mandag den 4. april 2011

Jeg ved godt, det er lidt barnligt...

...men jeg elsker simpelthen pakker! Her er dem, jeg fik i går. Jeg har arrangeret dem i kategorier:


Køkkenting. En plexiglas sæbedispenser fra Nomess. (Her har jeg fyldt VEL i, fordi de havde det i butikken og det så fedt ud. Måske skal der noget andet i med tiden - jeg er ikke så meget til den kraftige duft af VEL. Men ligenu ser det sejt ud, synes jeg). En lille dåse til sukker - tror jeg (Jeg ved ikke, hvad mærket hedder, men man kan få dem i allemulige slags til alt fra mel til vaskepulver). Og små cupcakeforme fra Rice.


Wellness. Shampoo og balsam til blond hår. (Fancy-smancy! Jeg plejer at bruge en af de strivrede fra Matas). En lækker deodorant fra Biotherm. Når man så er helt ren og velduftende, kan man kysse sin yndlings-Beatle. Sejt, ikk? Derudover en bif-tur, som er bagpå croonerkortet - til The Kings Speech. Spændende!


Sofa-hygge. En spændende krimi (Er der nogen, der ved, om man skal have læst forgængeren, før man læser denne her?). Stroopwafler (En hollandsk specialitet - i en festlig æske). Hollandske lakridser (Jeg vælger at tro, at navnet ikke er en kommentar til min alder).


Altan-hygge. Men man kan da ikke spise på altanen endnu, Asli. Vist kan man så. JO. MAN. KAN! (Hvis du ikke har prøvet den her pesto, så gør det! Den er mega-god og man kan få den i Netto).


Dette er faktisk ikke en fødselsdagsgave men en ferniseringsgave til mit nye krearum. En festlig lyskæde fra min søde veninde. Nu mangler jeg bare at holde ferniseringen...

Tuuusind tak for fantastiske gaver! Jeg er virkelig glad for dem.

søndag den 3. april 2011

Fødselsdagskager

Iiih, det har været sådan en dejlig dag idag! 13 skønne gæster - lidt fordelt i hold. Og de er heldigvis den slags vidunderlige mennesker, som sagtens kan synes, det er hyggeligt at sidde og nulre med at lave kager en hel eftermiddag. Naturligvis sideløbende med snak og venskabelige drillerier. Jeg er ganske lykkelig.

Her følger (en del) billeder af kagekreationerne - hvoraf en stor del kommer med på arbejde i morgen (endnu en fordel ved dette arrangement - gæsterne lavede mine fødselsdagskager til arbejde. Totalt smart):


Allerede rimelig kaotisk inden vi gik i gang.



frøkenen og baronen-logo-cupcake (og det er ikke engang min kreation).



Denne her er ret skøn på den psykadeliske måde, synes jeg.



Der gik lidt logo i nogle af kagerne af en eller anden grund.


Turtles! Totalt deja vu til barndommen.


Mere logo. Arbejdslogo. Igen ikke min kreation.


Det er jo altid sjovt at kombinere noget sødt med noget groft.


Bemærk hvalen i det blå hav.



Tusind tak for en dejlig dag, for dejlige kager og dejlige gaver!

lørdag den 2. april 2011

Forberedelser

I morgen kommer mine fødselsdagsgæster...eller første hold. Der bliver flere gæster næste weekend. Jeg kan godt lide fødselsdage. Især min egen. Og jeg ved godt det er barnligt. Men jeg elsker det bare. Også fordi det giver en lejlighed til at invitere gæster til kalas og gøre stads ud af det. Det er også en ting, jeg godt kan lide.


Vi skal have cupcakes. I skrivende stund har jeg bagt tre forskellige slags. Måske hvis jeg føler mig energisk i morgen tidlig, så bager jeg også nogle gulerodskager.


Den ene slags: Black-buttom-cupcakes. Opskriften er her.


Små glas med sukkerblomster til gæsterne. Der blev jo næsten en halv mia. og selvom de vist næsten kan holde sig uendeligt, så er det meget skidt for min ikke-eksisterende rygrad, hvis jeg konstant har en undskyldning for at bage cupcakes stående.

onsdag den 30. marts 2011

Klisterstas

På søndag skal jeg have fødselsdagsgæster, og vi skal have cupcakes. Så i dag har jeg brugt en fridag på at lave sukkerblomster af royal icing. Der blev rigtig mange! Og hvad kan man så lære af det? Når læreren siger, at opskriften giver en god stor portion, så skal man bare tro på det og ikke lave en dobbelt portion. Nu står de til tørre på alle vandrette flader i hele lejligheden.


