Viser opslag med etiketten Mor. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Mor. Vis alle opslag

lørdag den 25. oktober 2014

Noget om en flagstang


I dag får I lige et lidt anderledes husindlæg:

I vores forhave er der kommet en flagstang op. Og selvom der Mann har fået lov til at være med til at bestemme, hvor den skulle stå, så er det MIN flagstang. Denne her flagstang har min far nemlig lavet til min første fødselsdag, og den har stået i deres have lige indtil Bodil fik ram på den i december sidste år. Da den blev hentet som rafte i Søndre Plantage ved Varde i 1984, var den 11 meter lang, og jeg har tit hørt historien om, hvordan den blev fragtet hjem på taget af min fars gule Saab 96. Bodil kortede den et par meter af, men det efterlod heldigvis en flagstang med en pæn længde, så da mine forældre spurgte, om vi ville have den over til os, sagde jeg ja med det samme. I foråret tog den turen tværs over landet på taget af min morbrors ladvogn, og nu står den så fint her og vifter med en vimpel, som min Bedste har foræret os.

På den måde er historien om min flagstang meget sigende for, hvordan vi gør ting i min familie: Der var sikkert mange andre løsninger, der kunne have været nemmere, men denne her var den rigtige!

fredag den 28. februar 2014

Fastelavn anno 1989

I dag har mit newsfeed på både Facebook og Instagram flydt over med billeder af skønne fastalavnsklædte unger. Det er virkelig skægt at se, synes jeg, og jeg fik lyst til at vise et billede af et kostume, jeg bar i 1989. Jeg var 5 år gammel og inde i en jeg-vil-bare-være-ligesom-mor-og-far-fase. De var og er begge slagteriarbejdere, og således var jeg klædt ud som slagteriarbejder det år.

Min mor har syet kostumet - ligesom hun i øvrigt også syede alle mine andre fastelavnskostumer og meget af mit almindelige tøj.

Her er jeg i mine forældres køkken:
Inklusiv hat med hårnet und alles.

Det fine logo på ryggen er møjsommeligt applikeret på...og gummistøvlerne ligner nogle, jeg godt kunne vokse lidt i.

Jeg ved godt, at det nok er lidt sent at inspirere til årets udklædning, men måske kan nogen derude bruge det til næste år?

lørdag den 14. december 2013

Hæklet krybbespil

Den store bunke hæklede dimser, som jeg viste frem HER blev til det hæklede krybbespil fra Hæklet julepynt. Jeg forærede det til min mor til hendes fødselsdag i går:
 


 
I opskriften har de hellige trekonger hæklet skæg, men jeg synes ikke rigtig det fungerede, så derfor har jeg valgt at sy mine kongers skæg og hår.


Krybbespillet har været et mægtig hyggeligt projekt at hækle, selvom der var MANGE små dele at sy sammen. Hvis jeg havde haft mere tid, havde jeg måske suppleret sættet med nogle får og hyrder og en ærkeengel, men det må blive en anden god gang...min mor kan jo evt. få en suppleringspakke til næste år.

Til sidst et lille tip, hvis du selv vil hækle krybbespillet:
 
Opskriften foreslår, at man fylder figurernes kroppe halvt op med to-kroner for at få dem til at blive tunge i bunden, så de bedre kan stå. Meeeen det løber da alligevel op med alle de to-kroner (sagde den nærrige jyde), og de passer faktisk heller ikke helt i formatet til figurernes bund. Det gør til gengæld de spændeskiver, som du kan se på billedet herover. De er fra Silvan og jeg har puttet tre i hver figur. Møtrikkerne har jeg brugt til æslets fødder - den trængte nemlig også til lidt hjælp med balancepunktet.


søndag den 20. oktober 2013

Hæklede kanin-sutsko

Da min mor blev 50 for fem år siden, fik hun et par hjemmehæklede kaninsutsko af mig. Siden da har de fået skindsåler på, da bunden var ved at være slidt. Men nu er de efterhånden så udtjente, at der skulle et nyt par til. Dem er jeg omsider blevet færdig med, og de ser sådan her ud:



