Viser opslag med etiketten strikkefestival. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten strikkefestival. Vis alle opslag

lørdag den 24. september 2016

KnitWork 2016

Hvad har Fanø, Todbjerg, Saltum og København til fælles? De har allesammen en strikkefestival. I København hedder den KnitWork, og den løber af stablen denne weekend. Den begyndte sidste år, men der deltog jeg ikke, fordi pigen lige havde haft sin allerførste fødselsdag og barselsboblen var førsteprioritet. I år VILLE jeg afsted. Nu har jeg så deltaget i 1½ dag, og jeg er lidt overvældet over de mange indtryk. Men den gode nyhed er, at det fortsætter i morgen, så du kan godt nå at være med. Tjek programmet ud HER.

Herunder kommer en masse billeder og nogle løse betragtninger.


Der er virkelig gjort meget ud af standene. Hver enkelt stand har sit eget lille hus (som man f.eks. kan se på billedet herover), og det ser bare rigtig fint og anderledes ud i forhold til alle de andre messer og festivaller, man kan besøge. Og butikkerne, der har stande på messen har alle virkelig lagt sig i selen for at lave smukke og indbydende indkøbsmuligheder til de besøgende.

Fox og Janes stand, hvor mine tykke dyr er med. Jeg benyttede mig af deres messetilbud på Knitpro-pinde.

Garnselskabets stand er exeptionelt fint indrettet og byder på mange fine ting. Men det er også et samarbejde mellem en perlerække af dygtige kvinder.

Biches et Bûches var et nyt bekendtskab for mig, men jeg kunne lide, hvad jeg så. Deres stil er, trods deres franske bopæl, meget nordisk og enkel. Og så havde de nogle sindssygt lækre garner med.

Tusindfryd og Stine Hoelgaard deler en stand, og jeg havde godt nok lidt svært ved at kæmpe mig igennem mængden af garnhamstrende kvinder, men det lykkedes til sidst. Jeg købte en rigtig lækker opskrift på en trøje til barnet og så lidt strikkegrej til mig selv.

Rauna havde fundet på noget sjovt! På hendes stand kan man nemlig få sig en strikkerelateret tatovering. Bevares, den er midlertidig, men det kan jo være, at den er med til at give nogen modet til at gå all in. 

På Woolspires stand gik snakken om strikkeprøver og garnkvaliteter. Her er det Trine og Thea.

Når benene er blevet trætte under vægten af ens indkøb, kan man sætte sig ned og strikke. Og det er der mulighed for mange steder på festivallen. Det er rigtig godt tænkt, at der er så mange steder, som indbyder til at sætte sig ned, strikke og falde i snak. For mig er det en væsentlig del af det at gå på strikkefestival, at man møder nye mennesker og snakker lidt om strik. Man behøver ikke gå derfra som hjerteveninder, men man mødes og deler sin passion for garn, strik og hækling ved at beundre hinandens igangværende projekter. Andre festivaller, jeg har været på, at måske nok haft borde og stole, men der er nu mere stemning over en samling loppefunds-stole, en europallekonstruktion og en bunke fatboys.


Forplejningen er god. Jeg fik mig en lækker boks med forskellige salater og et grillspyd til frokost. Og selvom vi garn-aficionados jo dybest set kan leve af uld og retmasker, så er det nu alligevel rart, at der er kælet lidt for maden også. Der var også kage, men den glemte jeg helt at afprøve. Temmelig atypisk for mig, så det må vist være et mål for i morgen at afprøve.

Der er en række interessante foredrag og workshops. I går deltog jeg i en workshop om at leve af sin passion. Det er ikke fordi, jeg har tænkt mig at opgive mit dayjob sådan lige med det første, men derfor kan man jo godt søge inspiration til at optimere sin lille nebengeschæft. Og det var lige hvad det gav: masser af inspiration og ideer til at tænke nyt. I dag hørte jeg et tankevækkende foredrag om strikkens positive indvirkninger på psyken (og fysikken). Jeg havde jo nok på fornemmelsen, at jeg bliver til et mere medgørligt menneske, når jeg har mulighed for at strikke, men det var da rart at få det bekræftet. Workshops'ne og foredragene fortsætter i morgen og det er også muligt at købe billetter på dagen.




mandag den 8. september 2014

Strik Bornholm

Så er jeg hjemvendt fra Bornholm efter en forrygende weekend med hækling og strik. Mine workshops havde nogle skønne deltagere, der kastede sig ud i hæklingen med krum hals. Det er jeg bare så glad og taknemmelig for.

Jeg mødte en masse nye spændende mennesker, og jeg nåede også at melde mig til en workshop i grafisk gobelinstrik hos Charlotte Kaae (Det er hende med Krydret Strik). Det var megafedt! Ikke alene lærte jeg at strikke gobelinstrik, jeg lærte også at strikke retriller frem og tilbage UDEN at vende strikketøjet. Oh yes! Det er smart. Jeg glæder mig til at få brugt teknikken noget mere - jeg har allerede et par ideer, jeg skal have prøvet af.

Nå ja, og så var der selvfølgelig stande med garn mm. Jeg købte et kit hos Nordiske Masker til at lave en mønsterhæklet taske, og så et par brugte håndarbejdsbøger hos Tex-Antik. Begge dele glæder jeg mig til at fordybe mig i.

Hvis de holder festivallen igen til næste år, skal jeg klart afsted igen!

Herunder er der lidt stemningsbilleder fra festivallen:
En af deltagerne på min workshop om hæklede figurer fik lavet en lille cupcake færdig. Så bliver man lige lidt stolt.

