Viser opslag med etiketten sommer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sommer. Vis alle opslag

mandag den 9. september 2013

Samsø, solskin, september

Engang imellem har man lov at være heldig. F.eks. bestilte jeg for flere måneder siden et weekendophold på Samsø som en fødselsdagsgave til der Mann (ud fra devicen: Hvad giver man, manden der har alt? - Noget man selv ønsker sig...). Vi var afsted i weekenden i forrygende sensommervejr og det var gennemført dejligt.

Det var min første tur til Samsø og vi boede på Hotel Strandlyst v. Ballen, hvilket virkelig kan anbefales. Smukke omgivelser, lækker mad og sød og usnobbet betjening. Rigtig godt! Det kunne mærkes, at øen var ved at gå i vinterhi og flere butikker/restauranter/seværdigheder havde korte åbningstider, men til gengæld var det en stor fordel, at det hele ikke var så overbefolket.
 
Vi venter spændt på færgen v. Kalundborg.

Indsejlingen mod Kolby Kås.


Samsø er en rigtig frugt- og grøntsagsø. Det nyder man godt af på øens restauranter, der (stort set) alle forstår at omsætte øens ressourcer til gode madoplevelser. Derudover er der masser af vejsideboder, der sælger friskopgravede kartofler, løg og andet grønt. Eller som her, hvor man bare frit kan forsyne sig.

 
Min stolte viking fik sig en dukkert ved Isse hoved. Jeg sørgede for fotodokumentation... Det var i øvrigt et rigtig smukt område ved Nordby Bakker. Det kan helt sikkert anbefales med en tur dertil, hvis man er på øen.

 Det er snart græskarsæson. Samsø leverer bl.a. græskar til Halloween i Tivoli.


Vi var til fugleshow hos Falkecenter Samsø, hvor de altså også har andet end falke. Det var en stor oplevelse at se en fugl med 2,5 meter i vingefang flyve lige henover hovedet på en.


 Sæsonafslutning med musik og leben på Restaurant Dokken...ja, det ER en fiskekutter, de står i...

Søndag var vi på ø-rundtur i en veteranbus. Det er faktisk den rigtige bus fra Bussen med Dirch Passer. Jeg var ellevild, da jeg fandt ud af det - det var en af mine yndlingsfilm som barn. Der Mann var mere afdæmpet i sin begejstring, men jeg tror nu, han hyggede sig meget godt med det alligevel.

 På gensyn, Samsø!

En stille delekage og lidt strik på færgen hjemad. Vi var godt trætte efter en tætpakket weekend.

mandag den 26. august 2013

Sommerferie 2013 v. 2.0

Fra i dag er hverdagen i gang igen, og det er med tidlige morgenvagter og hele pivtøjet. Men jeg har heldigvis en dejlig ferie at se tilbage på, og jeg synes selv, de tre uger er blevet udnyttet maksimalt. Den sidste uge var der Mann med på campingferie - først til Amazontræffet og siden i Søndervig - og det var helt forrygende. Jer der er ved at være trætte af feriebilleder af campingvognen og Amazonen kan bare zappe videre, men jeg er altså ikke helt færdig med det endnu.

Gratis (men ubetalelige), halvpebrede, vilde, stille, farverige, disede, solbeskinnede, regnvåde oplevelser. De er vidt forskellige, men alle med til at gøre det okay at komme tilbage til hverdagen igen. Her kommer de sidste feriebilleder i denne omgang:


 Den ene mere forrygende solnedgang end den anden.

 Der Mann fik lov at køre Amazonen...så er det sgu alvor!

Mit nye retro-udekøkken kom i brug. Det var helt genialt med den ekstra bordplads - man kan sige meget om den lille lyseblå campingvogn, men plads er jo ikke ligefrem noget, man vælter sig i.

Vi var i Legoland. Yay!

 På de kølige aftner sad vi inde i campingvognen og hørte Radio Klitholm på transistoren.


 Blødkogte æg om morgenen er en stilfærdig luksus, som jeg elsker.
Amazonen ved Lyngvig fyr (inkl. uæstetisk autocamper, der valgte at parkere lige bag os - jeg havde ellers lige set en smuk photo opportunity med Amazonen. Fordømt!).

