onsdag den 29. februar 2012

Årets første frokost på altanen

Nogle gange tager det bare tre timer at komme hjem fra arbejde. Og nogle gange er det lige, hvad man har brug for. Jeg har oset (og købt lidt) og flaneret. Og så rundede jeg Torvehallerne som det sidste og købte lækker frokost, som jeg spiste på altanen herhjemme inkl. lyserød fransk sodavand, som er alt for fabelagtig (og temmelig dyr...). Sådan giver man lige en ganske almindelig onsdag lidt ooompf!


tirsdag den 28. februar 2012

En gave ligger og venter...

...på at skulle gives på torsdag.


Jeg elsker at give gaver. Som i ELSKER det! Især når det er noget hjemmelavet, som jeg synes er blevet rigtig godt, og som har været klar i lang tid efterhånden. Jeg kan næsten ikke vente, og jeg hååååber sådan, modtageren bliver glad for den.

Indpakningen her er brunt gavepapir fra Ikea med et bånd af neon fra Minimega (som jo desværre er lukket nu for os almindelige dødelige) og så masking tape den anden vej. De to turkise er "rigtigt" MT. Det ternede er fra Søstrene Grene.

Jeg viser indholdet frem, når gaven er givet.

søndag den 26. februar 2012

Sprængfarlig

En bombe er aldrig sikker, men hende her ser så sød ud, at jeg alligevel godt tør holde hende i hånden...


 ...men uha! Måske skulle jeg genoverveje, for hendes lunte er jo tændt.


En bomberangle har set dagens lys i løbet af denne weekend. Og hun skal hjem og sige hej til en lille pige, der også snart ser dagens lys.

torsdag den 23. februar 2012

On display

Butterflys her, der og allevegne. Jeg har lavet flere og leger med fremvisningen.

Følgende er til salg: Den lyserøde, den armygrønne/orange og den grønne/rosa. De koster 125 kr. pr. stk. + porto. Send mig en mail på aslisorup@gmail.com, hvis du er interesseret i en af dem.

onsdag den 22. februar 2012

Store kugler

Ej, undskyld! Jeg ved godt, det er plat, men jeg kunne altså ikke lade være...fnis!


I et godt stykke tid har jeg ledt efter nogle store træperler. Heldigvis var der en superdygtig kvinde, der delte et link til denne tyske hobbyshop, hvor man kan købe dem. Panduro er begyndt at have nogle store træperler også, men de er ikke så store som denne her:


Hvad jeg skal bruge dem til, vil jeg vente lidt med at afsløre. Men I får det selvfølgelig at se, når det er færdigt.

P.s. Det er en lille smule pebret at få sendt varerne til Danmark, men gør som mig og gå sammen med en veninde (eller flere), så I kan dele portoen. Og endelig skal du også være opmærksom på, at varerne bliver leveret med fragtfirma og ikke med posten.

mandag den 20. februar 2012

Sløjfer

 
Jeg har brugt en variation af min butterfly-opskrift til at lave nogle hårelastikker med sløjfer på. De er lidt mindre end butterflysne.

Hvis du vil lave en magen til, skal du gøre som følger:
Slå 16 lm op og hækl 64 rækker.
Til båndet skal du slå 7 lm op og hækle 18 rækker.
Derudover er fremgangsmåden den samme som i butterfly-opskriften.

Det er et hyggeligt og hurtigt projekt til en mandag aften - og der skal kun bruges et minimum af materialer til det. God fornøjelse!

søndag den 19. februar 2012

Og butterflyen går til...

Frk. Østedgaard som har en hønseblog. Det er første gang, jeg ser sådan en, men det er da temmelig sejt, synes jeg. Skriv mig en mail på aslisorup@gmail.com, så finder vi ud af, hvordan dit sæt skal se ud.

Tusind tak til alle, der deltog i giveawayen. For jeres søde kommentarer og for at I i det hele taget vil følge med her. Det gør mig så glad!

torsdag den 16. februar 2012

Min lille sorte bog

Denne her lille bog har jeg vist frem før. Det er min opskriftsbog med mine egne hækleopskrifter. Efterhånden som der kommer flere opskrifter til bliver den mere og mere værdifuld for mig. Tænk hvis den blev væk. Gru! 




