Noget om en flagstang

I dag får I lige et lidt anderledes husindlæg:

I vores forhave er der kommet en flagstang op. Og selvom der Mann har fået lov til at være med til at bestemme, hvor den skulle stå, så er det MIN flagstang. Denne her flagstang har min far nemlig lavet til min første fødselsdag, og den har stået i deres have lige indtil Bodil fik ram på den i december sidste år. Da den blev hentet som rafte i Søndre Plantage ved Varde i 1984, var den 11 meter lang, og jeg har tit hørt historien om, hvordan den blev fragtet hjem på taget af min fars gule Saab 96. Bodil kortede den et par meter af, men det efterlod heldigvis en flagstang med en pæn længde, så da mine forældre spurgte, om vi ville have den over til os, sagde jeg ja med det samme. I foråret tog den turen tværs over landet på taget af min morbrors ladvogn, og nu står den så fint her og vifter med en vimpel, som min Bedste har foræret os.

På den måde er historien om min flagstang meget sigende for, hvordan vi gør ting i min familie: Der var sikkert mange andre løsninger, der kunne have været nemmere, men denne her var den rigtige!

Orden i grejet

I forrige weekend var jeg så heldig at få en hel bærepose med gamle strikkepinde fra min Bedste. Hun sagde, at jeg bare kunne tage dem, jeg manglede og jeg var ikke sen til at takke ja.

Jeg tog hele posen med hjem og det var ikke så få strikkepinde:

Efter sortering er det blevet lidt mere overskueligt:

Jeg har købt en plastic-skoæske i Netto til 29 kr. og den indeholder nu alle rundpinde og strømpepinde - selvom jeg ærlig talt ikke ved, om jeg nogensinde får brugt de der strømpepinde, men nu har jeg dem i hvert fald. De gule etuier indeholder de almindelige strikkepinde i forskellige størrelser. De var i bæreposen fra Bedste og dem kunne jeg ikke stå for.

I Netto har de desuden cedertræsblokke ligenu. Hvis man lægger cedertræsblokke sammen med sit tøj går der eftersigende ikke møl i det. Så jeg købte to pakker. Dels til mit garnlager og dels til den lille bunke af børnetøj, jeg har strikket og hæklet. Til 20 kr. pakken virkede det som en god investering - når man nu har gjort sig den ulejlighed at strikke noget tøj, ville det jo være ret surt, hvis det var mølædt, når man skulle bruge det eller give det væk.

Happy feet

Min Bedste har strikket sokker til mig og mine fødder fryder sig derover. Jeg bruger ikke hjemmesko - kun Bedstes hjemmestrikkede sokker og jeg bruger dem også på arbejde, for jeg bryder mig ikke om at have sko på en hel lang arbejdsdag. Måske tror mine kolleger, at jeg er lidt tosset, når jeg tusser rundt i strikkede sokker. Det har de såmænd nok ret i - men det kan ikke være anderledes.

Det er altid lidt spændende at se, hvilke farver Bedste har valgt. Indimellem er farvekombinationen lidt alternativ. Men det får mig nu ikke til at holde mindre af dem. De her er ret skønne og kunne nemt gå hen og blive yndlingssokkerne. Der er to par i bolsjestriber. I like!

Nål og tråd

To små blomsterbroderier er blevet til herhjemme i løbet af i går og i dag:

De skal blive til to navneskilte. Men jeg fortæller ikke, hvilke navne, der skal på, for de skal videre ud i verden og skulle gerne være en overraskelse.

Jeg har gravet dybt i bedstes gamle broderimønstre og fundet nogle små blomsterranker fra en klokkestreng, som jeg har ændret en lille smule i, for det er nogle ret små stykker aida-stof. Navnene laver jeg vha. stitch-point. Jeg har tænkt mig at prøve at lave dem med 'backstitch' (jeg ved ikke helt, hvad det hedder på dansk...).

Bedstes broderede dug

I weekenden fik jeg også en dug, min bedstemor har broderet engang i begyndelsen af 50'erne. Hun så en anden broderet dug, jeg havde og sagde: "Jeg har faktisk også en dug, jeg har broderet engang. Vil du have den?" Øh JATAK!

Er den ikke bare flot? Jeg er i hvert fald meget glad for den.

Den skal have en ny blonde i kanten, for den eksisterende er helt slidt i laser. Men se lige, hvordan blonden er syet på med småbitte håndsyede knaphulssting hele vejen rundt. Jeg tror bare lige, jeg syer den nye blonde på med maskinen, ikk?

Bevis

I min blogbeskrivelse har jeg anført, at jeg broderer, men det kan enhver jo komme og sige, når man ikke beviser det. Derfor er det på sin plads, at jeg viser et af mine største broderiprojekter. Det er en taske, som jeg har lavet for efterhånden et stykke tid siden.

Selve tasken er syet som mulepose i skind og bliver lukket med lyserød elastik fra Stof og Stil. Jeg har syet det som en slags patchwork med skind og broderier. Bag på broderierne er der strøget skind med fixoflex, så de har samme tykkelse, som resten af tasken. Foroven kan du lige skimte et stykke pink skind, som sidder i hver side og holder remmen på plads. Jeg skulle selvfølgelig også have fotograferet foret, som er i pink og rosa nuancer, men så langt tænkte jeg ikke lige i eftermiddags.

