Viser opslag med etiketten hjemme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hjemme. Vis alle opslag

torsdag den 23. juni 2016

Projekt have #2

Vi er så småt kommet i gang med nogle af de projekter, vi skal have lavet i haven. Vi tager det dog i et noget andet tempo end husprojektet. Dels fordi vi har fået barn og dels fordi det ikke haster på samme måde som med huset.

Foreløbigt er vi i gang med kategorien ryd "bedene for uønskede planter" og "byg diverse indhegninger". Se her:

Mine forældre var her på forlænget weekend, og de byggede et nyt stakit, som hegner baghaven inde. Tanken er, at barnet kan lukkes ud og lege, uden at man skal bekymre sig om, hvor hun forvilder sig hen. Der stod et pilrådden stakit i forvejen, som ikke kunne reddes, så en udskiftning var nødvendig.

Den anden del af indhegningen er en låge om mod vores indgangsparti. Der stod en ret stor sommerfuglebusk lige på hjørnet her, og den måtte desværre lade livet. Men det gav så også mulighed for at rette fliserne op, og så sætter jeg nogle krukker med blomster her, så der kommer lidt liv igen.

Det her bed er blevet befriet for et par store grantræer, efeu og skvalderkål. Og jeg har kastet mig ud i mit første forsøg med at klippe en buksbom....der er plads til forbedring. Planen er et staudebed af en art her, men der skal lige fræses først.

Vi har arvet en masse krukker af mine forældre.

Foran vores køkkenvindue har jeg lavet en lille planteskole med planter, jeg har købt via en gruppe på Facebook, hvor privatpersoner sælger og bytter aflæggere af deres egne planter. Genialt koncept! De skal selvfølgelig ikke stå i spande, men det var lige det, jeg havde ved hånden, da jeg fik planterne. Og de er nødt til at stå lige uden for døren, så jeg husker at vande dem.

Status ligenu er så, at der skal males stakit, og ryddes flere bede for efeu. Men status er også, at jeg forvred mit knæ i kamp med en busk, der lige skulle beskæres en anelse, så jeg er ikke så kampdygtig udi i havearbejde lige pt. Ak, ukrudt løber jo (desværre) ingen vegne.

søndag den 1. maj 2016

Projekt parcelhus: Noget om nicher

I et af de foregående indlæg om parcelhuset nævnte jeg, at vores hus har mange nicher, som vi har valgt at udnytte til forskellige funktioner. Nogle rammer "bare" møbler ind. Andre har fået en reel funktion i vores indretning af huset. Og hvis jeg selv skal sige det, så er flere af funktionerne temmelig smart tænkt. Altså....når man ser dem i det færdige hus, er det jo ikke sådan, at man tænker "hold da op, det er jo fuldstændig genialt fundet på". De virker logiske. Og netop derfor bliver jeg så glad for dem. Det praktiske og æstetiske spiller sammen, og det virker som om, at nicherne har været tænkt til den funktion altid. Men ingen af dem har været i brug på den måde, før vi flyttede ind.


Vi har en ret stor vinkelstue, og vi bruger vinklen til sofahjørne. Ved siden af sofaen er et lille indhak, som egentlig lidt svært at indrette, fordi sofaen står lige foran. Men jeg synes, det fungerer fint med hylden og uret, som begge dele er arvestykker fra der Manns familie. På gulvet står nogle potteplanter.

I nichen i entreen står min oldemors klædeskab, som jeg har vist frem ved tidligere lejlighed. Vi overvejede kort at sløjfe væggen, da vi lagde nyt gulv i entreen, men besluttede alligevel at beholde den.

Nede under pejsen er der et lidt uforklarligt hulrum. Den er formentlig tiltænkt opbevaring af brænde, men nu er det sådan, at vi fyrer med de der briketter af hårdt sammenpresset træ. De er ikke just dekorative. Så i stedet har jeg snedkereret en lille skuffe, der kan rulle ind under pejsen.

Skuffen er lavet af resterne fra da vi lagde nyt tag.