Modellen er fra en engelsk hæklebog, der hedder The happy hooker, som jeg i tidernes morgen har købt på Amazon. Resten af bogen er ikke så interessant, men lige denne her model er faktisk ret god, og jeg har efterhånden lavet en del par. Både med og uden ører. Måske jeg skulle tage mig sammen og få fornyet mit eget par også.

fredag den 22. februar 2013

Bumbag a la mig

Jeg har længe beundret den skønne bumbag fra Yvonne Koné, men den stod desværre ikke lige på budgettet (bl.a. fordi jeg har en lækker rejse ventende forude). Hvad gør man så? Ja, man syer en selv - eller i hvert fald en version stærkt inspireret af den.

Min mor har hjulpet som konsulent på projektet. Hurra for det, for det er længe siden, jeg har syet noget så avanceret. På det sidste er det ellers mest blevet til oversize kjoler i t-shirt-stof.

Skindet har jeg købt i en genbrugsforretning, så derfor har jeg fået det ret billigt. Det betyder også, at det dyreste ved det her projekt faktisk var at købe trykknapperne til remmen.

Remmen har jeg i øvrigt valgt at slå fast med nitter. Jeg vurderede, at der var for mange lag skind til, at det kunne sys pænt.

Lynlåsene er fra Stof og Stil.


Foeret er en rest bomuld med sort/hvide striber fra min mors lager.

Et lille tip til at sy i skind: Man kan ikke sætte nåle i skind, fordi det laver permanente huller i skindet. Så for at holde lynlåsene på plads, mens jeg syede, har jeg brugt en meget smal dobbeltklæbende tape. Det fungerer aldeles fremragende og kan ikke ses bagefter.

torsdag den 31. januar 2013

So ein Ding...

...muss ich auch haben, er et fænomen, jeg lider af i udpræget grad - eller i hvert fald når det kommer til krea-grej. Således har jeg kastet lange blikke efter både Lines og Trine og Janes knappemaskiner. Sådan en smart sag ville jeg også rigtig gerne eje. Og da jeg så fandt ud af, at den ovenikøbet kan bruges til læderarbejde også....ja, så var der da ingen tvivl i mit sind. Den måtte være absolut uundværlig. Desværre er den samtidig ret dyr, hvis man skal købe den fra ny, så jeg satte min mor på sagen. Hun har tidligere vist, at hun er et jern til at finde gode, brugte ting på nettet. Og der gik da heller ikke meget mere end 14 dage, før hun havde fundet mig en knappemaskine. Sådan, mor!




Maskinen er af ældre dato, men fungerer perfekt. Nu skal jeg så investere i diverse tilbehør til den, men det må komme lidt hen ad vejen. Foreløbig er jeg bare glad for at have fået fingrene i min helt egen Mr. Astor. Juhuu!

tirsdag den 11. september 2012

Retro campingkøkken

Jeg har vist tidligere nævnt, at min mor er en haj til at finde gode, brugte ting på nettet. Hun er meget systematisk i sin søgning, og der dukker ofte lækre sager op, som man ikke kan undvære. F.eks. holder hun øje med lækkert retrogrej til campingvognen og amazonen, og senest har hun gravet en ægte retro-perle op til campingvognen:

Det er et retro-udendørskøkken.

Smart opbevaring. Jeg mangler f.eks. altid plads til grøntsager, når jeg er afsted. Det er der ikke plads til i det mikroskopiske køleskab i campingvognen.

Der er såmænd også en vask i. Men den ved jeg nu ikke lige, om jeg får i brug.

Og hele herligheden kan klappes sammen til en kuffert.

