torsdag den 31. januar 2013

So ein Ding...

...muss ich auch haben, er et fænomen, jeg lider af i udpræget grad - eller i hvert fald når det kommer til krea-grej. Således har jeg kastet lange blikke efter både Lines og Trine og Janes knappemaskiner. Sådan en smart sag ville jeg også rigtig gerne eje. Og da jeg så fandt ud af, at den ovenikøbet kan bruges til læderarbejde også....ja, så var der da ingen tvivl i mit sind. Den måtte være absolut uundværlig. Desværre er den samtidig ret dyr, hvis man skal købe den fra ny, så jeg satte min mor på sagen. Hun har tidligere vist, at hun er et jern til at finde gode, brugte ting på nettet. Og der gik da heller ikke meget mere end 14 dage, før hun havde fundet mig en knappemaskine. Sådan, mor!




Maskinen er af ældre dato, men fungerer perfekt. Nu skal jeg så investere i diverse tilbehør til den, men det må komme lidt hen ad vejen. Foreløbig er jeg bare glad for at have fået fingrene i min helt egen Mr. Astor. Juhuu!

mandag den 28. januar 2013

Arne og Carlos strikkefølgeton #2

Det er gået helt forrygende med at genoptage strikningen på Spaceinvaderen, og jeg er nået meget længere, end jeg troede, jeg ville. Jeg er faktisk næsten færdig med mønsterstykket.



Nu har det forbandede vægelsind så ramt mig igen. Jeg er i tvivl om to ting:
1) Jeg tror, jeg har strammet garnet for meget igen, igen, igen ved de store monstre. Det er ret svært at undgå, når man skal sno garnet, synes jeg. Så det skal måske pilles op og strikkes igen....argh!
2) Jeg er kommet i tvivl om den tredje farve. Egentlig havde jeg bestemt, at det skulle være lyserødt, meeen måske kunne det også være meget pænt med orange? Suk, altså!

Nå, men mens jeg overvejer de to ting, vil jeg i stedet kaste mig over ærmerne. Før jeg gik i stå med strikningen i foråret, havde jeg strikket et halvt ærme, så det kan jeg måske nå at blive færdig med til næste mandag.

lørdag den 26. januar 2013

Nyt gear til mit kamera

Gennem længere tid har jeg ønsket mig et nyt etui til mit kamera. Jeg har selvfølgelig et, men det er mere i den praktiske kategori end den æstetiske. Plus det fylder en hel del. Det nye etui skulle være i læder, havde jeg bestemt, men det var ret svært at finde. Men så var der pludselig én, der viste et billede af en taske fra Black Lily på Instagram, og det var lige sådan den skulle være.
 
Der var vist en del andre, der kunne se ideen, for jeg har efterhånden set tasken mange steder i Blogland, og nu er den eftersigende udsolgt.


Udover den nye taske har mit kamera også fået en ny rem. Den har jeg dog selv syet:

Remmen er syet af forskellige skindrester, jeg havde liggende, og så har jeg brugt spændedimserne fra den gamle rem.

torsdag den 24. januar 2013

Tip til Sarah Lund fans


Jeg har efterhånden fået en del mails fra folk, der gerne ville finde opskriften på Sarah Lund sweateren, og jeg har tidligere henvist dem til en garnforretning i Silkeborg, som sælger opskriften med garn. Nu er jeg så blevet gjort opmærksom på, at man faktisk kan finde opskriften GRATIS. Det ka' vi li', ikk? Opskriften kan du finde ved at klikke her.

God fornøjelse med strikkeriet.

onsdag den 23. januar 2013

Dyrene

Samlesættet er blevet til et samlet sæt. I går fik de alle sammen øjne og nu er de klar, parat til aflevering. Jeg har efterhånden vist så mange af de hæklede dyr frem, at jeg ikke helt ved, om det er spændende at se på dem mere... Så for at peppe billederne lidt op, har jeg fotograferet dyrene i hver deres lille krog i mit hjem (ikke at der er så mange kroge heller - men alligevel).
 




mandag den 21. januar 2013

Ny strikkefølgeton: Arne og Carlos

Dem der har læst med på min blog et stykke tid, kan måske huske, at jeg gik i gang med Arne og Carlos' Spaceinvadertrøje i foråret. Jeg nåede faktisk ret langt med den og fik strikket hele bolen færdig. Den så sådan her ud:

Men ak...jeg måtte erkende, at jeg havde fået strammet garnet for meget i mønsterdelen, og trøjen var faktisk hele 6 cm mindre i omkredsen foroven end forneden. Jeg prøvede ellers at sige til mig selv, at det var ligemeget, men det var det jo ikke. Så mønsterdelen er blevet pillet op igen (af min mor....jeg kunne ikke rigtig selv gøre det). Efter dette tilbageskridt i april har trøjen ligget stille. Helt stille.

Nu er jeg så omsider startet forfra med mønsterdelen, og jeg har fået det gode råd, at strikke den med en pind, der er en halv størrelse større end den ensfarvede del. For at få lidt tempo på strikkeriet, har jeg besluttet at lave en ny strikkefølgeton, ligesom Sarah Lund-projektet, så der hver mandag kommer en opdatering på projektet.

I skrivende stund ser trøjen således ud:

Planen er, at nå op over de første monstre til næste mandag.

torsdag den 17. januar 2013

Samlesæt



Jeg er i gang med at hækle nogle små dyr (igen) til en veninde, der venter sig....eller dvs. jeg er færdig med hækledelen nu, men jeg er slet ikke i mål endnu. Nu venter monteringsarbejdet nemlig og nuij, hvor er der bare mange små dele! Bagefter skal de have syet filtøjne og pletter mm. på. Selve hæklingen er faktisk kun halvdelen af processen...så på med vanten, Asli! Jeg håber, de kan blive færdig i løbet af denne uge, men nu må vi se.

Topscorere den seneste uge