Viser opslag med etiketten kage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kage. Vis alle opslag

lørdag den 23. marts 2013

Kreabloggerens guide til New York: Kage!

Jojo, stof og garn er vigtigt for kreabloggeren. Men hvad er lige så vigtigt? Kage! Så Anne og jeg fik naturligvis også udforsket den del af New York. Her kommer en lille guide til gode steder at spise kage.

 Le Pain Quotidien
Da vi først fandt det her sted, var vi vildt begejstrede for den hyggelige stemning og det lækre økologiske bagværk. Som navnet antyder er der primært tale om fransk bagværk. Efter et par dage gik det imidlertid op for os, at der er tale om en kæde, for vi så dem mange andre steder i byen også. Det tager selvfølgelig lidt af den autentiske fornemmelse af, men til vores forsvar så var den første vi så, som ligger på 100 Grand Street i Soho også suverænt den hyggeligste udgave af denne her cafe-kæde, vi så. Når det er sagt, så skal man nu heller ikke kimse af en cafe-kæde, som formår at fremstå så ikke-kæde-agtig. Og så har de noget virkelig lækkert wienerbrød, som I kan se på billedet.

Cafe Lalo:  West 83rd Street v. Amsterdam Avenue
Cafeen her blev gjort verdensberømt af filmen You've got mail. Man kan både få morgenmad og et hav af lækre kager - flere guidebøger skriver, at de har over 100 forskellige slags. Jeg talte ikke, men der var i hvert fald mange. Vi fik desværre ikke mulighed for at kvalitetsteste kagerne, men vi spiste morgenmad der, og det var fint. Som det eneste sted vi var på, serverede de frozen yoghurt til morgenmad, hvilket Anne forsøgte sig med og virkede svært godt tilfreds. Jeg fik en Dutch breakfast og en milkshake med frozen yoghurt til, og det var også ret lækkert. Stemningen er fransk og art nouveau-agtig.

Good enough to eat: 483 Amsterdam Avenue v. 83rd. Street
Ikke særlig langt fra Cafe Lalo ligger Good enough to eat, som er en restaurant, hvor man både kan få morgenmad, frokost og aftensmad. Vi fik morgenmad der på vores sidste dag på Upper West side og var ikke skuffede. Jeg fik de bedste og mest luftige pandekager, jeg nogensinde har smagt og så med jordbærsmør og ahornsirup til. Mmm! Hvis man vil have hele pivtøjet, kan man bestille en Lumber Jack - så får man også æg og bacon.

Alice's Teacup: West 73rd Street v. Columbus Avenue
Hvis man kan lide Tante T i København, vil man også kunne lide Alice's Teacup. Indretningen er, som I måske har gættet, inspireret af Alice i Eventyrland og har mange finurlige detaljer. Man kan få morgenmad og forskellige kager der. Eller hvis man er til det helt store, kan man vælge The Mad Hatter-menuen, hvori der både er sandwiches og kage. Derudover har de et kæmpe udvalg af forskellige slags te. Det er et mægtig fint sted. Og gulerodskagen på billedet var SÅ lækker!

Sugar & Plum: Columbus Avenue v. 78th (eller 79th) Street
Det her sted er også en anelse for organiseret og poleret til min smag, men jeg kunne ikke lade være med at elske dem lidt alligevel for deres slogan "Destination of Yumm". Og så var de kager, vi købte der altså også MEGAlækre. Vi købte et stykke Red Velvet (som efterhånden er blevet min kagefavorit) og et stykke Brooklyn Breakdown, som viste sig at være the mother of all chocolatecakes. Novra! Vi orkede ikke rigtig neonlyset og var desuden smadrede efter en hel dag på fødderne, så vi tog kagerne med hjem. Men som I kan se på billedet ovenfor, var forventningens glæde stor.

Her kan I se kagerne - vi delte hvert stykke kage i tre. Det var rigeligt.

Baked by Melissa
Endnu en kæde, men med så fabelagtigt et koncept, at jeg bliver nødt til at nævne den her: Mini-cupcakes. For 5,50 dollars kan man vælge seks bite size cupcakes. Så kan man smage en masse forskellige slags og slippe afsted med (nogenlunde) ren samvittighed. Det er da smart. De ligger alle mulige steder i byen, men vi købte vores hos den der ligger på 7th Avenue.