Jeg var kommet lidt bagud med farvelægningen af tegningerne, men det har jeg fået rettet op på i dag. Som det fremgår er tegning klart ikke min stærke side, men jeg synes nu, det er ret hyggeligt med de håndtegnede illustrationer i bogen.

Nu har jeg lige sløret opskrifterne her. Men måske var det slet ikke nødvendigt. De er nemlig nedskrevet i et underligt miskmask af danske og engelske hækletermer og med henvisninger til andre opskrifter i bogen. Så jeg er ikke engang sikker på, at en anden ville kunne bruge opskrifterne uden videre.

Har du også en lille sort bog?

tirsdag den 14. februar 2012

Valentinsgave

Når det kommer til romantik, er jeg ikke så meget til Valentinsdag. Jeg er typen, der synes, at det er pligtromantik og dermed ikke rigtig romantisk. Men mine forældre har igen i år givet mig en valentinsgave, og DET synes jeg, er fedt.
Superfin indpakning og kort, som min mor har lavet med vanlig sans for detaljer.

 Indholdet: En lækker kogebog, som jeg glæder mig til at prøve opskrifter fra.

 Less is more-mad. Lige efter mit hoved.

Lækker stemning i bogen.

Sidste års fine pakke og kort kan ses her.

mandag den 13. februar 2012

Husk min giveaway

Husk, at jeg har en giveaway i gang, som bliver udtrukket på søndag. Du kan være med her.

søndag den 12. februar 2012

Mønsterstrikket hue

Mit hidtil mest avancerede strikkeprojekt er blevet færdigt. Egentlig var det et venteprojekt, mens jeg ventede på noget garn til en islandsk sweater, jeg skal i gang med. Det viste sig, at være lidt mere omfattende end som så, men dog overkommeligt - og ikke mindst sjovt.

Det er en strikket hue med havenisser:
Der er ikke to rækker i mønsteret, der er ens, hvilket gør det til et temmelig tids- og koncentrationskrævende arbejde.

Jeg har strikket den i Drops alpaca - og mønsteret er købt her. Som det fremgår af billedet på Etsy, skulle der have været en kvast i toppen, men den droppede jeg, fordi jeg synes, huen blev for lang til at have en kvast i enden.

En sjældenhed: Billede af mig selv på bloggen. Men jeg ville lige vise, hvordan huen sidder på hovedet.

Skæbnens ironi vil så, at just som jeg er blevet færdig med min lune hue er temperaturerne omsider igen på vej op på den rigtige side af frysepunktet. Bittersødt.

lørdag den 11. februar 2012

Honnør for flaget

Eller Skaldepande #12:

Skaldepande Oberst Häckel. Obersten har hejst flaget i anledningen af, at det i tirsdags var et år siden, den første skaldepande så dagens lys (hiphip hurra!).

Oberst Häckel har gråt moustache og monokel.

 Man kan selvfølgelig også se hans rang på skuldrene af ham.

Oberst Häckel vil gerne gøre honnør for flaget, mens hans arme er desværre for korte, så han nøjes med at baske lidt med armene i stedet.

Jeg er tit blevet spurgt om, hvordan jeg får ideerne til skaldepanderne. Svaret er, at det er meget forskelligt. Nogle får jeg hjælp til og udvikler sammen med venner og veninder. Andre kommer vadende ind i mit hoved fuldstændig færdige. I tilfældet med Obersten her foregik følgende association inde i mit hoved: "Det kunne i grunden være sjovt med en skaldepande med monokel. Så skal han også have gråt skæg. Måske er han militærmand? En oberst. Ligesom Oberst Hackel fra Matador....Oberst Häckel. Håhå!".