Jeg har lånt min fars dyksav til at lave den. Det er ret sjovt at være krea med powertools, og jeg kunne sagtens finde på at lave flere ting - der er mere plade i overskud.

Der hvor vi har spiseplads, har der engang været et værelse, og af uransagelige årsager, har de tidligere ejere valgt at lade en lille stump væg stå, da de nedlagde værelset. Vi har bevaret det, fordi det laver en perfekt indramning om skænken. Da vi var ude og se huset første gang, tænkte jeg: "Der ville skænken stå flot", og det var også noget af det første vi målte op. Den kunne lige være der. Alligevel blev jeg lidt svedt, da vi skulle sætte den på plads. Havde jeg mon målt forkert? Det havde jeg ikke, men der er kun omkring 4 cm luft på hver side af den.

Ude i badeværelset er der igen et lidt uforklarligt fremspring i væggen. Vi tror, det har noget med udluftningskanalen at gøre, men er ikke sikre. Fremspringet er udnyttet til spot over spejlet, og det er en af de løsninger, jeg er allergladest for i huset. Det giver et rigtig godt lys ved spejlet og samtidig er det rimelig neutralt. Indtil jeg fik ideen, havde jeg turet nettet tyndt efter badeværelseslamper uden at finde noget, jeg kunne lide.

onsdag den 23. marts 2016

Projekt have

Påsken er havens højtid. Det ses jo tydeligt på mængden af trailere på vej mod genbrugsstationen fyldt med gamle grene eller på vej hjem igen med jord/haveredskaber/planter. Og det giver mig lyst til at skyde gang i en ny følgeton her på bloggen: Projekt have. Jer, der har haft have i mange år, kommer garanteret til både at ryste på hovedet og grine jeres r*v i laser over vores haveprojekt. Vi er totalt nybegyndere begge to med alt hvad dertil hører af naivitet og jubeloptimisme. Vi lægger store planer og rykker om - på tegnebrættet. Lad os nu se, hvad der lykkes i praksis...og hvilke ting, der får lov at vente så længe, at vi når at lægge andre planer i mellemtiden. Vi er i hvert fald fulde af gode ideer og forventning. Dog er vi også indstillet på, at arbejdet med haven kommer til at tage flere år, men det er egentlig også okay. Vi tager det lidt ad gangen.

Haven har (pånær drivhuset) ligget ret uberørt hen, mens vi har boet i huset. Vores fokus har været på at få et beboeligt hus, så vi har mest bare klippet græsset og hækken. Jeg lagde ellers hårdt ud med at erklære krig mod skvalderkålene, men da jeg var gravid sidste år, så tabte jeg den kamp på forhånd. Men det er jo ikke kun af det onde, at haven har fået lov at stå. Den var et vildnis, hvor tingene var løbet løbsk, allerede inden vi overtog den. Men jeg synes alligevel de to år, vi har boet her og ladet den være, har hjulpet os til at få et overblik over, hvad der egentlig er af planter i haven. Både blomster, buske og frugttræer - og minsandten også asparges og nogle få kartofler har været en dejlig overraskelse at følge med i. Og det skylder man egentlig sig selv, når man flytter ind et nyt sted, inden man begynder at rive hele molevitten op. Lige at lure lidt på, hvad der er godt, og hvad der skal laves om. Mit skrækscenarie var, da vi fik ny baghavenabo, og de som det første jævnede haven med jorden og lagde rullegræs over det hele. Bevares, man må jo gøre som man vil med sin egen grund, men alligevel - at der ikke var en enkelt lillebitte gevækst, man synes var værd at bevare....

Det er vores udgangspunkt med haven her, at den har mange fine kvaliteter, og vi vil forsøge at bevare en del af de planter, der allerede er her. Den tidligere ejer var gartner, og man kan sagtens se de fine tanker, der ligger bag opbygningen af haven. Der er f.eks. næsten noget i blomst gennem hele sæsonen. Men vi BLIVER nødt til at tynde lidt ud. For tingene står simpelthen for tæt, så de kvæler hinanden og vokser i mærkelige retninger for at få lys. Og så havde gartneren en forkærlighed for kirkegårdstræer som tuja, taks og andre grantræer, som jeg bestemt ikke deler. De kommer nok til at lade livet, de fleste af dem.

