Om tøj og kropsbilleder

I går var jeg til et skønt arrangement hos Nanna fra How to do fashion, som satte gang i en masse tanker om tøj og kropssyn. Jeg har lyst til at skrive lidt om det her, og det bliver måske et lidt atypisk blogindlæg fra min side, men jeg håber, du har lyst til at læse med.

Eftermiddagen startede egentlig lidt dumt. Arrangementet begyndte kl. 17, og det var sådan lige til øllet, at det kunne nås. Der Mann kommer hjem fra arbejde ca. 16.30, og så skulle jeg nå at komme med offentlig transport var Tårnby til Bredgade på en halv time. Det var do-able, hvis jeg var klar til at gå ud af døren, når han kom hjem. Jeg åbnede mit klædeskab og kiggede ind på en hel tøjstang fuld af kjoler. SUK! Ingenting, at tage på. Det, der hang der, var enten for slidt, for småt, for kedeligt, for ammevenligt. Jeg prøvede et par ting på, som absolut hørte til i kategorien for småt. Nå. Man vil jo gerne se ordentlig ud, når man skal ud blandt andre (der syer selv). Jeg endte med en af mine go-to-kjoler. En oversize model, som jeg har syet efter en købe-kjole fra COS. Sort og så en blå jakke. Det gik an.

Toget var forsinket, så klokken var allerede over 17, da jeg stod af på Østerport. Skynde sig ned af Grønningen og ind til Bredgade 73, hvor det fabelagtige Else Schneider Showroom dannede rammen om releasen. Mit hjerte sank helt ned i de håndsyede italienske sandaler, da jeg trådte ind af døren. 90% af de fremmødte var i fuldt vintagedress med tylskørter og bobbet hår, cat-eye briller og rød læbestift. De var så fine, og jeg faldt totalt igennem. Nanna bød mig til gengæld hjerteligt velkommen og skænkede mig en fin rød drink. Humøret steg lidt. Jeg var jo for hulen ikke inviteret for at komme i vintagetøj, men fordi jeg kan lide at sy mit tøj selv.

Nanna er mønsterkonstruktør og har lavet en linje med snitmønstre, som er inspireret af tøj fra 40'erne, 50'erne og 60'erne, og anledningen for arrangementet i går var release af to nye snitmønstre i serien. Disse er lavet i samarbejde med Pia fra Storms Magasin. Pia er all about vintage, og mønstrene er lavet, så de ville falde naturligt ind i hendes garderobe. Deraf alle de fremmødte i strutskørter.

Udover at få mulighed for at se de smukke opsyede modeller, drikke flashy drinks og spise lækre kager, så bød aftenen også på lidt tungere skyts. Pia og Nanna fortalte hver især om deres baggrund for at "gå over til vintage". Pia fortalte hvordan hun følte, at hun pludselig kunne føle sig hjemme i sit tøj, fordi det meste vintagetøj er lavet til kvinder med former. Nannas oplæg var dog det, der for alvor satte tankerne i gang. Hvorfor har vi en modeindustri, der konsekvent laver tøj til een bestemt type kvindekrop? Den høje, slanke krop uden de vilde udsving? Hvorfor har mange kvinder en ide om, at de bare liiige skal tabe 5 kilo, og SÅ skal de sy den og den kjole til sig selv? Hvad med, at vi "bare" syede noget tøj, der passer til den krop, vi har ligenu? Uanset om den er tyk/tynd, høj/lav, kurvet/kasseformet. Og hvis vi så taber de 5 kilo - så kan vi vel bare sy en ny kjole? Nannas drøm er, at flere kvinder vil begynde at sy tøj, der passer, til dem selv, så de ikke skal stå og råbe af deres klædeskab i hele og halve timer efter de burde være gået ud af døren. Og nøj, hvor jeg synes, den drøm er værd at stræbe efter! I hvert fald for mig personligt. Jeg tror ikke, at løsningen for mig bliver at gå i vintagetøj, men derfor kan man jo godt tage nogle af tankerne til sig. Og mønstrene for den sags skyld. De skal jo sagtens bruges som basis for andre stilarter også.