Noget af det sjove ved at være ude og rejse, synes jeg, er at udforske udvalget af dagligvarer, som er anderledes end herhjemme. I USA kan man få virkelig mange forskellige slags lyserøde drikkevarer, og jeg blev simpelthen nødt til at teste et udvalg. Jeg ved, at Anne synes, jeg var en lille smule tosset, når jeg følte mig draget mod de lyserøde vand'er, men jeg kan ikke gøre for det. Lyserød gør noget ved mig. Tre ud af fire af de her flasker var faktisk okay - men jeg siger ikke, hvilken én der er dårlig. Dem, der skal til USA, skal selv have fornøjelsen af at prøve sig frem. Dog vil jeg sige, at chokoladepåskeharen var frygtelig. Alt for sød og meget mere sukker-agtig end chokolade herhjemme. De lyserøde skumkaniner har jeg ikke smagt - det har mine kolleger derimod, og de deler vandene ca. 50/50.

mandag den 23. juli 2012

Rabarbersnitter

Inde hos Ida så jeg for et stykke tid siden en lille genistreg. Hindbærsnitter med rabarber i stedet for hindbær. Nu har jeg selv prøvet dem og det er kræs, kan jeg godt love.

Jeg brugte dog ikke opskriften fra Idas blog, men den fra Frk. Jensens bagebog.

Dejen blev lavet i går og overnattede i køleskabet, fordi jeg ikke rigtig vidste, om jeg havde tid til at lave den i dag. Det fungerede fortrinligt. Rabarberne blev også kogt i går - helt og aldeles på slump.

...okay, jeg kunne måske godt have rullet dejen lidt tyndere ud.... Men smagen fejler nu ikke noget.

mandag den 2. juli 2012

Chokolade

Min veninde afleverede sit speciale i dag og satte dermed et eftertrykkeligt punktum for en lang og krævende skriveproces. Det var en begivenhed, der krævede chokolade (læg mærke til, hvordan jeg her behændigt får det til at lyde som om, jeg KUN spiser chokolade ved særlige lejligheder *winkwink*). Jeg faldt over en lækker opskrift på nogle hjemmelavede chokoladebarer (tak til Rikke for link), som kan laves på nul-komma-ingen-tid og det var lige sagen:

Lys og mørk chokolade, kiks og lakrids. Jeg kan kun sige én ting: Hvor har den kombination været hele mit liv? Nuij, det er godt!

Jeg brugte Digestive-kiks i stedet for Mariekiks og Salte fisk i stedet for Haribo Grammofonplader.

Indpakning.

Eneste problem nu er, at resten af portionen står i mit køleskabet og drager mig, som Ringen drager Gollum. "We wants it, we needs it. Must have the precious."

søndag den 4. december 2011

Årets gode råd

I dag lavede jeg gode råd med Anne. Til dem, der ikke ved det, så er gode råd en sønderjysk småkage, som bliver lavet i et specielt gode råd jern. Fordi man bager en kage af gangen tager det sin tid, og derfor var det superhyggeligt, at vi kunne gøre det sammen.

Det er da en smuk kage, hva?

En ordentlig stak blev det til. Efter Annes Omas opskrift og de er rigtig gode, kan jeg afsløre. Der var et par stykker eller fire, der aldrig nåede hjem.

søndag den 30. oktober 2011

Ssscchhh! Vær lige lidt stille!

Bare et øjeblik, mens mit hoved kommer sig ovenpå en lækker lørdag. Kage, tapas, schprudel og lækre kvinder var overskrifterne.

Julia forklarer om cupcakes.

 Signatur-cupcakes. Gæt hvilken en, der er min. Det er vist ikke så svært.

Overdådigt tapasbord.

Pakkeleg. Her forsvandt de pæne piger for en stund.

Det var sådan en dejlig dag. Tak, piger! Og nu er mit hoved næsten kommet sig ovenpå udskejelserne.

tirsdag den 13. september 2011

I aften...

...skal jeg hjem til den søde og ekstremt produktive Jeanette til hæklehygge. Blogpiger, kage og hækling. Det kan kun blive godt.

 Der bliver læs på cyklen.

 Cookies. Jeg har også bagt en squashkage.

Glimt af en lille ting til værtinden.

søndag den 28. august 2011

Kagemand i godt Humör (med opskrift)

Igen i år havde min mor og jeg bagt og dekoreret to kagemænd til tvillingernes fødselsdag. De er måske ved at være lidt store til kagemænd, men på den anden side er det jo en tradition.
Sidste år var der Peace, Love and Sukkerchok tema. I år var der ikke så meget tema over det, men jeg synes nu godt om resultatet alligevel.


Tøjmærket Humör er bare sagen ligenu for en dreng på 13. Alt skal være Humör. Således også kagemanden. Og hængerøv i bukserne. Jowjow.

