tirsdag den 31. maj 2011

Skam dig, Asli

Jeg har ellers altid fået at vide, at man ikke må sætte klistermærker alle vegne. Men jeg kunne alligevel ikke modstå fristelsen til at sætte en lillebitte dymo-seddel på døren ind til sy-/soveværelset. Fnis!

mandag den 30. maj 2011

Velkommen i det grønne

Under loppejagten i går fik jeg en håndfuld fine skovplakater forærende - jeps, hun gav dem væk! Jeg er ganske til fals for gratis ting, jovist. Men udover det kunne jeg se, at de ville passe perfekt til at pifte nogle paprør, som jeg havde liggende, op.



Det ene af de tre rør placerede jeg anderledes på papiret, så der kom mere skovbund med. Det ser fint ud, når de står ved siden af hinanden, synes jeg.

Jeg har brugt dobbeltklæbende tape (som jeg i øvrigt køber i Biltema, hvor de har den billigste udgave, jeg har kunnet finde) til at sætte plakat-stykkerne fast på paprørene. Så krøller papiret nemlig ikke pga. limen. Jeg ville gerne sige, at jeg havde tre fine rør i løbet af nul komma fem, men jeg baksede altså lidt med det, for jeg blev ved med at rulle det skævt på. Hvordan får man det til at blive lige i første forsøg? DIY udbedes, tak!

Men endelig efter at have brugt alle plakaterne og bandet og svovlet over det, fik jeg det nogenlunde lige.

P.S. De her rør er jo til flere dimser, men hvis du vil have en DIY på en fin penneholder, kan du bl.a. finde en her.

søndag den 29. maj 2011

Vesterbroske lopper

Søndagen bød på adskillige loppemarkeder på Vesterbro og jeg blev lokket med af min gode veninde og underbo (...høhø - hør lige hvordan, jeg får det til at lyde som om, hun var kommet på en svær opgave der...som om). Her er de ting, jeg ikke kunne undvære:


Engelske opskriftskort. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge dem til, men jeg finder nok på noget. Skovplakaterne var gratis og jeg fik en hel stak. Jeg har allerede brugt dem, men mere om det i et andet indlæg.


En dåse med korssting. Den er da fiiin.


Stof. Det brune med orange palmer vil jeg sy en dug af til campingvognen.


En anden dug og knapper.


En lille Wiinblad-vase. Den er allerede flyttet ind ved siden af de andre cylinder-vaser.


Platten er teknisk set ikke et vesterbrosk loppefund. Den er fra Valby, men det er close enough. Jeg købte den af hende her. Jeg havde set den på hendes blog og faldt pladask for den. Nu hænger den på min billedvæg i køkkenet.

Fortsat god søndag aften. Resten af min byder på nogle småprojekter, der forhåbentlig skal afsluttes.

fredag den 27. maj 2011

Jeg kan også...

...dymo.


Jeg har arvet mine forældres gamle dymo, så mine plastic-skuffesystemer til småting har fået dymo-skilte på.



Det er rart at have ét sted til alle de der ting, der ikke rigtig kan kategoriseres.



Det er også rart at have alle sine knapper samlet (og jo, jeg ved godt, at det ikke staves sådan, ik'å).

onsdag den 25. maj 2011

Venindebesøg

Min veninde og hendes lækre knægt på 7 måneder kom til frokost i dag. De skulle hente noget tøj, jeg har købt til ham hos mine jyske genbrugspushere. En fin anledning til at dække pænt op.




Vi fik indisk linsesuppe med hjemmebagt brød...


 ...og spidskålssalat med æbler, valnødder og rygeost.
Til dessert fik vi æblekage, men det har jeg ikke nogle billeder af, for det er svært at anrette på tallerkenen, så det ser appetitligt ud. Men det lille barn var vild med det! Rigtig sjovt at se.


tirsdag den 24. maj 2011

Rie Elise Larsen lampeskærm til salg


Da jeg var til lagersalg hos Rie Elise Larsen lagersalg købte jeg nogle sorte lampeskærme. Jeg købte fire, men skulle kun bruge tre. Derfor har jeg nu en til salg, som er magen til den på billedet (Bemærk: Det er KUN skærmen - ikke ledningen). Diameteren er 17 cm., højden er 15 cm. Hvis du lige står og mangler sådan en, kan du få den for 50 kr. + porto (eller du kan afhente den på min adresse i København).

Jeg må hellere lige understrege, at den er 2. sortering, men jeg lover!, at det ikke kan ses. Jeg har kigget på samtlige lampeskærme på hele lagersalget for at finde to skærme, som så pæne ud.

Skriv til mig på aslisorup@gmail.com, hvis du vil købe den - eller hvis du har spørgsmål.

mandag den 23. maj 2011

Overläcker overlocker

Hvad er anderledes på dette billede?:


Yahay!! Det er første gang, jeg har en helt spritny maskine som er min og min alene. I får lige nogle flere billeder af den nye beboer på matriklen.

