torsdag den 26. december 2013

Cykelmyggen Egon - den hæklede version

Det er nu skønt med juledagene, hvor der er tid til at afprøve nogle af de kreative ideer, der har rumsteret i hovedet igennem længere tid. Man har tid til at fordybe sig i det samme projekt over flere dage, og det er lige præcis sådan, jeg slapper allerbedst af.

Her er det projekt, jeg har arbejdet på det sidste par dage:

Det er Cykelmyggen Egon fra Flemming Quist Møllers klassiker fra 1967. Denne gang i en hæklet udgave. Egon skal hjem til en lille dreng i vennekredsen, som jeg har på fornemmelsen alligevel bliver indoktrineret tidligt til det der med cykling.

Cykelkasket og snabel...


Hænder med fingre und alles... Det tager en hulens tid, men resultatet bliver fint, synes jeg.

Her er han ved siden af det billede, jeg har brugt som forlæg.

Det har været så hyggeligt at hækle Egon, at jeg nu har lyst til at hækle alle mulige andre børnebogsfigurer. Jeg tænker også, det vil være hyggeligt at have en figur at kramme, når man får læst højt af mor eller far.

tirsdag den 24. december 2013

Julekort fra frøkenen og baronen 2013

Med et par billeder af årets juletræ vil jeg gerne ønske dig, som læser med her en rigtig, rigtig glædelig jul. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sige TAK for 2013, det har i sandhed været et dejligt år.

For mit vedkommende begyndte året med en dejlig rejse til New York sammen med Anne, hvor vi rigtig nørdede igennem med masser af stof- og garnbutikker, og selvfølgelig også en masse andet shopping. I april blev jeg 30 - og det var jeg i første omgang temmelig kriseramt over. Men så besluttede jeg, at der kun var en vej ud af den krise: Det skulle fejres væk. Derfor udnævnte jeg mit 30. år til jubelår efter devicen "fake it 'till you make it"....og 14 dage senere mødte jeg min skønne der Mann. Hvad er oddsene lige for det? Jeg føler mig helt utrolig heldig og lykkelig.

I 2013 kom bloggen kom på Bloglovin, hvor den har rundet 1000 tilmeldte læsere og jeg kom i Hendes verden, hvor jeg fortalte lidt om at være blogger. Jeg "udgav" min første hækleopskrift ude hos Trine og Jane, og jeg tør godt at love, at der kommer flere i 2014, ligesom der også kommer flere hækleskoler. Både i Ballerup og andre steder i landet - mere om den del senere.

Jubelåret fortsætter ind i 2014, og jeg ser allerede frem til alle de spændende ting, der skal ske i det nye år. Både hjemme og i cyperspace. Bl.a. står bloggen overfor at blive flermediel - det vender jeg også tilbage til, når der er kommet lidt flere detaljer på plads.

Så kære du, tak for i år! Og hav en rigtig god jul med dine kære.

Kærlig hilsen,
Asli
og frøkenen og baronen



mandag den 23. december 2013

Årets julegaver

Det var ikke så mange gaver, der skulle pakkes ind i år, men her er årets gaveindpakning:

Gavepapiret er godt og blandet, men mest billige sager fra Tiger, Søstrene Grene og Ikea. Det blå glimmer har til gengæld kostet en lille formue, men det er til gengæld rigtig pænt, synes jeg.


 Man kan bruge hvad som helst til indpakning: Her er det et stykke lynlås, der udgør sløjfen.

 Et par børnepakker....

.....med legomænd.

Hvis du vil se, hvordan jeg tidligere har pakket gaver ind, så klik HER.

lørdag den 21. december 2013

Vivi den vinterbadende flodhest

Her er Vivi:
Vivi er en flodhest, og hun elsker at bade - også om vinteren.

Vivi er nemlig immun over for det kolde vintervand, fordi hun er godt polstret. Det hedder "kraftige knogler", siger hun, og når der er mere at holde om, så er der i øvrigt også mere at holde af.

Hun er en kærlig, men bestemt flodhest, der ved, hvordan hun vil have det. Derfor var hun også vanskelig at få af hæklenålen - det skulle være helt rigtigt, og det tog altså nogle forsøg. Men det er okay nu, hvor hun står der og glor med sine store runde øjne.