Nå, men det er jo ikke sjovt bare at snakke om tingene - jeg må også hellere vise lidt frem. Her bider jeg simpelthen hovedet af al skam og viser jer vores vildnis. I må gerne synes, det ser vildt uoverskueligt ud, men jeg har det nok også lidt ligesom, når man gerne selv må kritisere sin kæreste, men ingen andre må. Eller rettere: Jeg håber, I vil tage de kreative briller på, og heppe lidt på projektet, som I har gjort med huset.

Vores have er delt op i to ca. lige store felter, som udgør hhv. forhave og baghave. Og så er der en pænt stor terrasse med fliser og også et område ved indgangen til huset.

Her har vi allerede været lidt i gang med at tynde ud. Der stod et stort grantræ lige foran vinduet, så det har vi fjernet. Planen er, at den eneste høje gevækst, der skal blive her er magnoliaen og så drømmer jeg om at få et rosenbed her. Evt. også med hortensia - der står nemlig nogen i forvejen. Jeg ved ikke, om hortensiaer og roser kan lide at være naboer...så langt er jeg ikke kommet i min research.

Ud mod vejen. Her har vi også tyndet lidt ud i de stedsegrønne, høje træer. Og dem der har fået lov at stå er blevet opstammet. Jeg vil gerne have hækken lidt højere, inden vi fælder dem helt. Og så er planen, at de relativt store buske, der står ud mod græsplænen skal flyttes ind mod hækken, så der er plads til nogle mindre blomster. Det store grantræ i forgrunden står midt i det hele, og det bliver fjernet, og det samme gør den lille terrasse nedenunder. Der Mann vil gerne have lidt mere græs at trille en bold rundt på.

Mere kaotisk forhave. De to grantræer bliver fældet, for der står en magnolia, der har potentiale til at blive rigtig smuk. Den har bare ikke fået lys nok (jeg håber, det er derfor, den ikke rigtig har blomstret endnu). Og så skal den også lige befries for den blåregn, der har snoet sig ind i den. Blåregn er giftig, og vi har diskuteret lidt, om den skal fjernes, når nu vi har et barn susende rundt lige om lidt. Men den er så smuk, så jeg tror, den får lov at overleve... Her hører jeg gerne input for og imod.
Til venstre i billedet ser I en forsytia. Den har jeg det virkelig dobbelt med. På den ene side kan man jo kun elske den for at være tidligt ude med blomsterne, men på den anden side så ser de der skriggule blomster altså også lidt overdrevne ud, mens alt andet stadig er gråt og brunt.

Havens pt. største øjebæ er "det blå skur". Det trænger i den grad til en udskiftning, men der er lige et par andre ting, der er højere på prioriteringslisten først. Op mod muren ind til naboen er det planen at lave et bed med diverse bærbuske. Der er en del forskellige sorter i haven allerede, og vi har tænkt os at prøve at flytte dem og krydse fingre for, at de overlever.

Drivhuset er en klar favorit i haven, og lige om lidt skal vi til at gøre klar til en ny sæson. På sigt ønsker vi os at få lavet en støbt eller muret sokkel under. Det har jeg set et par steder, og det er vildt flot, synes jeg. Bag drivhuset er der lige nu en MEGET kaotisk køkkenhave. Her vil vi lave højbede og måske plante et frugttræ mere, sandsynligvis et pæretræ.

Fliserne her skal også tages op. Og så skal der også ryddes lidt ud i mængden af stedsegrønne træer. De står desuden temmelig langt fra skel, så der er mulighed for at "udvide" haven med 1-2 meter.

Terrassen. Her skal vi have lavet en slags pergola. Om sommeren er her supervarmt, så der vil vi gerne have noget overdækning, og det bliver så i form af et sejl, der kan hænges op i pergolaen. Om vinteren vil vi nemlig gerne have alt det lys ind, vi kan få, og derfor har vi fravalgt den permanente overdækning. Nåja og fliserne skal nok også skiftes engang, eller i hvert fald rettes lidt op.

