onsdag den 23. juli 2014

Projekt parcelhus part 8

Ottende indlæg om vores lille hus, og der begynder virkelig at ske noget her. Eller...det har der gjort hele tiden...men af de store ting, som kan ses udefra. Vi har fået leveret en container til byggematerialer, og den er allerede fyldt op. F.eks. har vi købt et nyt, gammelt køkken på Den Blå Avis, som skal supplere det nye, gamle køkken i huset, og som skal forny vores bryggers. Der er også indkøbt fliser til væggene i køkkenet, som i det hele taget kommer til at tage sig noget anderledes ud end først tiltænkt. Men på den gode måde. Det var meget godt, at vi lige havde mulighed for at bo lidt i huset og mærke efter, inden vi kastede os ud i det. Og det bliver i øvrigt stadig med det fine, oprindelige Tectum-køkken, bare rykket rundt, så det hele står lidt mere praktisk.

Sommeren brager ned, og vi mærker virkelig glæden ved at have fået have. Græs under tæerne og tomater i drivhuset. Det bliver ikke kedeligt foreløbigt. Apropos haven, så har vi nu også lært, at der er forskellige slags snegle. De gode og de onde. Og selvom de gode ser onde ud, så skal man alligevel lade dem være. Vi har systematisk fjernet dræbersnegle fra drivhuset, og jeg fik virkelig kuldegysninger af en bestemt art, som var kæmpestor og grå med tigerstriber, så dem var jeg særligt efter. Det viser sig så, at det var en plettet gråsnegl, også kaldet leopardsnegl (toptrendy snegl i øvrigt), som åbenbart fordriver dræbersnegle. Jaja. Man kan jo ikke vide alt, vel? Og nu får grimriannerne så lov til at blive i drivhuset, mens vi fisker de brune ud.

Vi er færdige med at dampe tapet af i denne omgang, og der er nu snart (eller relativt snart) to værelser mere klar. Eller dvs. vi skal også have slebet gulvene på et tidspunkt, og det blokerer lidt for, at vi kan rykke rigtigt ind. På den måde fortsætter vores møbeltetris lidt endnu...

Et af de projekter, der ikke kan ses i det færdige hus, men som kommer til at gøre stor forskel alligevel er, at vi har tilføjet omkring 30 cm isolering i gavlene.

Min far graver efter vandrør i bryggerset.

Bjælken fortsætter gennem hele huset. I værelset er den dog blevet hvid. Den orange farve overtog hele rummet, så her bliver den mere afdæmpet.

Overflod!

4 kommentarer:

  1. Tak for Info om den plettede snegl... Flere har ladet livet her, men det er slut nu. Men ulækre er de nu stadig!

    SvarSlet
  2. Hvor lækkert med selvforsyning af lækre røde tomater.
    Min ene tomatplante er ved at knække helt sammen.. den ligner en, der tørster, men den har rigeligt vand - drikker bare ikke. Aner ikke, hvad jeg gør.. men tror den er død.
    En anden er knækket..
    Men den sidste lever heldigvis endnu..
    Det er frilands.. men har nu allerede et par gode fif til et nyt forsøg næste år! :)

    Snegle.. har lige i dag, faktisk, været ude og købe ferramol og været ude og drysse snegleslik i haven.. Har nogle brune klamme fætre. Ik voldsomt mange og ved egentlig heller ikke, om de er gode eller dårlige - har ingen køkkenhave og pt er det kun solen, der er hård ved havens planter, men de myldre ind på terrassen og rundt på græsset og det synes jeg ærlig talt ikke er særlig lækkert. Så benhårdt må de nu lade livet.. Ære være deres minde - eller noget.

    Dejligt, at det skrider fremad. Er hyggeligt at følge med :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Kan du have overvandet den første? Ej, jeg aner det ikke... Jeg har faktisk ikke så grønne fingre. Men held og lykke med den sidste plante :-)

      Jeg har også drysset lidt gift rundt omkring i drivhuset. Men mest derinde. Det koster jo en formue sådan noget sneglegift!

      Slet

Topscorere den seneste uge