Ejmen, det ER da smart, hva? Desværre nåede den ikke med på årets sommerferie, men jeg glæder mig til at få den i brug til næste år.

søndag den 3. juni 2012

Blomsterdekoration

I går holdt mine forældre havefest i anledning af min mors 25 års jubilæum. Det var en rigtig god fest med dejlig mad og hyggelige gæster.
Jeg vil lige vise, hvordan vi havde lavet "blomsterdekorationer" på bordene. Jeg synes, det er en sød og ikke mindst billig ide:

Man tager en håndfuld gamle flasker og/eller syltetøjsglas og sætter en blomst i hver. Her er det købte blomster, men hvis man har en have med smukke blomster, kan man jo også plukke nogen der og så er det en endnu billigere løsning. Samtidig behøver man ikke de store blomsterbinder-evner til denne her løsning.


fredag den 6. april 2012

Sort læderpung

Jeg har lavet en lille sort læderpung til min mor i stedet for et påskeæg:

Jeg har forsøgt mig med en ny facon. Denne her er lidt nemmere at stoppe ud.

Her kan man se størrelsen. Jeg har også gjort klar til en lidt mindre en. Den tror jeg, jeg vil sætte en strop på, så den kan sættes på en nøglesnor.

torsdag den 5. april 2012

What are the odds?

I dag var dagen, vi har ventet på med længsel og kolde fødder i min familie. Dagen hvor Baronen endelig skulle slippes løs i strakt galop på landevejen. Det blev en begivenhedsrig tur - men på mange andre måder, end vi havde forventet, da vi trillede ud af indkørselen.

Det begyndte godt, som sådan nogle ture som regel gør. Vi sad og skamroste det fine automobil og alle dets fortræffeligheder. Da vi kom uden for byskiltet og volvoen rundede de 80 i timen ville jublen ingen ende tage. Findes der egentlig herligere køretøjer?

Lidt længere fremme møder vi en rundkørsel. Jeg kobler ud, gearer ned, svinger bilen rundt i en blød kurve....og motoren dør....What? Triller ind til siden, drejer nøglen. Det før så standsmæssige køretøj giver sig i en svag hosten, men rokker sig i øvrigt ikke af flækken. Faderen ud og pille ved motoren. Stadig ingenting. Faderen bander højlydt, mens tonsvis af biler drøner forbi med familier, der drejer hovedet af led for at se, hvad vi dog laver. Dette scenarie fortsætter i en halv times tid.

Efter at have været afsted efter benzin, som heller ikke fik vækket Amazonen til live, ringer vi efter et fejeblad. Ventetiden er omkring 1 time, får vi at vide. Vi sidder lidt og kigger fåret ud af frontruden, kun afbrudt af et enkelt "Det var da ligegodt satans!" indimellem.

Og så sker der det, ingen af os havde kunnet forudse. Ud af rundkørselen og den bløde kurve triller et lille, løjerligt optog af en Volvo B18 210 og en Saab 96. Førerne ser, vi er nød og svinger resolut ind til siden og stiger ud. Så tager begivenhederne fart. De marcherer målbevidst hen mod Amazonens kølerhjelm, som jeg skynder mig at åbne. Den ene giver sig til at hive diverse gummislanger af og tusind andre ting, som jeg slet ikke aner nok om mekanikken til at beskrive, mens den anden henter en mængde værktøj i sin bil. Samtidig fyger det rundt i luften med volvo/veteranbilsnak. Min mor og jeg kigger på hinanden og tænker tydeligvis det samme: "Hvor kom de fra? Hvad sker der? Og har du nogensinde set så gul en bil før?"

Nå, men Amazonen kommer ikke i gang trods ihærdig indsats fra min far og de to redningsmænd. Vi bliver hentet af Dansk Autohjælp og de to veteranentusiaster kører videre på deres cruisingtur. På trods af at turen blev noget anderledes end forventet, er jeg alligevel glad for oplevelsen. Det er en god historie, som vi vil grine af i årevis OG jeg fik bekræftet min mistanke om, at det er flinke folk, der kører i veteranbiler.








P.S. Min hr. Fader fik i øvrigt ret hurtigt fikset amazonen, da vi var hjemme i sikkerhed igen. Og vi synes stadig ikke, der findes herligere køretøj.