Vivi den vinterbadende flodhest skal hjem til Andrea til jul, og hun glæder sig til at møde sin nye veninde. Derfor har hun taget en fin blomst i håret.

onsdag den 18. december 2013

Hækleworkshops i 2014


I 2014 holder jeg en ny omgang hækleworkshops sammen med Trine og Jane, og datoerne er allerede på plads. Jeg er ekstra spændt denne her gang, for udover de "almindelige" workshops i at lære at hækle, så er der denne gang også en lang workshop i at designe sine egne hæklede figurer. Det skal nok blive rigtig sjovt og hyggeligt, tror jeg. Det kunne måske endda være en julegaveide med et gavekort til en hækleworkshop, hvis du liiiiige mangler gaven til hende, der har alt (og elsker garn)...

Workshop for begyndere:
Vi mødes d. 5. marts, og du lærer at hækle de grundlæggende masker (luftmasker, fastmasker, stangmasker, ind- og udtagninger osv.). Vi tager udgangspunkt i den enkeltes niveau, så der er ingen dumme spørgsmål.
Workshop fra øvede: 
Lær at hækle figurer d. 18. februar. På denne workshop arbejder vi primært med at hækle rundt (amigurumi, doilys, kurve og tæpper mm.) Vi lærer de basale teknikker i at hækle rundt og at læse en amigurumi-opskrift.
Du kan vælge én af gangene, ellerdu kan tage hele pakken – undervisningen tager udgangspunkt i de enkelte deltageres niveau – dog vil jeg anbefale, at man kender de grundlæggende masker i forvejen, hvis man kun melder sig på anden gang.

Design dine egne figurer:
Design din egen hæklede figur d. 23. februar. En søndag i hæklingens tegn til dig, der gerne vil begynde at designe dine egne hæklede figurer. Vi arbejder med forskellige former og udtryk og lærer hvordan man kommer fra ide til færdigt produkt. Du kan enten arbejde ud fra din egen tegning eller finde inspirationen undervejs. Asli deler ud af tips og tricks til at få et flot finish på den færdige figur.

Læs mere om tilmelding og priser lige HER.

mandag den 16. december 2013

Quiltet Jackie

Lines syskole har jeg syet endnu en quiltet jakke. Denne gang har jeg kastet mig over den model, der hedder Jackie. Line siger, at der ikke er ret mange, der har syet den model, og det er faktisk synd, hvis man spørger mig. Den er mere enkel end den klassiske quiltede jakke - og også noget nemmere at sy. Og personligt tror jeg faktisk, jeg kommer til at bruge denne her mere, selvom jeg også stadig elsker den første quiltede jakke, jeg syede.



Stoffet er noget, jeg engang har fundet på tilbudshylden i Stof2000 til 4 meter for 100 kroner. Det var før, jeg var begyndt på syskolen, men allerede dengang tænkte jeg, at det ville være pænt til en quiltet jakke, så det er fedt, at det endelig er endt som det oprindelige mål.

lørdag den 14. december 2013

Hæklet krybbespil

Den store bunke hæklede dimser, som jeg viste frem HER blev til det hæklede krybbespil fra Hæklet julepynt. Jeg forærede det til min mor til hendes fødselsdag i går:
 


 
I opskriften har de hellige trekonger hæklet skæg, men jeg synes ikke rigtig det fungerede, så derfor har jeg valgt at sy mine kongers skæg og hår.


Krybbespillet har været et mægtig hyggeligt projekt at hækle, selvom der var MANGE små dele at sy sammen. Hvis jeg havde haft mere tid, havde jeg måske suppleret sættet med nogle får og hyrder og en ærkeengel, men det må blive en anden god gang...min mor kan jo evt. få en suppleringspakke til næste år.

Til sidst et lille tip, hvis du selv vil hækle krybbespillet:
 
Opskriften foreslår, at man fylder figurernes kroppe halvt op med to-kroner for at få dem til at blive tunge i bunden, så de bedre kan stå. Meeeen det løber da alligevel op med alle de to-kroner (sagde den nærrige jyde), og de passer faktisk heller ikke helt i formatet til figurernes bund. Det gør til gengæld de spændeskiver, som du kan se på billedet herover. De er fra Silvan og jeg har puttet tre i hver figur. Møtrikkerne har jeg brugt til æslets fødder - den trængte nemlig også til lidt hjælp med balancepunktet.


torsdag den 12. december 2013

Må helvede fryse til is...

