Om tøj og kropsbilleder

I går var jeg til et skønt arrangement hos Nanna fra How to do fashion, som satte gang i en masse tanker om tøj og kropssyn. Jeg har lyst til at skrive lidt om det her, og det bliver måske et lidt atypisk blogindlæg fra min side, men jeg håber, du har lyst til at læse med.

Eftermiddagen startede egentlig lidt dumt. Arrangementet begyndte kl. 17, og det var sådan lige til øllet, at det kunne nås. Der Mann kommer hjem fra arbejde ca. 16.30, og så skulle jeg nå at komme med offentlig transport var Tårnby til Bredgade på en halv time. Det var do-able, hvis jeg var klar til at gå ud af døren, når han kom hjem. Jeg åbnede mit klædeskab og kiggede ind på en hel tøjstang fuld af kjoler. SUK! Ingenting, at tage på. Det, der hang der, var enten for slidt, for småt, for kedeligt, for ammevenligt. Jeg prøvede et par ting på, som absolut hørte til i kategorien for småt. Nå. Man vil jo gerne se ordentlig ud, når man skal ud blandt andre (der syer selv). Jeg endte med en af mine go-to-kjoler. En oversize model, som jeg har syet efter en købe-kjole fra COS. Sort og så en blå jakke. Det gik an.

Toget var forsinket, så klokken var allerede over 17, da jeg stod af på Østerport. Skynde sig ned af Grønningen og ind til Bredgade 73, hvor det fabelagtige Else Schneider Showroom dannede rammen om releasen. Mit hjerte sank helt ned i de håndsyede italienske sandaler, da jeg trådte ind af døren. 90% af de fremmødte var i fuldt vintagedress med tylskørter og bobbet hår, cat-eye briller og rød læbestift. De var så fine, og jeg faldt totalt igennem. Nanna bød mig til gengæld hjerteligt velkommen og skænkede mig en fin rød drink. Humøret steg lidt. Jeg var jo for hulen ikke inviteret for at komme i vintagetøj, men fordi jeg kan lide at sy mit tøj selv.

Nanna er mønsterkonstruktør og har lavet en linje med snitmønstre, som er inspireret af tøj fra 40'erne, 50'erne og 60'erne, og anledningen for arrangementet i går var release af to nye snitmønstre i serien. Disse er lavet i samarbejde med Pia fra Storms Magasin. Pia er all about vintage, og mønstrene er lavet, så de ville falde naturligt ind i hendes garderobe. Deraf alle de fremmødte i strutskørter.

Udover at få mulighed for at se de smukke opsyede modeller, drikke flashy drinks og spise lækre kager, så bød aftenen også på lidt tungere skyts. Pia og Nanna fortalte hver især om deres baggrund for at "gå over til vintage". Pia fortalte hvordan hun følte, at hun pludselig kunne føle sig hjemme i sit tøj, fordi det meste vintagetøj er lavet til kvinder med former. Nannas oplæg var dog det, der for alvor satte tankerne i gang. Hvorfor har vi en modeindustri, der konsekvent laver tøj til een bestemt type kvindekrop? Den høje, slanke krop uden de vilde udsving? Hvorfor har mange kvinder en ide om, at de bare liiige skal tabe 5 kilo, og SÅ skal de sy den og den kjole til sig selv? Hvad med, at vi "bare" syede noget tøj, der passer til den krop, vi har ligenu? Uanset om den er tyk/tynd, høj/lav, kurvet/kasseformet. Og hvis vi så taber de 5 kilo - så kan vi vel bare sy en ny kjole? Nannas drøm er, at flere kvinder vil begynde at sy tøj, der passer, til dem selv, så de ikke skal stå og råbe af deres klædeskab i hele og halve timer efter de burde være gået ud af døren. Og nøj, hvor jeg synes, den drøm er værd at stræbe efter! I hvert fald for mig personligt. Jeg tror ikke, at løsningen for mig bliver at gå i vintagetøj, men derfor kan man jo godt tage nogle af tankerne til sig. Og mønstrene for den sags skyld. De skal jo sagtens bruges som basis for andre stilarter også.

Jeg har nemlig tænkt en del over det her med kropssyn, efter jeg blev mor til en lille pige. Min krop har været mit yndlingshade-emne lige så længe som jeg kan huske. Diverse kure og elevator-vægt har fulgt i kølvandet på det, og resultatet er, at jeg stadig vejer over 80 kilo og er en str. 44 (minimum). Da min datter blev født, traf jeg en aktiv beslutning om at åbenlyse slankekure og kropsbashing var et overstået kapitel. Jeg vil IKKE videreføre det mønster til min datter. Og derfor var det bare sådan en skøn oplevelse at gå hjem med tanken om, at jeg kan få mit tøj til at passe til mig og ikke omvendt. Jeg siger ikke, at det er hele arbejdet, for alle de års negative tanker bunder selvfølgelig i noget andet end tøj. Men tingene er forbundet. Og hvis man kan starte med at have noget tøj, der passer, så er man måske på vej.

Tak, fordi du læste med. Har du lyst til at se Nannas mønstre, så er de lige HER. De nye hedder No. 8 Svanneke og No. 9 Rønne. Nanna tilbyder også kurser i syning og mønsterkonstruktion, hvis du også er blevet hooked på tanken om tøj, der passer til DIN krop.

Jeg vil rigtig gerne høre dine tanker om tøj og krop i kommentarfeltet.

 

For en god ordens skyld: Arrangementet var for særligt indbudte. Vi fik hver især en goodiebag, som indeholdt de to nye mønstre. Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at kigge på dem, men når jeg får afprøvet dem, kommer der måske en anmeldelse her på bloggen.