Noget om en flagstang

I dag får I lige et lidt anderledes husindlæg:

I vores forhave er der kommet en flagstang op. Og selvom der Mann har fået lov til at være med til at bestemme, hvor den skulle stå, så er det MIN flagstang. Denne her flagstang har min far nemlig lavet til min første fødselsdag, og den har stået i deres have lige indtil Bodil fik ram på den i december sidste år. Da den blev hentet som rafte i Søndre Plantage ved Varde i 1984, var den 11 meter lang, og jeg har tit hørt historien om, hvordan den blev fragtet hjem på taget af min fars gule Saab 96. Bodil kortede den et par meter af, men det efterlod heldigvis en flagstang med en pæn længde, så da mine forældre spurgte, om vi ville have den over til os, sagde jeg ja med det samme. I foråret tog den turen tværs over landet på taget af min morbrors ladvogn, og nu står den så fint her og vifter med en vimpel, som min Bedste har foræret os.

På den måde er historien om min flagstang meget sigende for, hvordan vi gør ting i min familie: Der var sikkert mange andre løsninger, der kunne have været nemmere, men denne her var den rigtige!

Fastelavn anno 1989

I dag har mit newsfeed på både Facebook og Instagram flydt over med billeder af skønne fastalavnsklædte unger. Det er virkelig skægt at se, synes jeg, og jeg fik lyst til at vise et billede af et kostume, jeg bar i 1989. Jeg var 5 år gammel og inde i en jeg-vil-bare-være-ligesom-mor-og-far-fase. De var og er begge slagteriarbejdere, og således var jeg klædt ud som slagteriarbejder det år.

Min mor har syet kostumet - ligesom hun i øvrigt også syede alle mine andre fastelavnskostumer og meget af mit almindelige tøj.

Her er jeg i mine forældres køkken:

Inklusiv hat med hårnet und alles.

Det fine logo på ryggen er møjsommeligt applikeret på...og gummistøvlerne ligner nogle, jeg godt kunne vokse lidt i.

Jeg ved godt, at det nok er lidt sent at inspirere til årets udklædning, men måske kan nogen derude bruge det til næste år?

Gang i læderværkstedet

Min far havde slidt sit arbejdsbælte op (altså det bælte, der ikke er til pænt brug forstås), og jeg havde lovet ham, at jeg ville fikse et nyt til ham, hvis han til gengæld gav mig et nitteværktøj til min Astor svingarmsmaskine, hvilket han indvilgede i. Det var et ret hurtigt projekt, for jeg brugte en færdig rem fra Skindhuset, men da jeg alligevel havde grejet fremme lavede jeg også et par nøglesnore.

Jeg har brugt nogle af de nitter, som jeg købte i New York i foråret.

Min fars kommentar til det færdige bælte? "Neeeiiiij! Det er da alt for fint til arbejdsbrug"... Hihi.

What are the odds?

I dag var dagen, vi har ventet på med længsel og kolde fødder i min familie. Dagen hvor Baronen endelig skulle slippes løs i strakt galop på landevejen. Det blev en begivenhedsrig tur - men på mange andre måder, end vi havde forventet, da vi trillede ud af indkørselen.

Det begyndte godt, som sådan nogle ture som regel gør. Vi sad og skamroste det fine automobil og alle dets fortræffeligheder. Da vi kom uden for byskiltet og volvoen rundede de 80 i timen ville jublen ingen ende tage. Findes der egentlig herligere køretøjer?

Lidt længere fremme møder vi en rundkørsel. Jeg kobler ud, gearer ned, svinger bilen rundt i en blød kurve....og motoren dør....What? Triller ind til siden, drejer nøglen. Det før så standsmæssige køretøj giver sig i en svag hosten, men rokker sig i øvrigt ikke af flækken. Faderen ud og pille ved motoren. Stadig ingenting. Faderen bander højlydt, mens tonsvis af biler drøner forbi med familier, der drejer hovedet af led for at se, hvad vi dog laver. Dette scenarie fortsætter i en halv times tid.

Efter at have været afsted efter benzin, som heller ikke fik vækket Amazonen til live, ringer vi efter et fejeblad. Ventetiden er omkring 1 time, får vi at vide. Vi sidder lidt og kigger fåret ud af frontruden, kun afbrudt af et enkelt "Det var da ligegodt satans!" indimellem.