 


Hvad mon skal være det første projekt? Jeg tror, det skal være noget til mig selv....fik jeg sagt "Yay!" ?

søndag den 22. maj 2011

Frøkenen i glimt

De fine fund er kommet på plads i Frøken Blå i dag. Iiih hvor jeg glæder mig til sommer, når vi skal på tur!

Her er nogle glimt:


Jeg fik mine forældres gamle Erik Kold bøtter, som de har brugt i deres campingvogn, men ikke bruger længere. Wuhuu!




Ikke et loppefund. Men jeg er ret tosset med denne her opvaskebørste fra Pylones. Jeg har også en sjov prinsesse-håndkost og en lampe i samme mærke.


En anden festlig fyr som fulgte med, da jeg købte campingvognen. Han har fået lov at blive boende.

lørdag den 21. maj 2011

Markedsdag

Brørup marked i dag. Jeg solgte pænt og der blev tyndet godt ud i mine markedsting. Det var rigtig godt, for så har jeg plads til nye køb. Hurraaa!

Vi ankom kl. ca. 5.30 og der blev vi nærmest overmandet af de mere garvede kræmmere, som ville sikre sig nogle billige køb. En del af dem gjorde gode handler og alle var tilfredse. Derfra gik det slag i slag til kl. ca. 13.30, så jeg fik faktisk ikke taget nogle billeder af selve markedet. Men jeg har nogle billeder af nogle gode køb...jojo, jeg fik da købt noget, selvom jeg skulle passe min biks. Jeg havde forældrene med og de havde fået nøje instrukser om, hvad de skulle holde øje med. Og de gjorde et rigtig godt job:


Bøjler til campingsvognen. Jeg kan især godt lide den, der står 'Jytte' på.


To ubrugte retrohåndklæder også til campingvognen. En sykasse. Og en dug, som er et loppefund, jeg gjorde blandt mine egne ting. Det er jo rart, når man kan genopdage ting.


Bjørn Wiinblad frokosttallerkener. Og en arkivmappe. Og mine tæer...


Stof og knapper mm. Det er fedt at købe stof på markeder for der er som regel altid nogen, der sælger ud af et restlager, hvor man kan gøre gode 'vintage'-fund.


Små skuffedarier til dims og dut...jeg har virkelig meget dims og dut i krearummet. Jeg tror, der skal knapper i den store. Og jeg har tænkt mig at slægte dymo-hærgeren på og sætte dymosedler på skufferne. Til en samlet pris af 30 kr. må det være dagens fund.

Søde Birthe kom med lækker frokost til mig:


Mmm! Tuuuusind tak, Birthe!!

Jeg kunne godt finde på, at være kræmmer for en dag på Brørup Marked igen. Standende koster 100 kr. (ja, hundrede!), så det er til at overskue.

fredag den 20. maj 2011

Orange fund

I dag var jeg på Korskro Hestemarked (ml. Esbjerg og Varde) i dejligt solskin. Det er et ret stort marked, men desværre er der efterhånden kommet lidt for meget kopi-crocs-blingbling-plasticbras over det til min smag. Men der er naturligvis stadig gode fund at gøre - og på en måde gør det også jagten sjov, at man virkelig skal lede. Af en eller anden grund er næsten alle de ting, jeg har købt i dag orange. De er også næsten allesammen til den lille frøken - mit indretningsfrirum, hvor den får retro og knaldfarver på alle tangenter.



Opbevaring på bøjle. Jeg er VILD med farverne.


Salt og peber-sæt. Og gul smørboks som man kun kan se et lille glimt af.


En orange bøjle, et gammelt spil, legekufferter (som nok skal indeholde mine sommerkreaprojekter) og en Catrineholm-gryde. Låget er vist lidt fejlfarvet til, men pyt med det. Det passer til campingvognen og jeg fik gryden billigt.


Et enkelt ikke-orange køb til hjemmet blev det også til. Disse vinpropper, som minder mig om Normann Copenhagens nye vinpropper i kork, som jeg har ønsket mig. Men jeg er endnu gladere for dem her, som en mand, der hedder Bjarne har drejet. Vi fik en god snak og han fortalte mig, at man også kan købe hans propper på Kunst Industri Museet i København.

I morgen er jeg jo selv kræmmer på Brørup marked. Adressen er Jernbanegade 1, Brørup og det er fra 6-14 (ca.). Der er stort set udsolgt af stadepladser, så det tegner også til at blive et stort marked.

torsdag den 19. maj 2011

Kære DSB

Kunne I ikke tænke jer at ansætte mig som togtester? Jeg kører nemlig ret tit i tog og så kunne jeg sagtens slå to fluer med et smæk og mene noget om oplevelsen samtidig. I ved: servicen undervejs, komforten i de forskellige tog og det overordnede indtryk turen har gjort på mig osv.

