Man tager jo ikke afsted på ferie uden et ordentligt lager af krea-projekter, vel? Således havde jeg pakket to strikkeprojekter, et hækleprojekt og et nyt patchworkprojekt, da jeg drog mod Jylland for snart tre uger siden.
Hækleprojektet blev til
hende her. Det ene strikkeprojekt blev næsten færdigt, men jeg kan desværre ikke vise det frem endnu, for det er til en gave. Det andet strikkeprojekt var
sorbeten, men den blev der altså ikke strikket særlig meget på. Det var simpelthen for varmt at sidde med uld i hænderne.
Jeg gav mig istedet i kast med et nyt patchworkprojekt stærkt inspireret af
Mejses smukke tæppe med miniblomster. Mine blomster er altså ikke nær så små, men stadig mindre end jeg har prøvet før.
De ensfarvede midterstykker går igen i flere blomster, men ingen af blomsterne har ens mønstret stof. Det er ret sjovt at sy, fordi blomsterne bliver meget forskellige.
Planen er, at de med tiden skal blive til et tæppe til campingvognen, men det kan godt være, der liiige går et par sommerferier til, inden det bliver aktuelt. Der er i skrivende stund 64 blomster og det er kun en brøkdel af det, der skal bruges, tror jeg.