 228 trappetrin op.

God værkstedshumor i udstillingen ved fyret.

 Vi var på bunker-tour ved stranden...

 ...og så mere solnedgang.
 Amazonen på Thorsminde havn.

Vi var også på kro og fik klar suppe - man var vel på retro-ferie...

Jeg kørte altså også selv Amazonen. Her er vi på vej hjemad med campingvognen bagpå.

torsdag den 15. august 2013

Sommerferie 2013 v. 1.0

Min sommerferie er skudt i gang, og den foregår (naturligvis) i den lille blå campingvogn og Amazonen. Vejret kunne sagtens have været bedre, men som garvet campist er lidt regnvejr ikke noget, man lader sig slå ud af. Første del af sommerferien har jeg holdt med mine forældre på DCU Camping i Kollund. Det er lidt som at komme hjem til barndomshjemmet, for jeg har camperet her med mine forældre (on and off) siden jeg var 4 år. Der er sket en del ændringer på pladsen siden da, men jeg kender stadig området som min egen bukselomme og det er simpelthen så hyggeligt.

Vi ankom i mandags og har brugt dagene på at komme ned i gear og furagere til resten af ferien (læs: handle i Tyskland). I dag fortsætter vi turen til Hejlsminde Strand Camping, hvor årets træf i Amazonklubben skal foregå, og i morgen slutter der Mann sig til os for at prøve sin første campingtur nogensinde (Jeg synes, det er topsejt - og lidt modigt - at han lægger ud med campingtur OG træf med nørderne på en og samme gang).

Her kan du se lidt billeder fra de sidste par dage:

Morgenbord. Vi nåede lige at dække op og sætter tænderne i rundstykkerne, før det begyndte at regne...

...vi prøvede at overbevise os selv om, at det ville drive hurtigt over, men måtte sande at det var for optimistisk. Så vi hoppede ind i campingvognen - med lidt god vilje kan vi godt sidde tre personer derinde og spise.

Entertainment center.

Forråd.

Jeg har sagt det før og siger det gerne igen: Amazonen tager sig lækkert ud i alle slags vejr!

 På grænsehandel i Amazonen.

Vi tog den smukke grusvej hjemad.

 Lækker mad hører sig til.

Den lille frøken vækker stadig opsigt...

mandag den 22. juli 2013

Kolonihave

Der Manns forældre har en kolonihave, som vi har fået lov at låne, mens de er på ferie. Det er SÅ dejligt, for det giver os mulighed for at lege ferie, selvom vi stadig arbejder. Jeg er ret vild med den ide....og med kolonihavelivet generelt, fordi det minder så meget om camping, som jeg jo elsker, men med have. What's not to love?

Solen brager ned, og jeg kan ikke få nok. Ikke ét ord om "i overkanten" herfra. For temperaturer i omegnen af 30 grader betyder nemlig, at man må gå ind i skyggen og forholde sig helt i ro, mens man drikker rød saft og spiser chokoladekiks og det er jo også dejligt. Jeg håber bare, det holder, til jeg når min rigtige ferie.

Det allermest nødvendige fra købmanden (jaja, det er en almindelig Fakta, men jeg vil insistere på at kalde den "købmanden" - det lyder bare mere som sommerferie, synes jeg).

 Morgenmad i haven. Allerede der var det så varmt, at vi måtte ind i skyggen.


Haveforeningen har verdens hyggeligste (og mindste) bibliotek.

Lige rundt om hjørnet ligger måske Danmarks bedste isbiks. Ja, det er store ord, men de lever op til dem.


Mmmm....Min er med rabarbersorbet og mandel-chokolade. Jeg fik også afprøvet havtornsorbet og nutella-kiks. Havtornsorbeten er favoritten indtil videre. Det er virkelig lækkert!


Cafe 8-tallet med Amager Fælled i baggrunden.

Søndag aften, en ny uge truer. Lykken er at dele en bundsjat hvidvin direkte fra flasken, fordi man ikke gider vaske glassene op.

Topscorere den seneste uge