Der er længere mellem skaldepanderne nu, men der dukker med sikkerhed flere op i mit hoved. På den ene eller den anden måde. Og de kommer nok også til at finde vej ud gennem mine hænder. De gør mig sgu glade i låget allesammen, også selvom flere af dem er flyttet ud i den store verden.

torsdag den 9. februar 2012

Opbevaring

Poscatuscher er muligvis det nye dymo for mig. Jeg har anskaffet mig to efter at have set fine ting med poscatuscher på flere forskellige blogs. Senest lagde jeg mærke til en fin opbevaringsløsning til maskingtape. Et stort syltetøjsglas, hvorpå der var blevet tegnet spiraler med en hvid poscatusch. Jeg besluttede med det samme at lave min egen version. I mellemtiden har jeg desværre glemt, hvilken blog jeg så det på, så jeg kan ikke linke dertil (hvis du ved, hvor det var, så skriv gerne, så sætter jeg linket ind).


I stedet for spiraler har jeg tegnet nogle andre krusseduller inspireret af Zentangle-bølgen, der også raser i øjeblikket. Det er superenkelt. Det her glas har taget mig max. 10 minutter at lave og nu har jeg lyst til at tegne krusseduller på alle blanke flader i hele lejligheden.

mandag den 6. februar 2012

Charmen ved februar

Alle tider på året har sine charmer. Og for mig er det ikke svært at få øje på charmen ved den nuværende. Jeg giver et hint: Det er ikke sne og 200 minusgrader.

Mmmm...fastelavnsboller (min mors hjemmebagte) og dejlig varm the!!

søndag den 5. februar 2012

Sildesalat



Jeg har fået en ting med ordener (i flertal...ikke orden - det er jeg stadig håbløs til) og jeg har efterhånden en hel lille samling. 

Det begyndte med den kongelige hækleorden, som jeg har købt hos Mille, Marie og mig. Så kom den kongelige genbrugsorden til - det er den med skibet. Og i dag faldt jeg så over den kongelige souvenir-orden i souvenirbutikken på Amalienborg - det er kronen.


Jeg synes, det er en sjov og festlig måde at accesorize på. Og så kan jeg godt lide tanken om, at man kan give sig selv - eller en veninde - en medalje som en slags klap på skulderen for at klare hverdagen med oprejst pande.

Hvad fortjener du en medalje for? Bare kom frit frem og blæs på janteloven.

fredag den 3. februar 2012

Hej weekend!

Stængerne op i sofaen. Rødvin i glasset. Chokokiks indenfor rækkevidde. Cowboyfilm på tv'et. Mønsterstrik på pindene. Hej weekend - vi to skal nok få det rart sammen, er jeg sikker på.

onsdag den 1. februar 2012

Tøse-jasen

Uhauha...jeg er en lean-mean-knitting-machine! Jeg er både blevet færdig med det hemmelige strikkeprojekt (men jeg kan desværre ikke bevise det med et billede endnu, da det er en gave, som først skal gives om et stykke tid) og så denne tøsede udgave af Jasen - endnu en Duddelutte strikkeopskrift.

Jeg har strikket den i Den skønne Louises plantefarvede (g)uld, som er farvet med kraprod. Kanterne er af gammelrosa Kauni. Jeg synes, det lækre plantefarvede garn arter sig så smukt, som det flammer i farven. Til en vest som denne her i str. 6. mdr. har jeg brugt lige knap 50 gram af Louises garn og en minimal mængde Kauni.

Jeg skulle lige greje princippet i at strikke bærestykket sammen med den underste del. Det baksede jeg lidt med. Men stædigheden sejrede, og så er jeg den erfaring rigere. Det er superfedt at have fornemmelsen af at lære hele tiden.

Knapperne har jeg selv betrukket. De er 11 mm i diameter og købt hos Stof og Stil. Stoffet har jeg engang fået i en goodiebag fra Malika og Rosa.

Jeg føler mig efterhånden klar til at strikke noget til mig selv og min mor har foræret mig garnet til mit hidtil største projekt, som jeg glæder mig til at komme i gang med. Men jeg får det først i weekenden, så indtil da vil jeg gå i gang med et lille "venteprojekt"...som nok skal vise sig at blive mere omfattende, end jeg regner med. Men mere om de to ting på et andet tidspunkt.

Topscorere den seneste uge