Jeg havde en del hæklede dyr med til festival, og disse fire fulgte mig trofast hele øen rundt. Her har de fundet sig en klippe at posere på.


Vejret var helt forrygende, og derfor holdt jeg også en workshop udenfor. Jeg underviste i bare tæer i sandet - sikke en fed oplevelse.


Det her er fra Grafik Gobelin-workshoppen. De forskellige strikkeprøver, som kursisterne nåede blev lagt frem til fællesfoto.

Workshoppen foregik i øvrigt i disse smukke omgivelser.

Søndag eftermiddag nåede jeg forbi Hammershus. Jeg var der i ottende klasse, så det kunne godt tåle et gensyn.

torsdag den 3. juli 2014

Strikkefestival på Bornholm - skal du med?

Har du forresten set, at der kommer en strikkefestival på Bornholm til september? Det er fra d. 4. til d. 7. september, og der bliver arbejdet på højtryk for at gøre det til en superlækker, ulden oplevelse.

Jeg skal med som underviser i hækling, og jeg har tre workshops i løbet af festivallen:

En begynderworkshop, hvor vi ser på de helt grundlæggende masker og teknikker. Det hele foregår i stille og roligt tempo og der er plads til at stille ALLE de spørgsmål, du kan komme i tanker om - også gerne flere gange. Denne workshop har #2 i workshopoversigten.

En amigurumi-workshop, for dig der allerede kan hækle, og nu gerne vil i gang med at hækle figurer. Denne workshop har #10 i oversigten.

Og endelig er der en workshop for viderekomne, hvor du kan lære at designe din egen hæklede figur. Her deler jeg ud af alle de der små tips og tricks, som giver din figur den sidste finish. Denne workshop har #37 i workshopoversigten.

Udover yours truly er der selvfølgelig en masse andre spændende workshops. Mest om strik, men også lidt om hækling, så der er rig mulighed for at lære nyt og blive inspireret. Jeg glæder mig i hvert fald til en hel weekend i garnets tegn.

Du kan læse meget mere om festivallen lige HER.


mandag den 23. september 2013

Fanø-strik 2013

Så oprandt weekenden med Strikkefestivallen endelig og nøj, hvor har vi hygget os i det lille sommerhus i Sønderho!

Her er lidt billeder fra weekenden og til sidst lidt refleksion over arrangementet:
Louise strikker i Amazonen.

Min mor havde sørget godt for os, så der var lasagne, vi kunne varme, da vi ankom fredag aften. 
 
 Den første workshop, jeg deltog i, handlede om strik med perler.

Lidt af Louises plantefarvede (g)uld og hendes "pralecirkel" med farveprøver.
 
Trine vinder garn op i en f****** fart.

 
Anne og nyt garn.

Inspiration fra anden og sidste workshop: I snoninger.

Amazonen i venteposition ved færgen. Vi ventede "kun" i 1½ time.

Weekendens øveprojekter. Jeg glæder mig til at komme i gang med to nye teknikker.

Og hvad synes jeg så om at være på festival?
Jeg synes, det var MEGAfedt at være sammen med de skønne damer i sommerhuset, og det var nogle rigtig gode workshops, jeg var på. Der var gode (og tålmodige) undervisere, der var klar med instruktion i de grundlæggende teknikker, men som også kom med inspiration til selv at lege med metoderne. Principielt synes jeg ikke, der er nogen metoder, der er for gammeldags eller umoderne. Det handler bare om at finde den rette måde at anvende dem på - og det synes jeg er rigtig sjovt.

Jeg kunne godt have tænkt mig, at der var mere fokus på det at være fælles om at strikke eller hækle. Mit indtryk var, at mange sad i deres sommerhuse og strikkede med en flok veninder (og det hyggede jeg mig bestemt også gevaldigt med), men når man lissom lykkes med at samle SÅ mange strikkere på et sted, hvorfor så ikke udnytte det til at lave nogle helt vilde strikkeforsamlinger, hvor flere tusind strikkere strikker samtidig? Eller en strikkegudstjeneste i Sønderho kirke? Eller en strikkekoncert? En strikkepicknick? Et strikke-orienteringsløb? Et eller andet sjovt og anderledes, som man netop ville have mulighed for i de skønne rammer, som Fanø giver? Leg dog (lidt mere) med mulighederne! Det ville være min opfordring til arrangørerne til de kommende festivaller.

onsdag den 18. september 2013

Optakt til strikkefestival

I weekenden skal jeg til strikkefestival på Fanø, og jeg glæder mig helt overdrevet-mega-koloenormt meget! Det er første gang, jeg skal afsted, for sidste gang der var strikkefestival, var jeg endnu ikke fuldblodsstrikker. Men det er jeg nu (selvom jeg stadig har masser at lære).

Mine kolleger griner af mig, når jeg fortæller, at jeg skal til strikkefestival, men de kan grine ligeså højt og længe de vil, for jeg ved bare, at det bliver alletiders weekend. Jeg skal afsted med en flok skønne kvinder, som jeg alle har lært at kende gennem bloggen - vi kommer til at mødes fra nær og fjern på Fanø - og så skal der ellers bare nørdes garn og strikkes og snakkes og drikkes rødvin og spises kage. Arjmen, jeg kan nærmest ikke være i min krop af spænding!

Jeg er så småt gået i gang med at pakke, og jeg har sørget for at kunne iføre mig lidt forskellige strikke-statements:

Oh yeah!

Hvem skal mere med til Fanø? Giv jer gerne til kende - både her og IRL på Fanø. Du kan kende mig på ovennævnte t-shirt og den røde Amazon.

Topscorere den seneste uge