Phew, man kan godt blive helt svedt ved tanken om alle de projekter, der venter, men vi tager det rimelig køligt og et træ og et bed ad gangen. Det skal nok blive godt. Vi er i øvrigt åbne for input og gode ideer. Hvilke planter er gode/smukke/(nemme) at have i sin have? Og har du gode/dårlige erfaringer du vil dele? Så bare hit med det hele.

mandag den 8. februar 2016

Projekt parcelhus: Entre

Nu vi er ved indgange i forbindelse med parcelhuset, kan jeg lige så godt vise vores entre frem også.
Vores entre har egentlig stået færdig længe, men der har manglet en vigtig detalje. Vi har nemlig været så heldig at få de oprindelige plantegninger til huset fra de tidligere ejeres børn. Vi besluttede, at det ville være en fin gestus at hænge en plantegning op i entreen, men vi manglede en ramme, der passede i målene. Nu har jeg endelig fået bestilt en, og tegningen er kommet op at hænge.

Som alt andet i vores hus greb arbejdet med entreen om sig. Den oprindelige plan var bare filt på væggene og maling. That's it! Men da vi havde fået slebet og lakeret gulvene i stue og køkken så de gamle fliser altså lidt trætte ud. Samtidig var det blevet vinter, og temperaturforskellen på trægulvet og fliserne kunne mærkes helt op i tandhalsene, når man kom gående henover det. Derfor besluttede vi at hugge gulvet op og få isoleret rigtigt og lagt gulvvarme. Det betød også, at der skulle lægges nye fliser. Her valgte vi dog nogen, der mindede om de gamle i udtrykket. De nye fliser viste sig til vores store overraskelse at være uhyggeligt besværlige at lægge. Hvem kunne have gættet, at store fliser er mere besværlige end små? De ganske få kvadratmeter tog to weekender at få på plads.

Et lille før-billede inkl. creepy cotton coat... En ret stor del af entreen blev før brugt på en bøjlestang. Jeg er fan af, at man kan gemme sit rod væk i skabe (og med rod mener jeg her: uæstetiske vinterjakker, vanter mm.), så derfor kom min oldemors klædeskab til at stå i entreen som garderobeskab. Det passer perfekt ind ml. de to vægge. Da vi lagde nyt gulv, kunne vi have valgt at sløjfe den ene væg, men jeg elsker, at vores hus har så mange forskellige nicher, der kan ramme møblerne flot ind. Det kan være, jeg laver et blogindlæg bare om det.

Efterbillede.

Indretningen i entreen er ordnet stort set uden nyanskaffelser. Det store skab er et arvestykke fra min oldemor...

...Knagerne hang i lejligheden. Spejlet hang på mit teenageværelse, og den lille hylde under er købt brugt via Instagram. Det samme er Disney-bøjlerne.

De store gulvvaser havde jeg på lager (igen, hvor må det være rart for mine forældre omsider at få tyndet ud i de ting, jeg har haft opmagasineret...)


Jeg synes, det er ret hyggeligt med den gamle plantegning. I salgsopslaget til vores hus stod der, at man evt. kunne rive det ned og bygge nyt. Jeg er stadig så lykkelig over, at vi kom forbi, inden det blev aktuelt, og det minder denne tegning mig dagligt om.

fredag den 29. januar 2016

Lille hjælper


Jeg beklager morgenhår- og nattøjslooket (på både mor og datter), men jeg synes lige, at I skulle se, hvordan vi har påbegyndt indoktrineringen herhjemme. Pigen er allerede meget interesseret i garn....hvorfor mon? 

