onsdag den 23. marts 2016

Projekt have

Påsken er havens højtid. Det ses jo tydeligt på mængden af trailere på vej mod genbrugsstationen fyldt med gamle grene eller på vej hjem igen med jord/haveredskaber/planter. Og det giver mig lyst til at skyde gang i en ny følgeton her på bloggen: Projekt have. Jer, der har haft have i mange år, kommer garanteret til både at ryste på hovedet og grine jeres r*v i laser over vores haveprojekt. Vi er totalt nybegyndere begge to med alt hvad dertil hører af naivitet og jubeloptimisme. Vi lægger store planer og rykker om - på tegnebrættet. Lad os nu se, hvad der lykkes i praksis...og hvilke ting, der får lov at vente så længe, at vi når at lægge andre planer i mellemtiden. Vi er i hvert fald fulde af gode ideer og forventning. Dog er vi også indstillet på, at arbejdet med haven kommer til at tage flere år, men det er egentlig også okay. Vi tager det lidt ad gangen.

Haven har (pånær drivhuset) ligget ret uberørt hen, mens vi har boet i huset. Vores fokus har været på at få et beboeligt hus, så vi har mest bare klippet græsset og hækken. Jeg lagde ellers hårdt ud med at erklære krig mod skvalderkålene, men da jeg var gravid sidste år, så tabte jeg den kamp på forhånd. Men det er jo ikke kun af det onde, at haven har fået lov at stå. Den var et vildnis, hvor tingene var løbet løbsk, allerede inden vi overtog den. Men jeg synes alligevel de to år, vi har boet her og ladet den være, har hjulpet os til at få et overblik over, hvad der egentlig er af planter i haven. Både blomster, buske og frugttræer - og minsandten også asparges og nogle få kartofler har været en dejlig overraskelse at følge med i. Og det skylder man egentlig sig selv, når man flytter ind et nyt sted, inden man begynder at rive hele molevitten op. Lige at lure lidt på, hvad der er godt, og hvad der skal laves om. Mit skrækscenarie var, da vi fik ny baghavenabo, og de som det første jævnede haven med jorden og lagde rullegræs over det hele. Bevares, man må jo gøre som man vil med sin egen grund, men alligevel - at der ikke var en enkelt lillebitte gevækst, man synes var værd at bevare....

Det er vores udgangspunkt med haven her, at den har mange fine kvaliteter, og vi vil forsøge at bevare en del af de planter, der allerede er her. Den tidligere ejer var gartner, og man kan sagtens se de fine tanker, der ligger bag opbygningen af haven. Der er f.eks. næsten noget i blomst gennem hele sæsonen. Men vi BLIVER nødt til at tynde lidt ud. For tingene står simpelthen for tæt, så de kvæler hinanden og vokser i mærkelige retninger for at få lys. Og så havde gartneren en forkærlighed for kirkegårdstræer som tuja, taks og andre grantræer, som jeg bestemt ikke deler. De kommer nok til at lade livet, de fleste af dem.

Nå, men det er jo ikke sjovt bare at snakke om tingene - jeg må også hellere vise lidt frem. Her bider jeg simpelthen hovedet af al skam og viser jer vores vildnis. I må gerne synes, det ser vildt uoverskueligt ud, men jeg har det nok også lidt ligesom, når man gerne selv må kritisere sin kæreste, men ingen andre må. Eller rettere: Jeg håber, I vil tage de kreative briller på, og heppe lidt på projektet, som I har gjort med huset.

Vores have er delt op i to ca. lige store felter, som udgør hhv. forhave og baghave. Og så er der en pænt stor terrasse med fliser og også et område ved indgangen til huset.

Her har vi allerede været lidt i gang med at tynde ud. Der stod et stort grantræ lige foran vinduet, så det har vi fjernet. Planen er, at den eneste høje gevækst, der skal blive her er magnoliaen og så drømmer jeg om at få et rosenbed her. Evt. også med hortensia - der står nemlig nogen i forvejen. Jeg ved ikke, om hortensiaer og roser kan lide at være naboer...så langt er jeg ikke kommet i min research.

Ud mod vejen. Her har vi også tyndet lidt ud i de stedsegrønne, høje træer. Og dem der har fået lov at stå er blevet opstammet. Jeg vil gerne have hækken lidt højere, inden vi fælder dem helt. Og så er planen, at de relativt store buske, der står ud mod græsplænen skal flyttes ind mod hækken, så der er plads til nogle mindre blomster. Det store grantræ i forgrunden står midt i det hele, og det bliver fjernet, og det samme gør den lille terrasse nedenunder. Der Mann vil gerne have lidt mere græs at trille en bold rundt på.