Og så sker der det, ingen af os havde kunnet forudse. Ud af rundkørselen og den bløde kurve triller et lille, løjerligt optog af en Volvo B18 210 og en Saab 96. Førerne ser, vi er nød og svinger resolut ind til siden og stiger ud. Så tager begivenhederne fart. De marcherer målbevidst hen mod Amazonens kølerhjelm, som jeg skynder mig at åbne. Den ene giver sig til at hive diverse gummislanger af og tusind andre ting, som jeg slet ikke aner nok om mekanikken til at beskrive, mens den anden henter en mængde værktøj i sin bil. Samtidig fyger det rundt i luften med volvo/veteranbilsnak. Min mor og jeg kigger på hinanden og tænker tydeligvis det samme: "Hvor kom de fra? Hvad sker der? Og har du nogensinde set så gul en bil før?"

Nå, men Amazonen kommer ikke i gang trods ihærdig indsats fra min far og de to redningsmænd. Vi bliver hentet af Dansk Autohjælp og de to veteranentusiaster kører videre på deres cruisingtur. På trods af at turen blev noget anderledes end forventet, er jeg alligevel glad for oplevelsen. Det er en god historie, som vi vil grine af i årevis OG jeg fik bekræftet min mistanke om, at det er flinke folk, der kører i veteranbiler.

P.S. Min hr. Fader fik i øvrigt ret hurtigt fikset amazonen, da vi var hjemme i sikkerhed igen. Og vi synes stadig ikke, der findes herligere køretøj.

P.P.S. Volvo-Bo: Denne her går ud til dig som tak for hjælpen!

Valentinsgave

Når det kommer til romantik, er jeg ikke så meget til Valentinsdag. Jeg er typen, der synes, at det er pligtromantik og dermed ikke rigtig romantisk. Men mine forældre har igen i år givet mig en valentinsgave, og DET synes jeg, er fedt.

Superfin indpakning og kort, som min mor har lavet med vanlig sans for detaljer.

 Indholdet: En lækker kogebog, som jeg glæder mig til at prøve opskrifter fra.

 Less is more-mad. Lige efter mit hoved.

Lækker stemning i bogen.

Sidste års fine pakke og kort kan ses her.

Med længsel og kolde fødder...

...har min far (og også min mor) og jeg ventet på en pakke. En meget vigtig pakke, som er bestilt i september. En meget vigtig pakke, som SKULLE nå frem inden 14. marts. En meget vigtig pakke, der er blevet rykket for hos leverandøren adskillige gange. En meget vigtig pakke, som endelig er kommet frem.

Originale emaljenummerplader til Baronen! Med mine initialer som bogstaver, naturligvis.

Ååååh, 14. marts kom snart, så vi rigtigt kan få asfalt under hjulene!

Prøvetur

Det her, det er så godt, at jeg er lige ved at tisse en lille smule i bukserne af begejstring over at kunne fortælle det.

Så så man lige mig på prøvetur i Amazonen aka Baronen.

Mine forældre tog røven på mig bigtime, da jeg kom til Varde i går og en næsten fix og færdig Amazon rullede ud af garagen. WHAT? Sidst jeg så den, så den nogenlunde sådan her ud. Nu har den prøveplader på og skal måske til syn på mandag (kryds lige fingrene, ikk Blogland?). Der skal lige reguleres et par ting, men i det store hele kører den som en drøm. Det er SÅ fedt!

I får lige lidt flere billeder af min smukke bil:

Volvo Amazon Klub Danmark-emblem på grinet og B20 emblemet, der viser, hvilken motor der er i.

 

Radio og handskerum.

Benzinprop.

Smuksmuksmuksmuksmuk.

Tusind tak til Far, der skilte bilen stump for stump og satte den (rigtigt) sammen igen. Og til Mor, der pudsede krom og i øvrigt nøje overvågede arbejdets gang.

P.s. Eventuelle vittige hunde med bud o.l. kan godt spare sig. Baronen og mig hører sammen. Basta.

Baronens tilstand

Det er længe siden, vi sidst har hørt fra Baronen. Det må vi straks råde bod på.

Der er rigtig kommet skred i sagerne. Motoren er kommet i, og de forskellige kromdele er også så småt begyndt at komme tilbage på plads. Himlen sidder igen i bilen og køleren er snart monteret. Min far siger, der er lang vej endnu, men det begynder da at tage form.

Wuhuu! Motoren er i.

Og den er blevet malet fin rød.

Nypudset kofanger.

Smukke linjer.

Min fars (næsten) idiotsikre system. Vi nævner i hvert fald ikke den fodliste, hvor der er et fint skilt med 'venstre' i den ene ende og 'højre' i den anden, mens den anden liste intet skilt har.

Der er stadig noget ledningsspaghetti.

Vigtige noter.