God weekend, derude!

mandag den 25. januar 2016

Projekt parcelhus: Bryggers

Et bryggers er måske det mindst sexede rum i et hus. Jeg mener, hvis bryggerset var et par sko, ville det være et par Crocs. Ikke noget man viser frem med store ord, men superpraktisk at have, når man er derhjemme. Sådan har jeg det med vores bryggers. Forstå mig ret. Jeg synes, det er sådan er dejligt rum at have. Det er også blevet rigtig fint og meget mere praktisk end det oprindelige bryggers i huset, men det er jo bare sådan et rum, hvor der primært er fokus på funktion og ikke så meget indretning. Men selvfølgelig skal det vises frem på bloggen - I har jo været med hele vejen gennem vores marathon-projekt.

Der er desværre ikke nogen førbilleder af bryggerset, men som en del andet i huset, var det i en sørgelig forfatning. Der var en vandskade i loftet og tapetet hang og daskede ned af væggene. Gulvene var i to plan - det oprindelige bryggers var lillebitte og her trådte man et trin ned, når man kom ind. Denne del af rummet havde fliser på gulvet. På et tidspunkt har man så valgt at inddrage noget af et værelse for at få et større rum. Gulvet i denne del var i niveau med resten af huset og havde trægulv. Vi valgte at lægge nyt gulv i hele rummet, og der er selvfølgelig også lagt isolering og gulvvarme under.

Ekstra køleskab til drikkevarer. Det er megapraktisk, men det var faktisk ikke med i den oprindelige plan for bryggerset. Det kom med, fordi det hul, det står i, var for smalt til de underskabe, vi havde til rådighed.

Vaskesøjle!! Jeg har stadig optur over, at det er så nemt at vaske tøj, når man bare skal ud i bryggerset med det. I lejligheden havde vi vaskeri, og det var altså lidt træls at slæbe vasketøj op og ned af trapperne.

Elementerne er de samme som i vores køkken. Det var de også før, men indretningen var helt anderledes. Der stod elementerne på den modsatte væg, hvilket ikke var ideelt. Der er et lille stykke væg, som ikke har kunnet pilles ned under sammenlægningen pga. elinstallationer i væggen. Det gjorde, at der kun var en meget smal passage forbi bordplade og underskabe. Derfor placerede vi elementerne på samme side som væggen, der ikke kunne væltes.
Igen er der et væld af specialtilpassede løsninger i skabene - og det er alt sammen blevet rigtig godt. F.eks. elskabet, som skjuler relæ mm, og det lille underskab under, som skjuler vandrør mm.

Under loftet hænger vandvarmeren. Tidligere hang den lodret ned af væggen og fyldte temmelig meget i rummet. Nu er den af vejen, og planen er, at der med tiden skal bygges et skab rundt om den (køn er den jo ikke). Dette skab skal så gå i hele rummets længde og gøre det ud for en slags loftsrum. Det kommer nok til at betyde, at bryggerset kommer til at virke lidt mere klemt, men jeg tror alligevel, at vi bliver glade for at have den ekstra plads til opbevaring af soveposer, vintertøj mm.

Fliserne er også magen til køkkenet. Da vi planlagde bryggerset, var vi enige om, at det ville være unødigt fråds at betale for en bordplade magen til den i køkkenet. Den var købt på specialmål og hundedyr. Ligeledes var vi helt enige om, at det ikke kunne betale sig at ofre pengene på en vask som i køkkenet. Men da det kom til stykket, følte vi alligevel, at det ville være dumt at gå på kompromis med de to sidste ting, der ville gøre bryggerset til den udvidede del af vores køkken. Selvfølgelig skulle det være magen til.

Lidt dims har der sneget sig ind.

lørdag den 22. august 2015

Projekt parcelhus: Børneværelset

Da vi fandt ud af, at vi skulle være forældre, kom der lige pludselig en deadline for at få parcelhus-projektet færdigt. Eller i hvert fald så færdigt som muligt. Det er vi faktisk nået nogenlunde i mål med, men der mangler stadig et par småting i bryggerset, som er det sidste ufærdige rum. Men vi lykkedes med at få et rum færdigt til vores datter. Selvom hun stadig sover hos os i soveværelset, så er det her, vi har pusleplads og det er rart, at det er et helt færdigt rum, som hun langsomt kan vænne sig til at være i.