...så min kollega kan få god brug for denne her dødsmetal-sweater, jeg har strikket til ham. Mine kolleger er for de flestes vedkommende ret bevidste om min hobby, og er altid friske med forslag til, hvad jeg kan hækle/strikke/sy. I dette tilfælde var det så min kollega, Morten, der havde forelsket sig i en Metallica-julesweater, som han havde fundet på nettet et sted. Han spurgte, om jeg kunne strikke sådan en til ham, og jeg svarede, at det ville tage mig en evighed at strikke en mønstersweater med så mange detaljer, men at jeg gerne ville prøve at lave en fortolkning af en dødsmetal-sweater til ham. Resultatet blev mindre julesweater og mere færøsk strik, hvilket jeg egentlig synes er godt nok, for så kan den bruges hele året. Men jeg er ved at gå til af nervøsitet over, om han kan lide den og om den passer...

Sådan her ser den ud (desværre fanget i aftenlys...)
Trøjen er strikket i Naturuld og jeg har taget udgangspunkt i en opskrift på en færøsk sweater. Der er dog freestylet en del, bl.a. på ærmerne, som var meget brede i den oprindelige opskrift. Her har der Mann venligst ageret model, så jeg kunne måle på ham.

Det er selvfølgelig ikke mindst mønsteret på bærestykket, der er freestylet. Jeg har søgt inspiration på nettet - bl.a. hos Cille, som er et af mine store strikkeforbilleder. Se bare denne her smukke, vilde trøje, som hun har strikket.

Selvom min heavy-trøje er meget mere simpel end dem, jeg så på nettet, så er jeg alligevel glad for det endelige resultat. Og der Mann....? Han vil have sin egen dødsmetal-trøje efter at have siddet model til denne her. Så jeg skal i gang igen...

mandag den 9. december 2013

Her går det godt - send mere tid

Der er en del kreative deadlines, der har samlet sig lige omkring nu. Det er måske naturligt nok i december, men det er faktisk ikke engang hjemmelavede julegaver - gid det var. Næ, det er bare mig, der endnu engang har bidt over lige rigeligt. Og lad mig bare sige, at Bodil ikke har været specielt hjælpsom i den sammenhæng. Hun gav mig lige lidt mindre fritid i sidste uge til at få klaret mine hængepartier. Nu er hun heldigvis fløjet ad Hekkenfeldt til, og jeg har fået mig en fridag i morgen til at forsøge at komme lidt i bund. Så mon ikke det hele nok skal gå?

Her kan I se, hvad jeg fik min søndag til at gå med:

.....egentlig ret hyggeligt i selskab med tændt adventskrans, the og der Mann. Som Bamse synger: "Jeg har rygende travlt, men jeg tager den med ro".

onsdag den 4. december 2013

Gang i læderværkstedet

Min far havde slidt sit arbejdsbælte op (altså det bælte, der ikke er til pænt brug forstås), og jeg havde lovet ham, at jeg ville fikse et nyt til ham, hvis han til gengæld gav mig et nitteværktøj til min Astor svingarmsmaskine, hvilket han indvilgede i. Det var et ret hurtigt projekt, for jeg brugte en færdig rem fra Skindhuset, men da jeg alligevel havde grejet fremme lavede jeg også et par nøglesnore.




Jeg har brugt nogle af de nitter, som jeg købte i New York i foråret.

Min fars kommentar til det færdige bælte? "Neeeiiiij! Det er da alt for fint til arbejdsbrug"... Hihi.

mandag den 2. december 2013

Adventsgaver 2013

Nogen siger, man er voksen, når man bliver 30, men det er i hvert fald (heldigvis) løgn! Se bare her:



Nissen har været her med adventgaver til der Mann og jeg. Hurra! Jeg bliver altid barnligt lykkelig over pakker og overraskelser, og et ekstraplus ved de her er, at de kan stå og se smukke ud, indtil de skal pakkes op. Nissen har nemlig igen i år outsourcet indpakningen til min mor, og det har hun i den grad tjek på.