Jeg har nemlig tænkt en del over det her med kropssyn, efter jeg blev mor til en lille pige. Min krop har været mit yndlingshade-emne lige så længe som jeg kan huske. Diverse kure og elevator-vægt har fulgt i kølvandet på det, og resultatet er, at jeg stadig vejer over 80 kilo og er en str. 44 (minimum). Da min datter blev født, traf jeg en aktiv beslutning om at åbenlyse slankekure og kropsbashing var et overstået kapitel. Jeg vil IKKE videreføre det mønster til min datter. Og derfor var det bare sådan en skøn oplevelse at gå hjem med tanken om, at jeg kan få mit tøj til at passe til mig og ikke omvendt. Jeg siger ikke, at det er hele arbejdet, for alle de års negative tanker bunder selvfølgelig i noget andet end tøj. Men tingene er forbundet. Og hvis man kan starte med at have noget tøj, der passer, så er man måske på vej.

Tak, fordi du læste med. Har du lyst til at se Nannas mønstre, så er de lige HER. De nye hedder No. 8 Svanneke og No. 9 Rønne. Nanna tilbyder også kurser i syning og mønsterkonstruktion, hvis du også er blevet hooked på tanken om tøj, der passer til DIN krop.

Jeg vil rigtig gerne høre dine tanker om tøj og krop i kommentarfeltet.

 

For en god ordens skyld: Arrangementet var for særligt indbudte. Vi fik hver især en goodiebag, som indeholdt de to nye mønstre. Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at kigge på dem, men når jeg får afprøvet dem, kommer der måske en anmeldelse her på bloggen.

Noget om at længes del 1

Da jeg syede det nye skråbånd på pigens barnevognssele gik det op for mig, hvor meget jeg egentlig har savnet at sy. Tiden og overskuddet har simpelthen ikke været der i flytte- og byggerod, graviditet og alle de andre ting, der har krævet min opmærksomhed de sidste par år. Nu var den der pludselig igen, trangen. Jeg drømmer om at forny min garderobe, inden jeg skal begynde på arbejde igen, men det er snart, og jeg ved ikke om jeg når det. Pigen bruger ikke sin ungdom på at sove - i hvert fald ikke om dagen - så der er grænser for, hvad jeg kan nå i løbet af dagen.

Men...i gang med et eller andet syprojekt ville jeg altså! Og jeg besluttede mig for at kaste mig over et simpelt et omend temmelig omfattende projekt. Jeg begyndte på et patchworktæppe, fordi jeg havde set et pænt et ovre på Pinterest, som virkede rimelig lige til. Det tager lidt tid, men selve sydelen er totalt nem og bare derudaf. Og der er megafedt at få trillet nogle kilometer med symaskinen igen. Hurra!

Så meget for kreakontoret - jeg sidder i stuen og syr det for ikke at vække pigen.

Indtil videre har jeg kun brugt af mit stoflager...

Tomatkit

Ved førnævnte fødselsdag (se forrige indlæg) var der naturligvis også en ting til min veninde og hendes kæreste - og der var såmænd også en hjemmelavet del. De har for nylig fået altan og har ønsket at forsøge sig med en lille altanhave. Så jeg havde sammensat et tomat-kit til dem, som indeholdt:

- Tre tomatplanter
- En kapillærkasse
- Plantesæk
- En lille håndtegnet vejledning til, hvordan jeg selv dyrker tomater.

Sidstnævnte ser sådan her ud:

Vejledningen er lamineret, så man kan røre ved den med jord på fingrene og også spilde lidt vand, uden den bliver ødelagt.

Jeg er på ingen måde en ørn til at tegne, så det er lige dele grænseoverskridende og sjovt at tegne noget til andre (voksne). Jeg glæder mig til at følge deres tomat-projekt på sidelinjen.

Hundedækken til Otto

Som jeg har skrevet om flere gange her på bloggen, så skal man være forberedt på at få bløde, hjemmelavede gaver, når man er på gave med mig. Det er ikke hver eneste gang, der er overskud (eller ideer) til at lave noget selv, men der sniger sig ofte et eller andet håndarbejde ind. Således også, da jeg var til tredobbelt fødselsdag i tirsdags hos min veninde, hendes kæreste og hendes hund, Otto. Jeg har tidligere strikket en trøje til Otto, som kan ses HER, men Otto kommer til at tisse op ad maven op den - åbenbart et ret udbredt fænomen hos hanhunde (ja, hvad ved bønder om agurkesalat...) Derfor ønskede han sig en trøje i et mere maskinvask-venligt materiale end ren uld. Fair nok.