Alle møblerne i rummet er genbrug, og på den måde ligger det fint i tråd med hvordan resten af huset er indrettet. Det lyserøde element løb langsomt af med mig. Det var egentlig ikke meningen, men så skulle lænestolen ombetrækkes, og jeg faldt for det sarte rosa møbelstof i Stof og Stil og så var stilen ligesom lagt...

Værelset er ikke så stort. Til gengæld er der højt til loftet, og ligenu er der i hvert fald ikke brug for mere plads. Hvis/når det kommer, må vi få en lys ide mht. indretningen.

Her kan I se, hvordan der ser ud på børneværelset:

Jeg har længe vidst, at jeg gerne ville have en Leanderseng til børneværelset, men de er temmelig pebrede. Heldigvis flaskede det sig sådan, at en veninde havde en brugt til salg og så slog vi til. Jeg elsker, at den både er pæn og praktisk samtidig.

Stolen er et arvestykke fra min faster, og den har så fået et nyt betræk i anledningen af, at den er blevet forfremmet til amme-stol. Gulvtæppet har jeg selv hæklet, og der kommer en DIY til det her på bloggen i nær fremtid.

Loftslampen er købt på Instragram hos @davids_engle_salg

Puslepladsen er hjemmelavet. Det er en gammel IKEA-kommode, som vi har lavet en ekstradyb plade til og sider. Efterfølgende er den blevet malet ligesom reolen ved siden af, som er kommet med fra der Manns lejlighed.

Puslepuden har min mor syet af voksdug fra Stof og Stil.

Ja, vores datter har også en Jellycat-bamse... En løve til en pige født i løvens tegn.

 Postkort fra dygtige Nanna pynter over puslebordet.


Lyskæde fra lageret sørger for afdæmpet belysning til at skifte ble om natten.

Det lille runde bord ved siden af ammestolen er eneste nye møbel. Det er købt i Søstrene Grene. Kaninlampen på bordet har jeg med fra lejligheden.

onsdag den 19. august 2015

Ny beboer i parcelhuset


For 14 dage siden blev der Mann og jeg beriget med en datter. Hun har været en hemmelighed for bloggen af flere årsager, men mest fordi jeg har været megabange for at jinxe noget ved at råbe for højt om det. Vi har selvfølgelig delt det med folk IRL (det er jo også lidt svært at skjule til sidst), men ellers har det været holdt tæt ind til kroppen. Nu er hun her og hun er helt fantastisk. Hun kom til verden hjemme i parcelhuset ved en planlagt hjemmefødsel, og det var lige som det skulle være. 

Jeg ved ikke helt, hvor stor en rolle, hun kommer til at spille her på bloggen. Nok mest i form af de ting, jeg hækler og strikker til hende. Jeg har selvfølgelig lavet en masse til hende og hendes værelse. Det kommer jeg til at vise frem i løbet af den kommende tid og forhåbentlig kan det være til inspiration derude.

På billedet ligger hun på Amagertæppet, som jeg strikkede i efteråret. Læs mere om det HER.

tirsdag den 9. juni 2015

Projekt parcelhus part 22

Nu hvor der kun mangler bryggerset, virker det måske som om kadencen er sat lidt ned. Det er egentlig ikke tilfældet, men vi har været i gang med en del af de der ting, som tager lang tid, men som ikke kan ses i det færdige rum. Altså ting, der skal fræses ind i væggene, og gulv, der skal isoleres og støbes, og den slags. Vi har desuden valgt at skifte vandvarmeren ud med en liggende variant frem for den lodrette i køleskabsstørrelse, der hang midt på væggen i et ikke særlig bredt rum. Nu er vandvarmeren kommet helt op under loftet og der bliver bygget et skab rundt om, hvor der så også bliver yderligere opbevaring. Det skal nok blive godt, men uanset hvordan man vender og drejer det, har det aldrig nu været sexet at bruge tid og penge på vandvarmere.

