tirsdag den 1. februar 2011

Kender du denne der type butik...

...hvor man ville gå ind, hvis man en dag blev millionær og bare sådan lidt nonchalant sige: "Jeg vil godt bede om en af hver....og jeg vil gerne have det leveret". Sådan en butik er Designer Zoo på Vesterbrogade for mig. Lige nu har de 2. sorteringsudsalg og der er mange fine ting på udsalg. Jeg var forbi i går og jeg gik ikke tomhændet hjem.


En porcelænsvase fra Anna Carin Dahl. Jeg kan ikke rigtig se, hvad fejlen er, der gør den til 2. sortering, men det var faktisk gældende for rigtig mange af tingene på udsalget. Vasen er sart lyseblå indeni og den er bare rigtig fin sammen med mine Thora Finnsdottir vaser, som jeg i øvrigt også fik for en rigtig god pris til et julemarked sidste år.

Men som sædvanlig når man er på udsalg, falder man for noget, som ikke er nedsat. Således måtte disse to knager fra Signe Schjøth også med mig hjem (Hvis man vil have dem i sort, så er der stadig nogen nedsat). De er lavet af porcelæn med en rigtig cool effekt med glasuren. Jeg har en plan om, at de skal erstatte mine knagerækker i gangen, men de er ikke helt billige, så der går nok lige et stykke tid, før jeg har nok. Måske vil jeg sætte dem sammen med Muutos Dot knager. Det tror jeg kunne blive rigtig flot.

2.sorteringsudsalget i DesignerZoo varer i øvrigt frem til 19/2.

Hvilken butik ville du gerne bruge en million i?

mandag den 31. januar 2011

Hvad kalder man et højhus i Lapland?

Lap på lap på lap...

Jeg har hæklet flere oldemorfirkanter til slumretæppet (ja, det kaldte vi altså altid hæklede tæpper, da jeg var barn). Det er perfekt som afbræk fra længerevarende kreative projekter. Og der er nok gratis mønstre, at gå i gang med her.

64 firkanter er der nu. Jeg er lidt i tvivl om hvor mange, der skal bruges til et tæppe, men der er i hvert fald ikke nok endnu. Når der engang er nok, så vil jeg hækle firkanterne sammen med hvid. Jeg har nemlig set et tæppe, som Marolle er i gang med, og det ser rigtig flot ud. Mit får et noget anderledes udtryk, fordi det er lavet med firkanter og fordi næsten alle firkanterne er med forskellige mønstre, men netop derfor tror jeg også, det bliver flot med en hvid base. Og så har jeg en pokkers masse hvidt garn liggende. Jeg overvejer, at lave selve tæppet med fastmasker, men jeg ved ikke helt om det kan lade sig gøre. Det kommer i hvert fald nok til at tage sin tid. Men sådan er det. Det er godt at have projekter liggende klar.

søndag den 30. januar 2011

Søndag med Lillejas

Kærestens niece er en stor pige på 2½ år, som lige er blevet storesøster. Og mens forældrene kørte til blodprøve på hospitalet med Nanojas, passede vi Lillejas. Vi havde sådan en hyggelig formiddag:

Vi spillede klaver...

 ...læste højt...

...tegnede...

...lagde puslespil...

...og dansede til Hej Frede (Kæresten synger med: "Jeg går og hedder Frede, hvad hedder du?", Lillejas: "Nej, Farbror! Du hedder Farbror")

fredag den 28. januar 2011

Vintermad


Bacontern steges og sættes til side. Kyllingeoverlår brunes i baconfedtet og sættes til side. Perlespelt, vand og en grøntsagsbouillonterning hældes ned i den samme gryde og koges med frisk timian. Kyllingen lægges ned i gryden og koges sammen med spelt i ca. 20 minutter. Kyllingen tages op igen. Fintsnittet hvidkål, ærter og de stegte bacontern hældes ned til perlespelten. Kyllingen ned i igen. Færdig. Namnam.

onsdag den 26. januar 2011

Krea-kraftanstrengelser

Disse dage går med at få syet denne vinters absolut sidste vanter. Og det tør jeg godt garantere, for efter omkring 25 par vanter kræver det efterhånden en krea-kraftanstrengelse at gå i gang med dem.






Det er på tide med en pause fra vanter. Mit hovede er ved at eksplodere af ideer til forårs- og sommerprojekter, som jeg ikke kan vente med at prøve kræfter med. Jeg skal bare liiiige være færdig med de her sidste fire par.

tirsdag den 25. januar 2011

For sago da!

I award-indlægget, kom jeg til at skrive, at jeg er samler og Vibeke skrev, at jeg skulle vise samlingerne frem. Og pludselig blev jeg konfronteret med virkeligheden. Jeg samler jo faktisk ikke på noget specielt konkret. Jeg samler bare på ting, hvoraf de fleste ikke står fremme, udover dåserne, som jeg tidligere har vist frem.

Men det lykkedes mig at finde en slags samling som står fremme. Eller ja, det kommer an på, hvordan man definerer samling. Er to en samling?


Det kan godt være, at det ikke er en samling endnu, men jeg kan i hvert fald godt sige, at jeg samler på sagogrynskrukker. Hvorfor lige sagogryn?, spørger man sig selv. Fordi jeg sagodødeme synes, det er et sjovt ord!


'Samlingen' står oven på mine køkkenskabe sammen med vinkekatte-krukken fra New York, som ser fornøjelig ud i baggrunden.

søndag den 23. januar 2011

...på væggen der.

Camille Hverdagshjem har udfordret blogland til at vise, hvad de har på deres vægge. Det er en sjov udfordring, som jeg meget gerne vil tage op.


Sofastykket, som jeg har malet for næsten 10 år siden. Tæppet på sofaen var min julegave fra mig til mig. Jeg blev rigtig glad for det.


I den anden ende af stuen hænger disse to billeder, som et sæt tvillinger, jeg kender, har lavet, da de gik i børnehave. Jeg elsker dem for farverne og udtrykket. Og selvfølgelig fordi, de to, der har lavet dem, betyder meget for mig.


Ligeledes på en væg i stuen hænger fire bogstaver, som jeg har købt på et loppemarked. "Hvad står det for?" spørger folk altid om. Svaret er "Ikke noget" eller "Kom med et bud".


I gangen hænger en kopi af et gammelt fotografi. Motivet er mine oldeforældre. Jeg er ret vild med opstillingen, hvor hun står op og han sidder ned. Det giver et lidt anderledes indtryk af magtfordelingen i ægteskabet, end man måske kunne forvente.



Over sengen i soveværelset hænger et billede, som også har fulgt mig i 10 år. Det er malet af to af mine klassekammerater i gymnasiet. Ingen af dem ville eje det og jeg fik det på den betingelse, at jeg aldrig ville nævne deres navne i forbindelse med dette maleri. Så jeg holder pænt min mund, mens jeg glæder mig over, hvor meget 'pow!', der er i det billede.

Ved siden af kan man se hylderne over min kreaplads. Ikke specielt æstetisk, men så sandelig effektivt og i allerhøjeste grad nødvendigt.

Topscorere den seneste uge