I øvrigt havde jeg også planer om en adventskalender på bloggen med ugentlige giveaways, men der er jo SÅ mange fine adventsgiveaways derude i Blogland, så jeg gemmer lige min til en kold og grå januar i stedet.

fredag den 29. november 2013

Adventskrans 2013

Til en afveksling er årets adventskrans herhjemme faktisk en rigtig krans. De seneste år har jeg lavet forskellige afarter af dekorationer med fire lys i anledning af advent, men i år havde jeg lyst til at gå tilbage til basics. Og så alligevel ikke. For mig er og bliver en rigtig adventskrans nemlig en stor, kraftig krans af gran som hænger fra loftet i silkebånd. Simpelt, godt og smukt. Det er der ikke plads til i det lille hjem, så derfor må jeg ty til andre varianter. Årets krans ser således ud:

En halmkrans er dækket med mos og oversået med svampe. Den står på et lagkagefad med fod, og så er julehjortene også kommet frem på bordet nedenfor...de passer godt til skovtemaet, synes jeg.




Jeg slår ikke helt budgettet for sidste års adventskrans, men jeg skriver alligevel budgettet her for at vise, at man altså ikke behøver at være blomsterdekoratør eller lægge en formue hos en for at få en fin adventskrans. Halmkrans: 20 kroner hos Søstrene Grene (jeg har viklet husholdningsfilm om min, så den ikke bliver ødelagt af den våde mos), mos: 0 kroner hos Skoven (håhå, fik I den?), grønt ståltråd fra gemmerne, lys: 40 kroner i Bilka, svampe: 70 kroner i en af boderne i Tivoli (men de kan fås mange steder og sikkert også billigere end de her), lagkagefadet er fra gemmerne - brug hvad du lige har, det kan også være en stor tallerken eller et fad. Hjortene er fra julepyntslageret.

I det hele taget vil jeg opfordre til at slippe fantasien løs og bruge, hvad du allerede har liggende. Det kan man få mange fine kranse ud af. Du kan måske finde inspiration fra mine tidligere adventskranse HER.

onsdag den 27. november 2013

Et hækletip: Snippen

Sidst jeg holdt hækleskole hos Fox & Jane, fik jeg et spørgsmål, som jeg gerne vil svare på i plenum her på bloggen:

Hvordan undgår man den der underlige snip for enden af den første række? Altså denne her:

Den ende kan ikke hæftes helt usynligt, fordi der er en knude, som ikke kan trækkes ind gennem de andre masker. Det har også irriteret mig i årevis, men som mere eller mindre autodidakt hækler lærer man at løse sine problemer på en måde, der fungerer. Ikke nødvendigvis den korrekte måde. Men de virker, og ser ordentlige ud.

Normalt, når man hækler frem og tilbage, skal man vende på en fastmaske. Dvs. hvis man vil have, at det færdige arbejde skal være 22 masker i bredden, så skal man slå 22 masker op PLUS 1 til at vende med. Sådan siger hæklelærebøgerne i hvert fald. Men for at undgå at mit hækletøj får en hale, så plejer jeg at droppe vende-luftmasken for enden af den allerførste luftmaskerække. Dvs. hvis jeg vil have, at det færdige arbejde skal være 22 masker i bredden, så slår jeg 22 masker op. Punktum. Og så laver jeg 2 fm i den sidste luftmaske før knuden på den første række af fastmasker. De to fastmasker lægger sig så udover knuden og skjuler den, når man kommer videre op. Det ser sådan her ud:

Her ser det stadig lidt skævt ud, men se så her, hvordan det ser ud, når man kommer videre op:

Bum. Helt lige kant. Og kun med den hale, der kan hæftes ind uden problemer.

Kunne du tænke dig, at jeg viste andre hækletip frem på bloggen? Så smid en kommentar om, hvad du gerne vil se. Og hvis du gerne vil se tips'ne live, så holder jeg løbende hæklekurser - jeg annoncerer dem her på bloggen, når der er nærmere detaljer for kurserne i 2014.

lørdag den 23. november 2013

Hæklede sutsko til mig selv

Da jeg havde hæklet kaninsutskoene til min mor, var der lidt garn til overs, så jeg besluttede, at mine egne sutsko også godt kunne trænge til en udskiftning. Jeg har hentet inspirationen fra mine hæklede pandebånd med bolde, og de endte med at se sådan her ud:

Selve sutskoen er hæklet i Incawool og Silk Mohair. Mohairen er lidt mørkere end Inca'en, så de er blevet melerede, hvilket jeg synes rigtig godt om.

Opskriften på selve skoen er fra The Happy Hooker, og boldene har jeg freestylet i alle mulige forskellige garnrester...