Som oftest er jeg en glad kunde. For jeg ved godt, at det ikke altid er nemt at være jer, så jeg vælger mine kampe og ser på fordelene ved toget: Jeg har fået nogle af mit livs bedste lure i et tog. Jeg kan sove fra Valby til Esbjerg uden problemer. Andre gange er jeg virkeligt effektiv. F.eks. i dag, hvor jeg gik i gang med et nyt hækleprojekt. Det er lidt sjovt at se, hvor mange rækker man kan nå inden den næste station og tiden flyver afsted.



Så kære DSB, hva siger I til det? Jeg tror, det kunne blive et frugtbart samarbejde. You scratch my back, I scratch yours-agtigt. Jeg mener noget om jeres tog, og jeg får til gengæld nogle togture ud i landet, hvor jeg kan teste både hækle- og sovekomfort. Det er da et tilbud, I ikke kan sige nej til!

onsdag den 18. maj 2011

Det gælder ikke...

...hvis man brugte et gavekort, vel? Eller jeg brugte måske liiiidt mere end gavekortet var på, men noget af det, jeg købte, var grej. Så tæller det heller ikke!...Arh okay, jeg kan ligeså godt indrømme, at jeg faldt i med begge ben og købte flere materialer, selvom jeg jo har udfordret mig selv til at lade være med at købe mere i maj måned.

I dag var jeg i nemlig Garniture i Smallegade på Frederiksberg. For snart længe siden vandt jeg et gavekort hos Mette Kirkesjov og det var begyndt at brænde gevaldigt i lommen.

Først får I lidt billeder fra den fine butik, som jeg tog med min mobil:





Det var mit første besøg hos Garniture, men det bliver ikke det sidste. Som I kan se, er der gjort noget ud af præsentationen og det gør det til en butik lige efter mit hoved. Den type butik, hvor man hele tiden får øje på noget nyt. Derfor var det også lidt overvældende først, for hvad skulle jeg dog vælge at tage med hjem?

Men folk der kender mig vil vide, at den slags udfordringer lader jeg mig ikke slå ud af. Så her er de ting, jeg fik med hjem:


Gråt alpaca-garn til et hemmeligt projekt (det er i hvert fald hemmeligt indtil videre), lilla knapper til et projekt min mor er i gang med (jeg håber, de passer i farven), en clover hæklenål (nu skal jeg sørme se, om der hold i al den ståhej om 'milionærhæklenålene' - I får en update med min uforbeholdne mening, når jeg har prøvet den), tre stykker stof til detaljer ("craft is the new black" står der på det rød-hvide, jatak!), fint bånd med dalarne-heste (som nok også skal bruges til det hemmelige projekt), og en spændende bog med hækleprojekter.

mandag den 16. maj 2011

På lørdag er jeg på den igen

Og med "den" mener jeg marked. Denne gang Brørup kræmmermarked som i anledning af Store Bededag om fredagen for en gangs skyld bliver afholdt på en lørdag.

De lægger ud i den årle morgenstund må man sige: Vi skal stille op ml. kl. 5 og 8. Jøsses! Det varer til kl. ca. 15. Så hvis du er på de kanter, så kom forbi. Der er med garanti kup at gøre og skatte, der bare ligger og venter. Måske endda hos mig? Jeg skyder det i hvert fald af billigt, for nu gider jeg ikke opbevare det længere (og med "jeg" mener jeg mine forældre).

Her får du lige et billede fra min stand på Forårsmarkedet, hvoraf en del ting ikke er solgt endnu og dermed kommer med til Brørup marked:

søndag den 15. maj 2011

Søndagstur

I dag tog kæresten og jeg toget til Helsingør for at få én på den kulturelle oplever:



Destinationen var nærmere betegnet Kulturværftet, som ligger lige over for Kronborg. Arrangementet var en slags paneldiskussion mellem den amerikanske forfatter Siri Hustvedt og en dansk psykoanalytiker og en norsk psykiater. Inden var der mulighed for at få signeret bøger både af Siri Hustvedt og Paul Auster.

Jeg har aldrig læst noget af Siri Hustvedt, men jeg glæder mig nu til at læse "Det jeg elskede". Paul Auster har gjort stort indtryk på mig, men det er længe siden jeg har læst noget af ham.


De bøger, jeg fik signeret - jeg fornemmer, at nogle af dem er på vej ud i verden. Jeg tror, de vil betyde mere, der hvor de skal hen, end de gør hos mig.


Mig og Siri.

Mellem signeringen og selve arrangementet gik vi ud i byen for at finde noget mad...


Det blev til Helsingørs sandsynligvis ringeste shawarma... Pizza Vikingen - don't go there!



Regnvejr i Helsingør.

Selve arrangementet var fint omend lidt ufokuseret. Men jeg var meget imponeret over Siri Hustvedts omfattende viden om ALT muligt og jeg var godt underholdt - og så synes jeg altid, det er dejligt at være på tur. En rigtig fin søndag eftermiddag.

Topscorere den seneste uge