Viser opslag med etiketten forår. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten forår. Vis alle opslag

mandag den 1. april 2013

Halstørklæde med neon

I påsken har der været dejlig meget tid til at fordybe sig i garnrelaterede projekter, og jeg fik strikket et halstørklæde af noget af garnet fra New York. Det kom til at se sådan her ud:




Halstørklædet er ikke så bredt til gengæld er det blødt og lækkert og nok tre meter langt. Og så er det strikket i dobbelt garn på pind 7, så det var ikke noget, der tog lang tid. Jeg er blevet rigtig tilfreds med resultatet, så det gør mig faktisk ikke noget, at det ikke er så varmt endnu - så længe solen bare skinner, forstås.

søndag den 10. februar 2013

Kriblen

På denne her tid af året begynder det at krible i mig. Der er lige over en måned til påske, som markerer startskuddet på campingsæsonen og jeg glæææder mig til at få den lille frøken ud af sit vinterhi. Det bliver nok ikke lige i påsken, men alligevel.

I weekenden fandt jeg en af mine camping-krea-kufferter klar og lavede lidt flere lapper klar til mit tæppe med mini-patchworkblomster.




Jeg har aftalt med mig selv, at jeg kun må sy på det, når jeg er på camping. Men lapperne må godt gøres klar hjemmefra. Det er alligevel den mindst spændende del af det. Når jeg har syet de blomster, der er klargjort nu, har jeg nok omkring 100 blomster i alt.

I øvrigt kan jeg anbefale at holde øje med rester af patchworkstof i genbrugsforretninger. Jeg har købt flere stumper til 1, 2 eller 5 kr. stykket. Det kan lidt bedre svare sig, når man kun skal bruge en lillebitte smule til hver blomst, end at købe min. 25 cm stof i en stofforretning.

fredag den 4. maj 2012

Telegram

I dag har jeg været til konfirmation hos et par tvillinger. Jeg synes godt, det kan være en udfordring at finde et sejt telegram til en teenager. Derfor har jeg forsøgt at lave et selv....du kan jo vurdere, hvor godt det er lykkedes:



Jeg er bestemt ikke nogen computerhaj, så jeg har bare brugt Word til at lave skemaet. Der findes med garanti et smart program, som man kan bruge til at lave alt muligt grafik med, men jeg kender det desværre ikke. Jeg har også bare brugt skrifttyperne fra Word, men hvis man gerne vil have lidt afveksling, så er der ca. en milliard til gratis download her.

tirsdag den 6. marts 2012

Klokken 5 minutter i forår

I et anfald af forventningsglæde i forhold til forårets og sommerens ture i mit lille transportable retroparadis har jeg indkøbt lidt nyt (gammelt) udstyr til frøkenen på dba.dk:


En Cathrineholm lotuspande i olivengrøn. Panden her er i prima stand. Ingen afslag eller ridser. Jeg har givet 350 kr. for den, hvilket egentlig er i overkanten af, hvad jeg vil give for en gammel pande. Men fordi standen er så fin, så gjorde jeg en undtagelse. Den kommer til at klæde den lille frøken så fint, tror jeg.

Udover denne her pande er der også en orange Cathrineholm gryde på vej med posten til mig. Den fik jeg billigt, fordi den har blåt låg. Men sjovt nok, så har jeg i forvejen en orange gryde med blåt låg i campingvognen, så det passer fint.

tirsdag den 26. april 2011

Retrostoffer og blå himmel





Retrostoffer, der skal med på forårsmarked, har i dag hængt og blafret i vinden på mine forældres tørresnor. Smukt syn, synes jeg - den blåblåblå himmel hjalp godt på vej. Kan du også mærke det? Sommeren er lige om hjørnet. Men først forår(smarked). Jubiii!

mandag den 25. april 2011

Altankartofler

Når det er ferie og superdejligt vejr, skal der være plads til at lave ingenting... I dag har kæresten og jeg rykket lavningen af ingenting ud på altanen. Der bliver slappet af, spist lidt mad, hæklet lidt (det går under kategorien at lave ingenting) og surfet på internettet. Vi kan lige holde til det...


Hjemmelavet hyldeblomstdrik af hyldeblomster. Mmmm - det smager af sommer.



I går var vi til dåb og havde denne gave med:


tirsdag den 22. marts 2011

Forårsaltan

Der sker ting og sager i det lille hjem. Mit soveværelse undergår (med stor hjælp fra mine forældre) i disse dage en stor forandring, som gerne skulle munde ud i, at jeg får en slags krea-rum, som er lidt mere permanent end den arbejdsstation, jeg har nu. Jeg glæder mig som et lille barn!

Mens der bliver hamret og banket og skruet i soveværelset (og bandet og svovlet lidt, for det er paskram), har min mor været så sød at gøre min altan forårsklar.





Krea-rum og blomstret altan i solskin. Livet er skønt!

Jeg viser billeder af mit nye soveværelse senere. Vi skal lige være lidt længere i processen, inden jeg flasher.

tirsdag den 15. februar 2011

Fuglene...

...kommer vist til at gå igen mange steder på Forårsmarkedet - naturligvis, fristes jeg til at sige. De er jo ægte forårsbebudere, sammen med vintergækker og krokus (og min fødselsdag...hihi).

Jeg er i gang med at finde ud af, hvordan jeg skal indrette min bod, som også denne gang kommer til at indeholde fine lopper og mine egne håndlavede ting. Hvordan stiller jeg det indbydende op og hvordan får jeg kombineret de to ting bedst, er de nødder jeg forsøger at knække ligenu. Det er ret sjovt, og jeg har mange ideer, som jeg håber, jeg kan få forenet.

Men her er lige et lille kukkuk af nogle fine fugle, jeg har med på marked i loppekategorien:


En stor svane til blomster i forgrunden.


Mine evner udi ornitologi er stærkt begrænsede, men jeg tror, at det her er duer. Det er lysestager og de er ret fine. Faktisk så fine, at jeg stadig ikke helt har afgjort, om de kommer med på marked eller om jeg beholder dem selv.

Topscorere den seneste uge