tirsdag den 5. oktober 2010

Patrick Søstjerne og jubilæum

Jeg har for efterhånden længe siden skrevet, at jeg er i gang med at hækle karaktererne fra Svampebob Firkant. Projektet har stået en lille smule stille et stykke tid og min Patrick Søstjerne-figur har ligget i færdighæklet men umonteret stand. I dag blev han så endelig færdig:


Han har neongrønne badebukser med lilla blomster. Og så synes jeg, det er ret fint, at han har en navle, der går indad. Man får lyst til at trykke ham på maven, når man ser den og maven er dejlig blød, når man gør det. Han er 40 cm i højden, hvilket er ret stort, men på den anden side også er perfekt krammestørrelse.


Mønsteret er købt på etsy, og du kan finde det her sammen med de andre karakterer fra Svampebob Firkant-serien. Jeg er også i gang med at hækle Hr. Krabbe, men det projekt står også en smule stille lige nu. Selve ideen til at hækle karaktererne fra serien kom, fordi kæresten er helt vild med den. Men jeg havde nu ikke lige forestillet mig, at de færdige figurer blev så store. Jeg tror på en måde ikke, at syv bamser på 30-50 cm i højden står øverst på hans ønskeseddel - det er kun en fornemmelse. Men det er sjovt at prøve mønstrene af og de figurer, jeg bliver færdig med, kommer med på marked i november.

Nå ja, og så er dette indlæg en slags jubilæum for mig, da det er indlæg nr. 50 på bloggen. Til at starte med havde jeg en skummel ide, om at det skulle skrives kun med ord, der begynder med L (som er det romerske tegn for 50), men det blev alligevel for besværligt. Så jeg vil bare nøjes med at sige: Yay! - jeg elsker stadig at blogge.

1 kommentar:

  1. Tillykke med de 50 indlæg :) Super sød søstjerne, jeg får også lyst til at trykke ham på maven :)

    SvarSlet

Topscorere den seneste uge