Mere kaotisk forhave. De to grantræer bliver fældet, for der står en magnolia, der har potentiale til at blive rigtig smuk. Den har bare ikke fået lys nok (jeg håber, det er derfor, den ikke rigtig har blomstret endnu). Og så skal den også lige befries for den blåregn, der har snoet sig ind i den. Blåregn er giftig, og vi har diskuteret lidt, om den skal fjernes, når nu vi har et barn susende rundt lige om lidt. Men den er så smuk, så jeg tror, den får lov at overleve... Her hører jeg gerne input for og imod.
Til venstre i billedet ser I en forsytia. Den har jeg det virkelig dobbelt med. På den ene side kan man jo kun elske den for at være tidligt ude med blomsterne, men på den anden side så ser de der skriggule blomster altså også lidt overdrevne ud, mens alt andet stadig er gråt og brunt.

Havens pt. største øjebæ er "det blå skur". Det trænger i den grad til en udskiftning, men der er lige et par andre ting, der er højere på prioriteringslisten først. Op mod muren ind til naboen er det planen at lave et bed med diverse bærbuske. Der er en del forskellige sorter i haven allerede, og vi har tænkt os at prøve at flytte dem og krydse fingre for, at de overlever.

Drivhuset er en klar favorit i haven, og lige om lidt skal vi til at gøre klar til en ny sæson. På sigt ønsker vi os at få lavet en støbt eller muret sokkel under. Det har jeg set et par steder, og det er vildt flot, synes jeg. Bag drivhuset er der lige nu en MEGET kaotisk køkkenhave. Her vil vi lave højbede og måske plante et frugttræ mere, sandsynligvis et pæretræ.

Fliserne her skal også tages op. Og så skal der også ryddes lidt ud i mængden af stedsegrønne træer. De står desuden temmelig langt fra skel, så der er mulighed for at "udvide" haven med 1-2 meter.

Terrassen. Her skal vi have lavet en slags pergola. Om sommeren er her supervarmt, så der vil vi gerne have noget overdækning, og det bliver så i form af et sejl, der kan hænges op i pergolaen. Om vinteren vil vi nemlig gerne have alt det lys ind, vi kan få, og derfor har vi fravalgt den permanente overdækning. Nåja og fliserne skal nok også skiftes engang, eller i hvert fald rettes lidt op.

Phew, man kan godt blive helt svedt ved tanken om alle de projekter, der venter, men vi tager det rimelig køligt og et træ og et bed ad gangen. Det skal nok blive godt. Vi er i øvrigt åbne for input og gode ideer. Hvilke planter er gode/smukke/(nemme) at have i sin have? Og har du gode/dårlige erfaringer du vil dele? Så bare hit med det hele.

søndag den 13. marts 2016

Objekt

For noget tid siden så jeg ovre på Instagram, at strikkekunstneren Stine Leth søgte strikkere til et projekt, hun var i gang med. Jeg har fulgt Stine gennem et stykke tid, og jeg var fascineret af hendes stil, som er totalt uden for boksen i forhold til de gængse strikkekonventioner. Det havde jeg lyst til at prøve selv. Jeg skrev til Stine og bad om instrukser, og for en relativt inde-i-boksen-strikker som mig, var den skræmmende melding: "bare strik løs". Det føltes lidt ligesom fristil i folkeskolen. Når emnerne er givet på forhånd, sukker man efter friheden, men når man så endelig får den, så er den faktisk også en begrænsning. Jeg tog lidt tilløb, men da jeg fik fundet kassen med restegarn frem var det som om, det gav sig selv. De første dele blev hæklet og så har jeg strikket dem sammen til sidst. Og når man først vender sig til friheden, så er det faktisk ret sjovt at strikke uden regler. Det gav mig faktisk mod på et par teknikker, som jeg har lyst til at udforske lidt mere inden for konventionerne også.

I skrivende stund mangler Stine ikke flere objekter, men du kan følge projektet på hendes Instagramprofil (@stinelethdk). Måske får du også lyst til at strikke uden regler?

Mit objekt er nok mest i kategorien "mere sjælden, end køn", men det har faktisk også sin meditative styrke at strikke uden at skulle tænke så meget på skønhed.


De her hæklede snore i luftmasker, der er strikket ind i objektet, synes jeg giver en flot effekt. Især i det her flamé-uldgarn.

tirsdag den 8. marts 2016

Glædelig kampdag

Jeg har flere gange tidligere lavet et indlæg på bloggen i anledningen af Kvindernes Internationale Kampdag. Og ja, i år har jeg lyst til at bringe det op igen, selvom (eller måske netop FORDI) det ellers er sådan lidt udskældt at være feminist i disse dage. "Nogen" mener åbenbart, at hvis der stadig er kvinder rundt om i verden, der er undertrykte og lever under kummerlige forhold, så er det feministernes skyld, fordi de ikke har gjort det godt nok. Jeg synes nok lidt, at det svarer til at bebrejde brandmændene, at der stadig er brande her i verden.