Og nu zoomer vi ind på selve broderiet:

Jeg har været i Bedstes gemmer og har der fundet et klokkestrengsmønster med hunde, som jeg så har ændret farverne på, så de er blevet sådan lidt Warhol-agtige. Rundt om er der syet metallic guld. Især guldet holdt hårdt at få syet, for det der metallic-tråd er noget arrigt L*** at sy med, for tråden knækker og deler sig konstant. Men resultatet bliver fint.

Collagen er samtidig min debut med picasa billedredigering - og må jeg i den forbindelse sige: Picasa, hvor har du været hele mit liv? Og ja, det er helt sikkert yesterdays news for resten af blogland, men holddaop! Totalt lækkert arbejdsredskab.

Og nu til noget blær: Jeg blev faktisk fotograferet på Strøget en dag, hvor jeg havde tasken på. Kvinden som fotograferede gik vist på en designskole - det var en rimelig skør oplevelse, hvor jeg først troede, hun var en lommetyv. Men jeg blev simpelthen så overrasket og glad over, at nogen kunne finde på at stoppe mig for at tage billeder af mig - eller okay, nu pynter jeg lidt på historien, for hun tog faktisk kun af tasken, men træerne vokser jo heller ikke ind i himlen, vel?

Jeg flasher dåserne

Karen Klarbæk har givet en fotochallenge på sin blog, som består i at fotografere dåser. Her kan jeg sagtens være med. Jeg har virkelig mange, for jeg har efterhånden samlet nogle år.

I mit køkken har jeg hylder under vinduet, og det er jo oplagt at stille de fine dåser til skue der. Som I kan se, har jeg mange. Det er ikke alle, der er noget i - og det kan godt gøre madlavningen lidt skattejagtsagtig, hvis man spørger min kæreste.

Herunder kan I se nogle af mine yndlige:

Dåse med kurvemotiv og en blå med hollandsk motiv. Begge købt på loppemarkeder i Jylland - hvilket flertallet af mine dåser i øvrigt er.

To sukkerdåser købt på loppemarked i New York.

Et par Tivolidåser, som jeg har fået af min mor. Hun har vist købt dem på Trendsales.

Den røde "Bedstemordåse" har stået i min bedstemors spisekammer, da jeg var barn - sandsynligvis fyldt med rutebiler eller fedtebrød. Jeg husker den dog ikke så meget for bagværket, den indeholdt, men mere for, at vi børn fik lov at bruge den som tromme med et par grydeskeer som trommestikker eller ø, når vi legede jorden er giftig. Derfor har den også fået lov at beholde den anselige bule, den har fået. For jeg har formodentlig selv været med til at lave den. Det var i øvrigt på et hængende hår, at denne fine dåse ikke blev smidt ud. Jeg fandt den i Bedstes garage, hvor den stod og ventede på at komme på losseren. Haps! Hjem til mig med den.

En hyggelig eftermiddag

Min bedstemor kom på besøg i dag. Det er ikke noget, der sker hver dag, da hun bor i Jylland, og jeg i København. Men ca. en gang om året, tager hun toget over og bor en uges tid hos sin søster, og så kommer hun også altid og besøger mig. Det var således en særlig lejlighed og derfor havde jeg dækket op med den fine broderede dug fra Kirkens Korshær i Varde (genbrugsforretninger i provinsen holder max!). Frokosten bestod af hønsesalat og æg/tomat-madder. Bagefter horn fra forrige søndag, hvor det aldrig begyndte at regn. 

Se de fine billeder af frokosten, som kær'sten tog af bordet, mens jeg var på stationen og hente Bedste:

Vi spiste, drak kaffe og talte om løst og fast i små 4 timer, og så fulgte jeg hende til toget igen. Sikke en hyggelig eftermiddag.

Jeg hedder Asli, og jeg er en hækler

Første skridt er altid at indse det selv, og som så mange andre afhængighedsforhold er der også her tale om en voldsom social arv, som går flere generationer tilbage. Min oldemor hæklede, indtil hun var 90 og stæreblind. Assietter (fortrinsvis hvide men også i højtidsfarver - røde til jul og gul og grøn til påske), mellemlægsservietter og småbitte grydelapper af den slags, hvor man uundgåeligt brænder nallerne, når man bruger dem, var hendes speciale. Hun hæklede ikke efter mønster, men fandt selv på undervejs eller lænede sig til billeder i ugeblade. Det har altid imponeret mig, for nogle af de der assietter var altså rimelig store.

Krea-genet lever også hos min bedstemor, som strikker og syr korssting, og hos min mor, som syr alt sit tøj selv. Men hækleafhængigheden har sprunget et par generationer over og er havnet direkte hos mig. I øjeblikket hækler jeg amigurumi - små søde dyr. For det meste efter mønster, men jeg er også begyndt at kaste mig ud i mine egne mønstre.

Jeg har f.eks. lige fået de her to færdige i fri fantasi, en fræk kat med blå og grøn badedragt, og en sød lille blomst med bjælde indeni. Blomsten har mange håndtag, som små fingre kan få fat i, så den kan få en ordentlig rystetur. Jeg giver altid mine amigurumi ansigter i filt, for så undgår man, at små børn får øjne og snuder galt i halsen.

Der er selvsagt langt fra  Oldemors assietter til amigurumi, men jeg sender hende alligevel ofte en tanke, når jeg sidder med hæklenålen. Ligesom jeg tænker på min Bedste, når jeg syr korssting og syprojekterne ivrigt bliver diskuteret med min mor, og på den måde føler jeg kontakt med tre generationer af kreakvinder før mig.

Jeg er også i gang med at hækle figurerne fra Svampebob Firkant. Men det er et større projekt, som jeg vil skrive mere om en anden dag.