Vandbakkelseskagemænd er suverænt de bedste, hvis man spørger mig. Det er lidt svært at kontrollere faconen under bagning, men ellers er det ret nemt. Man gør sådan her:

Til en stor kagemand, som bliver bagt på to bageplader skal man bruge følgende:

6 dl. vand
300 g. margarine (eller smør)
300 g. mel
ca. 12 æg.

Vand og margarine bringes i kog.
Melet tilsættes og man rører kraftigt rundt indtil dejen slipper gryden.
Lad dejen køle lidt af inden man tilsætter æggene et af gangen.
Dejen røres godt. Den må ikke blive for tynd.
Dejen lægges på to bageplader i kagemand- eller kagekonefacon.
Bagetid er 35-40 minutter v. 200 grader.
Man må ikke åbne ovnen mens kagemanden bager. Normalt vil man ikke have, at vandbakkelser falder sammen, men det kan ikke undgåes at kagemanden falder sammen pga. den store overflade.

Når kagemanden er kold kan den pyntes med glasur og slik. Et lille tip: Hvis man bruger kogende vand til at lave glasuren med bliver den mere blank.

Opskriften på vandbakkelser er taget fra Køkkenbogen fra Foreningen af Danske Husholdningslærinder fra 1967 (min mors gamle hjemkundskabsbog).

fredag den 17. juni 2011

Fars fødselsdag

Min far har fødselsdag i dag, og mine forældre fejrer det ved at besøge mig i København. Med sig havde de en gigantisk lagkage:

 

Det er den, vi altid får på min fars fødselsdag. Tre lag: chokoladebunder, kagecreme og vandmelon. Verdensklasse!

Og hvad giver man så manden, der aldrig ønsker sig noget? To gavekort. Et til forsinket fars dag og et til fødselsdag:



Gavekortet til fars dag var på en bilpude en Volvo 164. Jeg har heldigvis god tid, for han har ikke købt bilen endnu. Fødselsdagsgaven bliver en tur på Spiseri, som jeg tidligere har fortalt om her.

lørdag den 11. juni 2011

Kopkager

Dagen efter den fabelagtige Cupcake-fabriks åbning kan det her indlæg måske være en trøst for de kage-sultne, der, ligesom jeg, desværre ikke havde mulighed for at deltage i festivitasen:

Inde hos Birthe med den inspirerende madblog, så jeg for kort tid siden fænomenet Coffee Mug Brownie. Ideen er, at man kan bage en portionskage på 1 minut i sin microovn. I know! Det lyder vanvittigt, men som kageelsker måtte jeg alligevel liiiige teste fænomenet. Efter et par forsøg har jeg drejet opskriften lidt, så den passer til min tunge (jeg er klart en større sukkergris end Birthe...), så jeg skriver min version af kagerne her:

1 "Kopkage":
2 spsk hvedemel
1½-2 spsk sukker
1 nip salt
Ca. 1 spsk hakket chokolade
½-1 spsk. hakkede nødder
1 spsk kakaopulver
1 spsk solsikkeolie
1 spsk mælk (eller fløde - jeg brugte det sidste, fordi jeg lige havde det i køleren)

Man blander hele molevitten sammen i et krus, der kan gå i microovnen, og sørger for, at alle de tørre ingredienser er blevet blandet i. Måske skal man putte lidt mere olie og mælk i, hvis det ser meget tørt ud stadigvæk. Man drøner kruset i microovnen i 1 minut ved fuld power. Et voila! Et styk (meget varm!) overraskende heftig kage. Den ser ret svampet ud, men når den køler lidt af bliver den fin i konsistensen og hvis man giver den mere tid i microovnen bliver den stenhård i bunden.


Vi fik is oveni vores. Det er jo genialt! Og potentielt meget farligt...

Du kan se Birthes version her.

lørdag den 4. juni 2011

Til fødselsdag hos Lillejas

I dag skulle gaven stå sin prøve. Den faldt heldigvis i rigtig god jord, og Lillejas kunne genkende både is og popcorn på kortet. Cirkusteltet skulle hun have lidt hjælp til, men hendes forældre mente bestemt, at det lige var sagen.

Vi grillede og fik dejlig kage. En af de andre gode gaver var en sæbeboblemaskine, der kunne blæse et hav af bobler på én gang. Det var sjovt at jagte boblerne.