 ...bl.a. noget guldgarn. Det er det argeste l*** at hækle i, men det glimter så fint, når man er færdig.


Inden længe kommer der et lignende par sutsko på højkant her på bloggen. Stay tuned - jeg brygger på noget sjovt i december..

onsdag den 20. november 2013

En dag i mit liv

Jeg læste et sjovt indlæg hos Ulla om en dag i hendes liv og fik lyst til at lave et lignende her på bloggen. Jeg skulle bare lige ramme en dag, hvor jeg var klar fra starten - det blev så i går, tirsdag d. 19. november 2013. Det kan være lidt svært at sige, hvad der er en typisk dag for mig, for jeg har meget skiftende arbejdstider og dermed også forskellige døgnrytmer. Men denne dag er et udmærket bud på en "normal" dag.

Her på bloggen har jeg ikke skrevet så meget om mit arbejde - det er noget helt andet end mit blogliv - men nu springer jeg ud i det. Jeg arbejder i DR, nærmere betegnet P4 København og P4 Sjælland, hvor jeg laver trafikradio (ja, dem der afbryder musikken på P3...). Vi sender fra DR Byen fra kl. 05 om morgenen til kl. 22 om aftenen og mine vagter skifter inden for det tidsrum. Ligenu har jeg en lang periode med morgenvagter, hvilket betyder, at jeg møder kl. 05 og har fri kl. 11. Udover at lave trafikmeldinger i radioen har jeg også nogle administrative opgaver, som spænder vidt og herunder ordner jeg også forefaldende opgaver på P4 Københavns redaktion. Jeg arbejder 30 timer om ugen fordelt på ca. 6 timer om dagen...men det svinger lidt afhængig af mine vagter.

Jeg bor sammen med der Mann, som har et "almindeligt" 8-16 job, og det betyder, at vi indimellem arbejder forskudt, så vi kun ser hinanden tidligt om morgenen og sent om aftenen. Heldigvis er det sjældent sådan i længere perioder, og når jeg har morgenvagter, har vi hele aftenen sammen, med mindre vi har sociale aftaler "ude i byen". Vi bor i en toværelses andelslejlighed i København.

Sådan ser en dag ud i billeder:
Når jeg har morgenvagt ringer vækkeuret kl. 4.00...og ja, det føles ligeså uhyggelig tidligt, som det lyder. En af mine absolut dårligste vaner er, at jeg snoozer på mit vækkeur, før jeg står op. Jeg har gjort det i årevis, men efterhånden har jeg bragt det ned på, at jeg kun snoozer to gange - også for Der Manns skyld (storsindet af mig, I know...). Det betyder, at jeg står op ml. kl. 4.20 og kl. 4.30. Denne dag er jeg imidlertid ved at sove over mig, så jeg kommer først ud af sengen kl. 4.35. Det betyder, at jeg er lidt sent på den, men hvis jeg ikke skulle have taget billeder til bloggen, så havde jeg sandsynligvis nået det til kl. 5. Som I nok kan regne ud, så er det ikke den vilde smukkeseren, der foregår om morgenen inden arbejde (og jeg er heller ikke specielt kritisk i mit tøjvalg). Jeg spiser ikke morgenmad hjemmefra, det får jeg på arbejdet.

For tiden er jeg i bil på arbejde, selvom jeg sagtens kunne cykle. Hvad kan jeg sige om det?....jeg er mageligt anlagt. 

Kl. 5.07 er jeg på min plads med tændt computer.

Der er bestemt ikke meget fryns ved at være ansat i DR - og det er også fair nok. Men et af de goder, vi har, er morgenmad til dem, der møder kl. 5. Det er ikke Hotel Ritz, men det er alligevel fedt, at man kan springe den del af morgenrutinen over derhjemme. Nogen gange har jeg selv yoghurt med, men for tiden kører jeg den ind med ostemad. Selve udsendelsen begynder først kl. 6, så vi har timen ml. 5 og 6 til at få overblik over trafikken og til at spise en bid brød.

