søndag den 23. juni 2013

Boganmeldelse: Hæklede cupcakes

Dengang jeg begyndte at hækle små figurer, var der næsten ingen bøger om emnet på dansk. På Amazon var der til gengæld et rent overflødighedshorn af søde, sjove, skøre bøger med hæklede figurer....på engelsk. Derfor lærte jeg mig selv teknikkerne via de engelske termer og er i dag lettere hækle-skizofren, når det kommer til maskernes navne osv. I lang tid skrev jeg konsekvent mine egne opskrifter på engelsk, fordi det bare føltes mest naturligt.

Omsider er markedet for hæklebøger på dansk ved at udvide sig, og der er efterhånden mange fine, danske bøger om emnet. For nyligt modtog jeg Hæklede cupcakes fra Klematis, og jeg blev glædeligt overrasket over, at der nu også begynder at komme lidt mere niche-prægede bøger om hækling på dansk.


Bogen, som koster 100 kr, er bygget op om én grundopskrift på en cupcake, som man så kan dekorere på et hav af måder med forskellige toppings, frugter, krymmel og flødeskumskanter mm. Der er vist en masse eksempler, men de enkelte dele kan kombineres på kryds og tværs til en nærmest uendelig mængde af variationer - og der er vel at mærke både opskrifter for begynderne og for de mere øvede.



Hvad synes jeg så om bogen? Som jeg ser det, er bogens enkle set-up både dens største styrke og største svaghed. Jeg kan virkelig godt lide, at bogen opfordrer til, at man selv finder på nye kombinationer og ikke låser hækleren fast i de viste modeller. Det er hækling efter mit hoved. Svagheden er, at det er en niche-bog, og jeg må indrømme, at de tuttenuttede cupcakes ikke lige rammer mig, men på den anden side, så ville de sørme pynte i ethvert legekøkken, så måske jeg ændrer mening, hvis det engang bliver aktuelt.

Under alle omstændigheder så klapper jeg, som sagt, i mine små hæklende hænder over, at markedet for danske hæklebøger omsider kan bære en bog som denne. Hurra for det!

------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Det med småt: Jeg har modtaget et eksemplar af bogen for at kunne anmelde den.

4 kommentarer:

  1. Jeg synes - som dig - også at der mangler fokus på hækling i DK. Også et hæklemagasin á la Kreativ strik. Et sådant blad ville jeg gerne være med til at lave! Kh Charlotte

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det kunne være megafedt med et hæklemagasin! Der må også gerne komme en og hyre mig til at være med til det ;-)

      Slet
  2. Så lige bogen i boghandlen den anden dag - den er nu ret fin, og kan om ikke andet inspirere til fedtfattige kager;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha, ja det kan der selvfølgelig være noget om :-)

      Slet

Topscorere den seneste uge