Nå, men jeg vil egentlig bare linke til en artikel om feminister og strik, som du måske kunne synes var interessant. Den er også spændende, hvis man blot er vild med strikkens historie. Læs den HER.

Denne her lille loppe inspirerer mig til dagligt at forsøge at walk the talk i forbindelse med mine feministiske idealer. Det er ikke nemt. Men hvem havde egentlig også sagt, det skulle være det.

mandag den 7. marts 2016

Projekt parcelhus: Husbogen

Som I ved, har jeg løbende taget billeder af vores parcelhusprojekt. Det har hele tiden været min plan, at jeg ville lave en fotobog med billederne og forære den til mine forældre og der Mann. Den oprindelige plan var, at de skulle have haft den til fars dag (forrige år....hahaha...åh, hvor naiv og optimistisk kan man være...). Nå, men da vi blev sådan nogenlunde færdige i sommer, besluttede jeg, at den skulle gives til jul. Heldigvis havde jeg arbejdet på bogen on/off i hele processen med at bygge hus, så det var kun finjusteringer, der manglede. Det kan ellers godt være lidt af et projekt at få lavet sådan en bog.

Jeg har også gradvist tilføjet sider efterhånden, som husprojektet greb om sig. Og den færdige bog er knap 100 sider. Jeg havde fulgt nogle af anbefalingerne i denne DIY, bl.a. havde jeg valgt nogle få layouts og lod dem gå igen, så det ikke blev for rodet.


De fleste af opslagene følger skabelonen: Før-billeder / færdigt rum og så procesbilleder. Der er suverænt flest procesbilleder, men det er også de sjoveste at kigge på her bagefter, synes jeg.


Enkelte af billederne har jeg brugt et helt opslag på. Det er stemningsbilleder og en del "hold-fotos", som vi har taget løbende.

Bagerst er der en slags dagbog over projektet. Det meste af det er indlæg her fra bloggen, der er rettet lidt til.

Der er et hav af hjemmesider, hvor man kan bestille fotobøger. Jeg har valgt en, jeg tidligere har brugt. Men selvom jeg er godt tilfreds med kvaliteten af bogen, så levede de ikke op til mine forventninger vedrørende levering. Derfor har jeg valgt ikke at linke til dem i dette indlæg. Og jeg kommer også til at bruge en anden hjemmeside næste gang, jeg skal lave en bog.

onsdag den 2. marts 2016

Bodykjole x 2

Da jeg fik det nyeste Maries Ideer ind af døren, var det lidt som at vinde i lotteriet. Deri var nemlig opskriften på både en hæklet flamingo fra Edvards Menageri (yay!) og bodykjolen fra Knitting for Olive, som jeg har haft på strikkelisten, siden hun viste den på instagram første gang. Totalt god oplevelse.

Jeg kastede mig derfor ud i bodykjolen til pigen, og den er bare rigtig sjov at strikke. Hulmønster er en af mine favoritter, og så var det sjovt at prøve teknikkerne, som fik skørtet sat sammen med bodystockingen. Der er dog et par ting ved opskriften, som jeg kunne have ønsket anderledes. Måske mest udtryk for min egen magelighed, men jeg ville bare elske, hvis der stod i opskriften, hvor mange masker, man har på omgangen efter diagrammet er strikket. Det ville spare mig for en tælletur. Og hvis der så yderligere bare stod i opskriften, hvor mange masker, man skulle tage ind (og måske endda med hvilket interval, så man ikke selv skulle regne det ud), så ville det være ren luksus. Det gør det ikke. Men jeg synes nu stadig, det var en god oplevelse at strikke den. Og resultatet er jeg også rigtig godt tilfreds med.

Jeg har strikket i Anina fra Filcolana. Det er en superwash merinould, som bare er rigtig lækker. Jeg købte garnet på Ærø sidste forår, da jeg stadig var gravid. Det er så hyggeligt at strikke i mine garnsouvenirs.

Knapperne købte jeg på AOH-messen i Rødovre. Det er perlemorsknapper, og de fanger den rosa farve så pænt, synes jeg.

Da jeg var færdig med pigens bodykjole, var der en sjat garn til overs, og jeg besluttede at freestyle en lille udgave til pigens Dukke.
Jeg har taget udgangspunkt i opskriften i bladet, men selvfølgelig tilpasset en hel del. F.eks. er mønsteret på skørtet noget anderledes, fordi der ikke var plads til hele rapporten fra den store model.


Topscorere den seneste uge