mærke. Nå, men det var også bare for at sige "Undskyld jeg roder lidt - jeg bygger om (måske)".

onsdag den 19. september 2012

Man ved, man er en nørd...

...når man kigger rundt på de bunker af garn og garnrelaterede projekter, der har samlet sig i stuen, og tænker: "Det ser da egentlig ret dekorativt ud". Hvad kan jeg sige? Jeg er nørd og stolt af det!

 Mit restetæppe er næsten færdigt.

En bunke plantefarvet garn, der skal skylles og vindes op. Og til dem, der holder øje med min udfordring, kan jeg oplyse, at det her garn er købt inden udfordringen. Det er bare ikke blevet vundet op endnu.

mandag den 17. september 2012

Kalles navnetæppe

Som nævnt var jeg til dåb hos mine ex-underboers i går, og deres lille dreng fik officielt sit fine navn, Kalle. Siden marts har jeg løbende strikket på en gave til ham, så det var fedt endelig at kunne give den.

Det var et babytæppe:
Selve tæppet er strikket i firkanter med skiftevist ret og vrang og øverst har jeg så lavet et bånd med navn i omvendt ret....eller hvad det nu hedder. Til sidst har jeg hæklet en tungekant rundt om.

Der er jo ikke så meget spræl i tæppet, men jeg håber på, at det alligevel vækker lykke. Det manglende spræl var sandsynligvis medvirkende til, at det tvarede så længe at få det færdigt. Det var altså lidt ensformigt til sidst med firkanterne....og alle de vrangmasker. Ydrk!

Jeg har strikket det med dobbelt bomuldsgarn på pind 4½. Det var en god beslutning. Ellers var jeg aldrig blevet færdig, tror jeg.

lørdag den 15. september 2012

Dåbsgaver

I morgen skal den lille ex-underbo døbes og gaverne ligger parat herhjemme:

Fællesgaven i rødt og hvidt. Det er vel en festdag.

Ekstragaven fra mig. Igen er jeg den fesne type, der giver bløde hjemmelavede gaver (indholder venter jeg lige med at vise frem til gaven er givet). Det fine kort er i øvrigt fra Tiger.

Topscorere den seneste uge