I går afleverede jeg nøglerne til min lejlighed, og således er en æra slut. 10 år nåede jeg at bo der. 10 dage nåede den at være til salg, før en anden kunne se, hvor fint et hjem det er.
Da jeg åbnede dørene til lejligheden for sidste gang og trådte ind i de tomme rum, fik jeg den vildeste fornemmelse af dejavu. Ligesom på film, hvor det hele lige flimrer et kort sekund og forskellige scener passerer revy. Det hele så så småt ud, men samtidig var der så mange ting, jeg huskede.
Mig selv om 20-årig. Med ultrakort hår og netop kommet ind med firetoget. Nystartet på uni og klar til et nyt kapitel.
Eksamenslæsning og opgaveskrivning til de små timer. Læsegruppemøder med de skønne nye venner fra uni.
Venindesnak med de gamle veninder fra Jylland også til ud på de små timer indimellem.
Fester. Masser af skønne, sjove, skøre fester. Og middage! 9 gange har jeg holdt Mortens aften og bespist 10-15 mennesker i min lille stue. Bedsteveninden har mødt sit livs kærlighed lige der.
Latter og tårer. Livet i almindelighed. Det er ikke noget tilfælde, at bedsteveninden siger "Vi er blevet voksne her".
Nu har jeg givet det videre, og det er helt vildt mærkeligt! Men også dejligt, for jeg er klar til at gøre Parcelhuset til vores nye hjem og lave en masse fine minder med det som base. Men i dag skal jeg lige være lidt sentimental.... Jeg har plukket lidt billeder hist og pist fra bloggen.
Tillykke med det nye kapitel i dit livs bog <3
SvarSletTusind tak! Det var en fin måde at sige det på :-)
SletÅh, sød sentimentalitet - og endda et billede af ham der fra den der magiske aften. Jeg glæder mig til de næste ti år!
SvarSletDet var nemlig magisk. Det var på mange måder også et vendepunkt for mig. De næste 10 bliver OGSÅ fabelagtige. Du glemmer alt om ideen om Vanløse og flytter til Amager med ham der. Yay!
SletHvor fint <3 Og lidt sørgeligt. Jeg bor selv på 4. år i min første lejlighed, og kan slet ikke forstå at jeg en eller anden dag, jo nok skal forlade den. Det er jo mit hjem! :D
SvarSlet- Anne
Præcis! Jeg spurgte hos mægleren, hvem der havde købt lejligheden og da hun spurgte, om det gjorde nogen forskel, svarede jeg: "JA! Det er jo mit hjem!" :-)
SletJeg har flyttet tit (også for tit) og hver gang har jeg haft lige præcis den følelse du beskriver. Man bliver forbundet med sit hjem, det er som om minderne maler væggene og for mig tager det hver gang tid før et nyt hjem rigtigt er hjemme. Til gengæld er det jo sjovt det der med at bygge op og især når man skal gøre det sammen med dem man vil dele resten af livet med. Tillykke med det. Det skal helt sikkert nok blive godt.
SvarSletMan bliver nemlig meget tæt forbundet med det, synes jeg. Det er jo en sikker base. Og det tager lidt tid at have samme sikre følelse et andet sted.
SletFantastisk med det hurtige salg - så er i klar til et nyt kapitel, omend det er så vemodigt at sige farvel til det gamle, velkendte og trygge. Minderne kan ingen dog tage fra dig :-)
SvarSletHeld og lykke med huset :-)
Tak skal du have, Charlie. Vi er SÅ klar til alt det nye :-)
SletDejligt livsbekræftende indlæg, om gode minder.
SvarSletKom til at tænke på, da jeg for snart 9 år siden flyttede fra mit dejlige rækkehus, hvor jeg nåede at bo i 18 år.
Hvor min søn trådte sine barnesko, han fik sin første cykel, begyndte i skole osv osv..
Nu bor jeg i lejlighed og sønnike er for længst flyttet hjemmefra, og har iøvrigt selv stiftet familie.. :o)
Held og lykke med det nye hus, kærligheden og forhåbentlig mere bloggeri..
Tusind tak for de gode ønsker. Vi glæder os til at tage hul på det nye kapitel :-)
SletTotalt bagud her i blogland..
SvarSletHvor er det skønt med så mange dejlige minder. Nogle gange griber jeg også mig selv i at tænke tilbage og savne det, der engang var, og glemmer, at nye tider også bringer nye minder og stunder med sig videre. Således er jeg nu allerede begyndt at tænke tilbage på den hårdtarbejdende, men enormt hyggelige sommer, vi havde sidste år, da vi begyndte at male og gøre huset klar til indflytning - på rekordtid.
Her var der også en 8 år gammel bolig, der skulle tages afsked med. Det skete dog uden vemod.
Jovist var der sket mange ting, men vi (også manden, selvom han kun boede der i 5 år) var begge mere end klar til at komme videre i livet og overlade rækkehuset til en ny beboer til de ret-pensionerede naboer.
Men sjovt at tænke tilbage og om ikke andet, så sjovt at se et gensyn med sengen og flamingoen i julehumør! :-D