Nu ser vi fodbold, og kæresten har introduceret mig for fodboldvendingen "så skal den ud af kommunen". Det er virkelig rigtigt, at man lærer noget nyt hver dag.

søndag den 10. april 2011

Kage-overload

Weekenden har budt på to dejlige fødselsdagsarrangementer i det jyske - og mere kage. Tror snart at jeg skal tage den der kolde tyrker, som jeg efterhånden har skrevet om nogle gange nu...



fredag den 21. januar 2011

Dilemma

Tre pærer lå på bunden af min frugtskuffe og så sådan lidt halvfesne ud. Jeg gider kun spise pærer, hvis de er helt grønne og helt hårde. Og de var de her så absolut ikke. Samtidig hader jeg at smide mad ud. Så jeg søgte lidt på nettet og fandt en opskrift på en lækker kage. Men så har man lissom dilemmaet. Skal jeg bare smide de tre pærer ud, eller skal jeg bage en kage, som jeg dybest set ikke behov for? (Læs: Jeg skal altså til at spise mindre kage! Snart!)

Hvad kan jeg sige? Økonomaen og den søde tand vandt. Naturligvis.


Så fik jeg samtidig lejlighed til at afprøve min nye hjertespringform.


Opskriften havde jeg i øvrigt fundet her. Og den er god! En klat creme fraiche gør lige det sidste.

torsdag den 2. september 2010

Rå kager af en rålækker kvinde

Jeg er velsignet med fantastisk mange seje kvinder i mit liv, og jeg bliver konstant fornøjet og forundret over, hvad de finder på og kan.

Tag nu min veninde Caroline, som har taget det, jeg først tænkte, var en lidt flippet uddannelse som naturapath (det er noget med ernæring og den rette balance - tilgiv mig, Caroline, at jeg ikke kan forklare det bedre). Men hun har bygget en velfungerende virksomhed op omkring det og holder foredrag og vejleder bl.a. i ufrivillig barnløshed, og hvordan man kan bekæmpe det vha. kosten. Det har virkelig imponeret mig, så dygtig hun er.

Og nu har hun udgivet en bog om kager, og det er ikke en hvilken som helst slags kager - de er rå og de er lækre! De bygger på raw food bevægelsens principper om, at man ikke må tilberede sin mad ved mere end 42 grader, fordi det ødelægger alle de gode vitaminer og andre sunde ting i maden, og så er den helt fri for sukker og mælkeprodukter. Raw food bevægelsen er kæmpestor i USA, men vist endnu i sin vorden i Danmark. Men det kan være, at Carolines bog, kan lave om på det. For man kunne jo nemt komme til at tænke, at det kunne blive lidt kedeligt med alt det der rå mad. For lets face it: Der er altså grænser for, hvor mange selleristænger man gider at æde. Her gør Carolines kager fordommene slemt til skamme. For de der rå kager, de smager helt rigtigt af synd.

I morgen (3/9-10) kan du høre Caroline i radioen i Formiddag på 4'eren på P4 ml. kl.10 og 12. Og hvis du bor i Århus kan du også opleve Caroline live i morgen og få signeret et eksemplar af bogen, som du kan se her:

Altså, hvis man kommer til at se sådan ud af at spise raw cake, så er jeg omvendt. Stort tillykke, Caroline. Det er SÅ sejt gået!

Hvis du ikke kan komme til signeringen, så kan du bl.a. købe bogen her. Og du kan læse mere om Caroline her.

lørdag den 28. august 2010

Peace, love and sukkerchok

I 12 år har min mor og jeg bagt to kagemænd til en fødselsdag den sidste weekend i august. Det er et par tvillinger, jeg har kendt siden før de blev født. Faktisk går vi så langt tilbage, at deres mor var min barnepige, fra jeg var et halvt år.

Vi plejer at gå all in på at lave sjove kagemænd og -koner til fødselsdagen. Vi har lavet prinsesser og riddere, build-a-bear kaniner og soldater og bare forskellige variationer af lyserøde kjoler og blå bukser/grøn bluse.

I år blev det til retro-/hippietema, som begyndte med en kagekone med lilla kjole og røde blomster. Jeg kan nok ikke sige mig fri for at blive inspireret af alt det fine retrostof, man ser rundt om i blogland, og jeg synes på en måde også tøsebarnet er for stor til pink med pink på. Så retro blev det. Og så lavede vi en hippieversion af drengen også. Det blev ret fint:


Når man bager vandbakkelser i så stort et stykke, kan man ikke helt styre, hvordan det hæver, og denne gang har kagekonen altså fået nogle ordentlige Rigmor Zobel-læber.


Bemærk: Peacehalskæde, langt hår og pandebånd.

Peace out for nu. Spred kærligheden derude.

Topscorere den seneste uge