Kl. 7.20 er vi ca. halvvejs i morgenudsendelsen på P4 København. Det er en rimelig rolig morgen uden det store drama. Det er meget godt, for morgenfladen er godt pakket med valgstof. Her kan I se, min arbejdsstation. Mit arbejde består i at indsamle oplysninger om trafikken - her er telefonen det vigtigste redskab, men vi får også mails og holder øje med diverse hjemmesider. Alle oplysningerne skal vurderes, tilpasses og prioriteres og til sidst samles til de meldinger, man kan høre i radioen. Vi har faste trafikmeldinger fire gange i timen plus det løse. Det ser måske ret teknisk ud, men det er det faktisk ikke, for al radioteknikken bliver styret fra studiet, hvor morgenværterne står. De står i stueetagen, mens jeg sidder på 1. sal, men vi kan se hinanden via et webcam.

Efter kl. 9.00 er der ikke flere faste trafikmeldinger, og afhængigt af hvordan trafikken arter sig, bliver der mere ro på for os på trafikredaktionen. Fra kl. 10.00 går jeg over til mine administrative opgaver, men i dag smutter jeg hjemad i stedet for. Jeg skal nemlig ordne forskellige ærinder og praktiske ting i forbindelse med P4 Københavns valgsending om aftenen.

Jeg forsøger altid at ordne alle mine ærinder på vej hjem fra arbejde, så jeg ikke skal ud af døren igen. Er jeg først kommet hjem, er der stor risiko for, at jeg ikke kommer afsted igen.

I dag skal jeg følgende ting på vej hjem fra arbejde: Forbi Tiger og indkøbe et par småting til arbejdet til nogle madpakkeposer, jeg er blevet bedt om at lave til kommunalvalgsreporterne, på posthuset efter en pakke til mig selv, i Netto efter flere ting til madpakkerne og så skal jeg stemme til kommunal- og regionsrådsvalget.

Valget gør selvfølgelig, at denne dag adskiller sig lidt.


Kl. ca. 11.30 er jeg hjemme hos mig selv og jeg får lavet madpakkeposerne klar med sodavand, vand, slik og frugt, så de bare mangler en sandwich, som jeg skal hente senere. Herefter har jeg fri. Normalt ville jeg ordne forskellige praktiske ting herhjemme lige efter jeg kom hjem fra arbejde. Jeg har indført en praksis med, at jeg bruger 20 minutter hver dag på at rydde op/gøre rent/hvad der nu trænger. For meget ordentlige og ryddelige mennesker lyder det sikkert helt åndssvagt, at jeg er nødt til at lave den slags regler, men hvis jeg ikke gør det sådan, så ender jeg bare med at smide mig på sofaen.

Normalt er det også i det her tidsrum, jeg tager billeder til og skriver på bloggen, hvis der er noget, der er klar til at blive vist frem (på denne her årstid er der jo ikke særlig mange timer med dagslys).

Når jeg er færdig med det, spiser jeg frokost, og så slapper jeg af. Det foregår typisk vha. Netflix og noget krea.

Ligenu er jeg i gang med et projekt, der involverer en masse små bolde.

Normalt får jeg mig en middagslur på et tidspunkt. Jeg når sjældent at sove mere end 4-5 timer om natten, så ved 13-14-tiden er jeg som regel grydeklar. På en hverdag uden aftenplaner ville jeg være frisk, når der Mann kommer hjem fra arbejde, og jeg ville lave aftensmad til os. Men i dag er lidt anderledes, jeg skal en tur forbi arbejdet igen, og jeg rammer DR byen ca. 12 timer efter jeg var der første gang. Jeg får hurtigt sat kollegernes forplejning til valgaftenen og -natten af og ønsket god arbejdslyst.


Fra DR byen kører jeg hjem til bedsteveninden. De foregående år har vi set valg sammen, så vi har lavet en aftale om at se det sammen igen. Det kommer nu mest til bare at køre i baggrunden, mens vi taler om løst og fast.

Kl. 22.10 står jeg uden for min hoveddør igen. På vejen hjem får jeg lige tjekket ud, hvordan "de unge" dækker valget.

Kl. 22.30 ligger jeg i min seng igen. Vi skal lige vende verdenssituationen, der Mann og jeg. Jeg har udsigt til mit "natbord". Der ligger hæklenåle inden for rækkevidde og en klassiker, som jeg læser højt af, når vi ikke er totalt smadrede som i dag.

Sådan ser en helt normal, ikke-normal dag i mit liv ud. Hvis du selv har lavet et lignende indlæg, vil jeg gerne læse det - jeg synes, det er drønhyggeligt. Og hvis der er noget, du studser over i mit indlæg, så spørg endelig, jeg svarer gerne, hvis jeg kan.

Topscorere den seneste uge