P.P.S. Volvo-Bo: Denne her går ud til dig som tak for hjælpen!

tirsdag den 14. februar 2012

Valentinsgave

Når det kommer til romantik, er jeg ikke så meget til Valentinsdag. Jeg er typen, der synes, at det er pligtromantik og dermed ikke rigtig romantisk. Men mine forældre har igen i år givet mig en valentinsgave, og DET synes jeg, er fedt.
Superfin indpakning og kort, som min mor har lavet med vanlig sans for detaljer.

 Indholdet: En lækker kogebog, som jeg glæder mig til at prøve opskrifter fra.

 Less is more-mad. Lige efter mit hoved.

Lækker stemning i bogen.

Sidste års fine pakke og kort kan ses her.

fredag den 6. januar 2012

Et par julegaver

Og det er et par af den slags, der betyder rigtig meget. Det er nemlig ikke nogen, man bare lige hiver ned fra hylden.

Den lyserøde puddel fra Royal Whites serien fra Royal Copenhagen. Serien er udgået og det er totalt umuligt at opdrive den. Så min mor har gennemtrawlet nettet efter den lille hund i månedsvis og fandt den til sidst på Ebay og den kom med posten fra Hamborg i allersidste øjeblik. Mit hjerte sprang lige et slag over, da jeg åbnede pakken. Den er bare så fin.

Et lille fad, der passer til ét jeg fandt på et loppemarked i sommer. Jeg så det på Den Blå Avis og nævnte det for min mor, der straks satte søgningen i gang. Hun er ret dygtig til det der og ikke mindst ekstremt vedholdende.

Jeg holder af alle mine julegaver, men de her er altså noget helt særligt.

tirsdag den 13. december 2011

Fødselsdagkort

Hej Mor

Tillykke med fødselsdagen i dag. Jeg er ked af, at jeg ikke kan være der til at give dig et fødselsdagskram, men turen er desværre lidt for lang. Du må også have din gave til gode. Jeg turde ikke sende den - Post Danmark kan jo godt finde på at smide lidt rundt med pakkerne. Det er nemlig noget, der kan gå i stykker. Så siger jeg ikke mere. Men du må godt se den:


Jeg glæder mig til at komme hjem til jul. Og de knap to uger, kommer jo nok til at suse afsted.

Kram fra
Asli

fredag den 11. november 2011

Min mors systue

Min mors systue har også været i sving med produktionen af varer til julemarkederne lige om lidt. Det er superfedt, at hun vil hjælpe mig, for jeg har haft max-travlt med at hækle pandebånd og burkaer og mineskaldepander og...

Hun har sendt nogle billeder af et par tøse-tøsede fleecetrøjer:

 Knald på farverne. Yay!

Min mor har sans for detaljer. Så der er selvfølgelig lige sat en rib på lommen, der matcher foret i hætten og ribben på ærmerne.

Totalt tuttenuttet, hvis man spørger mig.


Den lyserede har vateret foer.

Begge er størrelse 3 år og kommer med på marked i Horsens lige om lidt.

lørdag den 24. september 2011

Prøvetur

Det her, det er så godt, at jeg er lige ved at tisse en lille smule i bukserne af begejstring over at kunne fortælle det.

Så så man lige mig på prøvetur i Amazonen aka Baronen.

Mine forældre tog røven på mig bigtime, da jeg kom til Varde i går og en næsten fix og færdig Amazon rullede ud af garagen. WHAT? Sidst jeg så den, så den nogenlunde sådan her ud. Nu har den prøveplader på og skal måske til syn på mandag (kryds lige fingrene, ikk Blogland?). Der skal lige reguleres et par ting, men i det store hele kører den som en drøm. Det er SÅ fedt!

I får lige lidt flere billeder af min smukke bil:

Volvo Amazon Klub Danmark-emblem på grinet og B20 emblemet, der viser, hvilken motor der er i.

 

Radio og handskerum.

Benzinprop.

Smuksmuksmuksmuksmuk.

Tusind tak til Far, der skilte bilen stump for stump og satte den (rigtigt) sammen igen. Og til Mor, der pudsede krom og i øvrigt nøje overvågede arbejdets gang.

P.s. Eventuelle vittige hunde med bud o.l. kan godt spare sig. Baronen og mig hører sammen. Basta.

Topscorere den seneste uge