Den gode nyhed er, at vi nu er ved at være nået til de ting, der kommer til at være at se i det endelige rum. Vi har sat fliser på væggene og næste weekend begynder vi på gulvfliserne. Det bliver drøngodt! Væggene ligner stadig noget, der er løgn (hvor der ikke sidder fliser) og det kommer til at være megatræls at spartle alt det, men det er slutspurten nu og det absolut sidste, der skal spartles i denne omgang. Halleluja!

Elementerne bliver magen til dem i køkkenet, fordi vi har en masse i overskud derfra, og fordi det kommer til at blive meget godt med en slags grovkøkken i samme model som det andet, tror jeg. Men der er lige et stykke vej endnu, før vi når dertil.

Før vi gik rigtigt i gang. Gulv i to forskellige niveauer og upraktisk vandvarmer midt på væggen.

Gulvet er ved at blive planet ud. Først med leca-nødder, så isolering, så cement, så gulvarme og så flydespartel. Og NU er vi klar til gulvfliser næste weekend.

Ny vandvarmer under loftet. Den hænger i væggen OG i tagspærrene. Den bliver, som sagt, dækket af et skab, der bliver bygget rundt om.

 Gulvet støbes.

Vægfliserne bliver også de samme som i køkkenet.

tirsdag den 5. maj 2015

Projekt parcelhus: Krea-kontoret

I sidste hus-indlæg nævnte jeg, at vi var i mål med huset pånær bryggerset. Et af de rum, jeg har glædet mig mest til at få færdigt, er kontoret eller krearummet. For nøj, for har jeg savnet alt mit krea-dims, som har været pakket ned i et år (!!!) Bevares, der mangler stadig lidt småting hist og pist, men grundtanken er der nu. Færdiggørelsen af kontoret har samtidig betydet, at stuen er fri for flyttekasser, så det bliver det næste, jeg viser frem fra huset.

Men altså: Kontoret. Selve rummet er i virkeligheden lidt upraktisk, for det er et gennemgangsrum, som man skal igennem for at komme ud i soveværelset. Derfor har vi fra starten haft den plan, at det skulle være kontor og krearum, fordi det ikke egner sig så godt som værelse. Men det lidt aflange rum gør sig godt som kontor, for det har givet mulighed for at sætte en lang bordplade op med plads til både symaskiner og evt. en ekstra arbejdsplads. I mellemtiden har vi så ændret planerne en smule, så rummet nu også er gæsteværelse, og vi har derfor også en futon stående, som kan trækkes ud til dobbeltseng. Det kan lige nøjagtigt være der. Og selvom det selvfølgelig ikke er optimalt, at vi er nødt til at gå igennem gæsteværelset, når vi skal i seng, så går det godt nok. Vi satser på, at det ikke er vildtfremmede, vi skal have til at overnatte.

Det meste af inventaret i rummet er genbrug fra lejligheden, og så har vi suppleret lidt med nye IKEA-ting.

Som det fremgår, så er der ikke blevet vildt meget gulvplads til overs, men der er lige plads. Standerlampen er en midlertidig natlampe - der skal hænges en op på væggen.

Som det fremgår af billederne, så er der rigtig mange ting i et relativt lille rum. Men loftshøjden arbejder heldigvis med os, så rummet ikke virker helt så overfyldt.

I den anden ende af rummet er der indbyggede skabe. De to til venstre vendte tidligere ind mod stuen, som er på den anden side af væggen her. Vi har så vendt dem om. Både for at få mere opbevaring i værelset her, men også fordi de to klædeskabe i stuen bare var lidt mærkelige.


Futonen er en IKEA-model.


Bordpladen i massiv eg er købt i Jem og Fix. Vi havde brug for en massiv træplade, fordi der skulle saves et hjørne af for ikke at få bordpladen for tæt på døren. Skufferne under bordet er fra IKEA og det samme er hylderne (og de er i øvrigt genbrugt fra lejligheden). Med tiden ønsker jeg mig hylder af samme slags træ som bordpladen. Men for nu fungerer de eksisterende hylder fint.

Topscorere den seneste uge