søndag den 26. august 2012

En udfordring

I min ferie besøgte jeg Henrichsens Uldspinderi i Skive, hvor de blandt andet laver Isagergarn. De har et garnudsalg, som er åbent tirsdag og torsdag, hvor de har rabat på mange lækre garner. Det var en dyr fornøjelse, men jeg kom også derfra med en masse lækkerier.

Men for ikke at give min bankmand flere grå hår i hovedet, har jeg besluttet, at jeg ikke må købe mere garn i 2012. Det bliver nok en udfordring, men ikke fordi jeg er bange for at mit lager slipper op...ahem.

I dag fik jeg vundet garnet op, så det er klart til at komme på pindene. Jeg rykkede hele menageriet ud på altanen, så jeg kunne sidde med det i solen. Lækkert.

Farverne snyder lidt. Men den lilla og flaskegrønne er Isager Alpaca 3, som der var tilbud på, fordi den er udgået. Det isblå, grå og limefarvede er Tvinni Alpaca. Jeg købte også noget ufarvet Tvinni Alpaca, som jeg skal prøve at farve med planter lige om lidt.

torsdag den 23. august 2012

Feriekrea

Man tager jo ikke afsted på ferie uden et ordentligt lager af krea-projekter, vel? Således havde jeg pakket to strikkeprojekter, et hækleprojekt og et nyt patchworkprojekt, da jeg drog mod Jylland for snart tre uger siden.

Hækleprojektet blev til hende her. Det ene strikkeprojekt blev næsten færdigt, men jeg kan desværre ikke vise det frem endnu, for det er til en gave. Det andet strikkeprojekt var sorbeten, men den blev der altså ikke strikket særlig meget på. Det var simpelthen for varmt at sidde med uld i hænderne.

Jeg gav mig istedet i kast med et nyt patchworkprojekt stærkt inspireret af Mejses smukke tæppe med miniblomster. Mine blomster er altså ikke nær så små, men stadig mindre end jeg har prøvet før.


De ensfarvede midterstykker går igen i flere blomster, men ingen af blomsterne har ens mønstret stof. Det er ret sjovt at sy, fordi blomsterne bliver meget forskellige.

Planen er, at de med tiden skal blive til et tæppe til campingvognen, men det kan godt være, der liiige går et par sommerferier til, inden det bliver aktuelt. Der er i skrivende stund 64 blomster og det er kun en brøkdel af det, der skal bruges, tror jeg.

fredag den 17. august 2012

Rømø 2012

Jeg har hørt rygter om, at Rømø er et dejligt sted. Det kan jeg nu bekræfte. Jeg har nemlig tilbragt et par dage på Rømø ved Annes forældres sommerhus, hvor de havde været så helt utroligt gæstfrie at lade mig parkere retro-trækket. Solen fortsatte med at brage ned, sådan da. Og jeg fik dyppet tæerne i Vadehavet. Jeg er en lykkelig campist.

Smuk bil i smukke omgivelser.

 Frøkenen møvede sig helt op til huset.


Smukt landskab og BLÅ himmel.

Anne viste mig rundt.


Jeg er ikke den store havbader, men det er dejligt at dyppe tæerne på en varm sommerdag.


I Lakolk efter is.

"Byger, der går og kommer. Det er den danske sommer"...som digteren skrev. Der var alligevel noget hyggeligt over lidt regnvejr, syntes jeg.

Og Baronen gør sig heldigvis godt i al slags vejr.

mandag den 13. august 2012

Sommer!

Det er slet ikke så tosset, det der sommer. Jeg har været på tur med campingvognen og amazonen i uovertruffent vejr. Jeg har fået sol på næsen og mine ben er næsten kommet af med deres vinterblålige skær - det er lidt af et særsyn.

Vores indtog på campingpladsen er bestemt ikke gået ubemærket hen. Der har været mange henne og beundre trækket. Især amazonen har fået mange rosende ord. Med rette, vil jeg mene. Men det lunede alligevel, da en af mine 'naboer' kom hen og sagde: "Der er så mange, der roser din bil. Men jeg synes altså også, at det er en sød campingvogn".

Camp retro.



Simpel mad til simple living. Men det meste smager jo forrygende, når man har solskin og frisk luft som garniture.

Bork Havn. Se lige den himmel. Så ikke et ord mere om dårlig dansk sommer, vel?

 
 
Jeg har lidt fortrudt, at jeg ikke købte noget i den forretning og bad om at blive betjent på vestjysk.



 Mine forældre kom på besøg til middag....

 ....og jeg diskede op med dessert af høj kulinarisk kvalitet.

Kreakuffert.

Den allerbedste nyhed er, at sommeren slet ikke er slut endnu. Blev der sagt!

søndag den 12. august 2012

Vikingetiden

I går var jeg i vikingetiden (igen). Bork Vikingehavn danner nemlig rammen om et skønt vikingemarked i denne weekend. Det gav mig mulighed for at hilse på min yndlingsviking og at nyde solen og de fine sager til salg på samme tid. Altså lutter gode ting.

Louise på forsiden af brochuren for Bork Vikingehavn. Er hun ikke fin?

 De frankiske krigere er på besøg hos vikingerne.

 Brikvævning. Det er et meget imponerende stykke håndarbejde med virkelig få midler.

Brikvævningsmønster.

Louises kæreste, Mikkel, optrådte med en vikingedrejebænk drevet med pedalkraft, hvorpå han drejede fine skåle.


Masser af plantefarvet garn - min store svaghed. Jeg købte nogle dukker med broderigarn og fik mig en hyggelig snak om gamle teknikker anvendt i nyt håndarbejde.


Uden mad og drikke, duer (vikinge)helten ikke.

En kæmpe-vikingepandekage til dessert. Haps!

Hvis du er i omegnen af Bork, kan jeg varmt anbefale vikingemarkedet. Der er tonsvis at se på både for børn og voksne. De har åbent i dag til kl. 16 - og du kan læse mere her.

onsdag den 8. august 2012

Sovende superheltinde

Alle børn kan have brug for en superhelt til at passe på dem, ikke? Især om natten, som kan være mørk og skræmmende. Jeg har hæklet en superheltinde, der er klar til kamp mod monstrene under sengen hos en lille pige, der snart skal døbes.
Inspirationen kommer primært fra de skønne ting fra Lucky Boy Sunday og fra dette skønne hækleri fra Jeanettes hånd. Og endelig er der også lidt Skaldepande i den lille Superheltinde.


 Som enhver anden superhelt, har hun selvfølgelig superheltekappe på...

...og nederst på kappen står navnet på den lille pige, hun skal passe på.

søndag den 5. august 2012

Bord dæk dig - altan edition

Forleden dag havde jeg besøg af bedsteveninden til en omgang altanhygge i solen. Indretningen af min altan er noget mere spraglet end indenfor, men det er jeg sådan set meget glad for. Det er ret sommerligt, og denne her sommer har da godt kunnet bruge en hjælpende hånd f.eks. i form af kulørt indretning.

Jeg prøvede at føre det spraglede ind i borddækningen:

Kuverten: Wiinblad frokosttallerkener. Holmegaard glas. Royal Copenhagen Function krus. Servietter fra Tiger.

Den blomstrede løber har jeg købt i Budapest for et par år siden.


Be' om flere altanegnede dage, tak!

Topscorere den seneste uge