Der er desværre ikke nogen førbilleder af bryggerset, men som en del andet i huset, var det i en sørgelig forfatning. Der var en vandskade i loftet og tapetet hang og daskede ned af væggene. Gulvene var i to plan - det oprindelige bryggers var lillebitte og her trådte man et trin ned, når man kom ind. Denne del af rummet havde fliser på gulvet. På et tidspunkt har man så valgt at inddrage noget af et værelse for at få et større rum. Gulvet i denne del var i niveau med resten af huset og havde trægulv. Vi valgte at lægge nyt gulv i hele rummet, og der er selvfølgelig også lagt isolering og gulvvarme under.
Vaskesøjle!! Jeg har stadig optur over, at det er så nemt at vaske tøj, når man bare skal ud i bryggerset med det. I lejligheden havde vi vaskeri, og det var altså lidt træls at slæbe vasketøj op og ned af trapperne.
Elementerne er de samme som i vores køkken. Det var de også før, men indretningen var helt anderledes. Der stod elementerne på den modsatte væg, hvilket ikke var ideelt. Der er et lille stykke væg, som ikke har kunnet pilles ned under sammenlægningen pga. elinstallationer i væggen. Det gjorde, at der kun var en meget smal passage forbi bordplade og underskabe. Derfor placerede vi elementerne på samme side som væggen, der ikke kunne væltes.
Igen er der et væld af specialtilpassede løsninger i skabene - og det er alt sammen blevet rigtig godt. F.eks. elskabet, som skjuler relæ mm, og det lille underskab under, som skjuler vandrør mm.Under loftet hænger vandvarmeren. Tidligere hang den lodret ned af væggen og fyldte temmelig meget i rummet. Nu er den af vejen, og planen er, at der med tiden skal bygges et skab rundt om den (køn er den jo ikke). Dette skab skal så gå i hele rummets længde og gøre det ud for en slags loftsrum. Det kommer nok til at betyde, at bryggerset kommer til at virke lidt mere klemt, men jeg tror alligevel, at vi bliver glade for at have den ekstra plads til opbevaring af soveposer, vintertøj mm.
Fliserne er også magen til køkkenet. Da vi planlagde bryggerset, var vi enige om, at det ville være unødigt fråds at betale for en bordplade magen til den i køkkenet. Den var købt på specialmål og hundedyr. Ligeledes var vi helt enige om, at det ikke kunne betale sig at ofre pengene på en vask som i køkkenet. Men da det kom til stykket, følte vi alligevel, at det ville være dumt at gå på kompromis med de to sidste ting, der ville gøre bryggerset til den udvidede del af vores køkken. Selvfølgelig skulle det være magen til.
Jeg elsker at se, når der er tænkt kreativt for udnyttelse af rummet, de er i rigtig dygtige til. Super rum.
SvarSletTak skal du have :-) Vi har også brugt en del tid på at få bedst mulig udnyttelse af rummet. Selve rummet har ikke den optimale dimension i forhold til indretning, men slutresultatet er alligevel blevet godt, synes jeg :-)
SletYay hvor jeg Ææælsker at se billeder fra jeres hus-projekt. Jeg syntes det er så fedt at i har brugt de gamle køkkenelementer i køkken og bryggers :)
SvarSletJa, det er jeg også glad for, at vi har haft nok elementer til at gøre :-)
SletDet er da bare blevet vildt godt og funktionelt jeres bryggers - så fedt! Og så er jeg vild med at I har gennemført stilen fra køkkenet ;)
SvarSletTusind tak, Karina :-)
Slet