Jeg besluttede mig for i stedet at strikke et dækken i ren bomuld. Jeg tog endnu engang udgangspunkt i en opskrift fra bogen Hundestrik af Sys Fredens, men måtte rette til i forhold til strikkefastheden. Modellen i bogen er strikket i noget tykkere garn, men det gik egentlig rimelig smertefrit med tilretningerne. Dækkenet er strikket i "Pride-farver", så Otto kan tage alle med storm til Copenhagen Pride, som de plejer at deltage i. Jeg synes - i al beskedenhed - at det blev ret godt.

Fine, velopdragne Otto. Poserer han ikke bare fint?

Pift til barnevognsselen

Vi har købt vores barnevogn brugt, og vi har været superglade for den. Den så nærmest ubrugt ud og desuden har det aldrig været min drøm at få en spritny vogn - den skulle bare være mørkeblå. Der fulgte også en barnevognssele med i købet, men den skænkede jeg ikke mange tanker, da jeg stadig var gravid og der var længe til, at den skulle i brug.

Da jeg fandt den frem fra gemmerne, så den imidlertid temmelig slidt ud i skråbåndet rundt i kanten. Det var helt mørt. Selve selen var der ikke noget galt med, og jeg kunne måske også have levet med det møre skråbånd, og så igen... På under en time fik den lige for 12 kroner pift, og det var helt skønt at få brugt symaskinen igen. Nu har jeg lyst til at sy endnu mere.

Liberty-look-alike-skråbåndet er købt lige HER.

I får lige de klassiske før/efter-billeder:

Før:

Efter:

Projekt parcelhus: Noget om nicher

I et af de foregående indlæg om parcelhuset nævnte jeg, at vores hus har mange nicher, som vi har valgt at udnytte til forskellige funktioner. Nogle rammer "bare" møbler ind. Andre har fået en reel funktion i vores indretning af huset. Og hvis jeg selv skal sige det, så er flere af funktionerne temmelig smart tænkt. Altså....når man ser dem i det færdige hus, er det jo ikke sådan, at man tænker "hold da op, det er jo fuldstændig genialt fundet på". De virker logiske. Og netop derfor bliver jeg så glad for dem. Det praktiske og æstetiske spiller sammen, og det virker som om, at nicherne har været tænkt til den funktion altid. Men ingen af dem har været i brug på den måde, før vi flyttede ind.

Vi har en ret stor vinkelstue, og vi bruger vinklen til sofahjørne. Ved siden af sofaen er et lille indhak, som egentlig lidt svært at indrette, fordi sofaen står lige foran. Men jeg synes, det fungerer fint med hylden og uret, som begge dele er arvestykker fra der Manns familie. På gulvet står nogle potteplanter.

I nichen i entreen står min oldemors klædeskab, som jeg har vist frem ved tidligere lejlighed. Vi overvejede kort at sløjfe væggen, da vi lagde nyt gulv i entreen, men besluttede alligevel at beholde den.

Nede under pejsen er der et lidt uforklarligt hulrum. Den er formentlig tiltænkt opbevaring af brænde, men nu er det sådan, at vi fyrer med de der briketter af hårdt sammenpresset træ. De er ikke just dekorative. Så i stedet har jeg snedkereret en lille skuffe, der kan rulle ind under pejsen.

Skuffen er lavet af resterne fra da vi lagde nyt tag.

Jeg har lånt min fars dyksav til at lave den. Det er ret sjovt at være krea med powertools, og jeg kunne sagtens finde på at lave flere ting - der er mere plade i overskud.

Der hvor vi har spiseplads, har der engang været et værelse, og af uransagelige årsager, har de tidligere ejere valgt at lade en lille stump væg stå, da de nedlagde værelset. Vi har bevaret det, fordi det laver en perfekt indramning om skænken. Da vi var ude og se huset første gang, tænkte jeg: "Der ville skænken stå flot", og det var også noget af det første vi målte op. Den kunne lige være der. Alligevel blev jeg lidt svedt, da vi skulle sætte den på plads. Havde jeg mon målt forkert? Det havde jeg ikke, men der er kun omkring 4 cm luft på hver side af den.

Ude i badeværelset er der igen et lidt uforklarligt fremspring i væggen. Vi tror, det har noget med udluftningskanalen at gøre, men er ikke sikre. Fremspringet er udnyttet til spot over spejlet, og det er en af de løsninger, jeg er allergladest for i huset. Det giver et rigtig godt lys ved spejlet og samtidig er det rimelig neutralt. Indtil jeg fik ideen, havde jeg turet nettet tyndt efter badeværelseslamper uden at finde noget, jeg kunne lide.