torsdag den 5. november 2015

Hvad Instagram kan byde på af strik-inspiration

Som tidligere nævnt bliver jeg meget inspireret til strik på Instagram. Ligenu kredser min interesse naturligt nok særligt om babystrik, og hold da op, hvor er der meget. Jeg har besluttet mig for at lave et indlæg med anbefalinger af nogen af dem, som jeg er blevet særligt vild med at følge. For inspiration kan vi aldrig få nok af, vel?

Jeg har fokuseret på de mere ukendte designere (de var ukendte for mig), men de fleste af de kendte strik- og hækledesignere har også en instagramprofil, hvor man kan holde sig orienteret om nyheder fra dem (se f.eks. @stinehoelgaard, @geilsk, @bykaae, @susiehaumann bare for at nævne nogle få). Fælles for dem, jeg nævner herunder, er, at de alle giver mulighed for at købe enkeltopskrifter online - ikke nødvendigvis mange, men så meget desto mere årsag til at sprede kendskabet til dem.

@Strikdet
Strikdesign af Sofie Bovbjerg er baby-/børnetøj med simple teknikker, som giver stor effekt. Jeg er især vild med hendes ting med lusemønster. Hun sælger opskrifter på dansk via etsy HER.

@knit_by_trinep
Vintageinspirerede strikkeopskrifter, der bl.a. bruger snoninger og hulmønstre som effekt. Jeg tror, jeg må have strikket sådan en playsuit og måske også de der shorts til pigen. Trine sælger opskrifter på dansk HER.

@design_by_mettehvitved
Endnu en designer som trækker på vintagestrik som inspiration. Der er så mange fine designs, som jeg har lyst til at gå i krig med. Bl.a. ULDENcardigan som kan ses på billedet herover, VIGGAScardigan som har det fineste hulmønster på ærmerne og HARLEKINtop. Mette sælger opskrifter på dansk HER.

@Krittewitt
Det er ikke første gang, jeg nævner Annes opskrifter her på bloggen. Men jeg synes alligevel, de skulle med her også. Anne laver fine begynderopskrifter, hvor simple teknikker som ret og vrang laver flotte resultater i det færdige strik. Anne sælger sine opskrifter HER.

@knitsandpieces
En norsk strikkedesigner, som laver virkelig skønne opskrifter. Jeg har allerede strikket hendes "Höstlövdress" til pigen og det er bare en rigtig fin og gennemarbejdet opskrift. Hendes Ravelry-side byder på mange flere strikværdige designs. Find den HER (opskrifter på norsk og engelsk).

@littleedithsknit
Rikke, som står bag Little Ediths Knit, kan vist uden at overdrive kaldes dronningen af romperen. Hun har flere opskrifter på buksedragter, som er sukkersøde. Jeg har lyst til at strikke en af hver. Find hendes opskrifter HER.

For en god ordens skyld har jeg lyst til at nævne, at jeg har skrevet dette indlæg af egen drift. Jeg har såmænd bare lyst til at dele inspirationen med jer. Selv hvis man ikke farer ud og køber sig fattig i de dygtige damers opskrifter, så synes jeg, de er værd at holde øje med pga. deres inspirerende profiler.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Topscorere den seneste uge