Det var faktisk rimelig nemt at arbejde med, når man først havde fået det ned i sprøjteposerne, men indtil da var det lidt noget klisterstas. Så er det godt, at der nok går lidt tid inden, jeg skal til det igen...



Der er stadig plads til forbedring. F.eks. kan jeg ikke helt finde ud af at afslutte bladene uden at de deler sig i to forneden. Men øvelse gør forhåbentlig mester.

tirsdag den 29. marts 2011

Badges

Jeg er røget ind i en slags kreativ lammelse. Det må være alle de muligheder, der er, efter jeg har fået et reelt krearum. Kender du det? Mængden af ting, man potentielt kunne gå i gang med, er så overvældende, at man slet ikke kommer i gang med noget.

Det skal såmænd nok bare hækles væk. Det satser jeg i hvert fald på. I aften holder jeg nemlig en miniudgave af hækleskolen, hvor der kommer to unge kvinder og lærer at hækle. Det skal nok blive godt og inspirerende.

I manglen på færdige projekter viser jeg lige min samling af badges, som hænger på min nye opslagstavle og spreder glæde med sjove ord:


Det er et reklamebadge for et skuespil, som jeg faktisk ikke kender navnet på. En lego-sherifstjerne. To Obama-badges fra min NY-tur i 2008. Et lille grønt badge, som jeg har fået af en veninde. Og den nyeste i samlingen. Lili Scratchys støt-Japan-badge (jeg ville linke til, hvor du kan købe det, men linket på Lili Scratchys blog virker ikke længere...).


Oven på badgene er en ensom pink kamel på vej ud over kanten...

søndag den 27. marts 2011

Jeg kommer nok aldrig til at bo som dem i bladene...

...men derfor er jeg alligevel pavestolt over at kunne vise billeder frem af mit nye sove-/kreaværelse (og jeg kan ligeså godt sige det nu: Der kommer maaaange billeder).

Først et før-billede (bemærk, hvordan jeg har undladt at rydde op, for at få kontrasten ml. før og efter til at se endnu større ud):


Jeg ønskede mig en syplads, hvor der var bedre plads til at have de to maskiner stående ved siden af hinanden, men der var simpelthen ikke plads til et bredere skrivebord ved siden af sengen.

Heldigvis kunne IKEA komme til undsætning med en loftsseng. Totalt smart! På denne måde kan man udnytte  pladsen virkelig effektivt. Således ser mit nye soveværelse og krearum nu sådan her ud:


Jeg har fået et arbejdsbord i hele rummets bredde med rigeligt plads til to symaskiner. Sengen er så høj, at jeg kan stå oprejst under den uden problemer (180 cm i højden).

Jeg viser lige lidt flere detaljer fra krea-hulen:


Der skal jo være plads til lidt hyggeligt dims, ikk? (Bemærk billedet - der kommer nogle lignende med på forårsmarked).



Kaktus fra IKEA (Det er ca. de eneste planter, jeg kan få til at overleve). Dåserne er loppefund og trådrullerne er fra Akimbo.



Rammen skal males. Jeg tænker lyserød...nu er jeg jo lissom i gang med at tøse helt ud.


Globe-spare-pærer fra IKEA. De orange ledninger er også fra IKEA (2 meter for 10 kr...). Lyserødt porcelænshoved, hvid kvindetorso og flasker er alle loppefund. Det lille skrin er et højt skattet arvestykke.

Det er ikke helt færdigt endnu. Der skal stadig males en ramme og en skammel og syes en pude til den nye stol. Men alt i alt er jeg et meget lykkeligt menneske. Tusind tak til mine forældre, som hjalp med at samle og flytte og rydde op. Det var uvurderligt!

fredag den 25. marts 2011

Af hjertet tak

Min norske blog-ven AbluMoo har været så sød at give mig en award. Og jeg siger aldrig nej tak til en lejlighed til at tale om migmigmigmig. Here goes:

Link til den du fikk awarden hos.

Besvar spørsmålene.

Gi awarden videre til 10 andre bloggere.

Spørsmål 1: Hvorfor startet du å blogge?

Jeg begyndte at følge Lis, da hun bloggede på Trendsales og en hel ny verden åbnede sig. Indtil da havde jeg troet, at man var lidt mærkelig, hvis man godt kunne lide at hækle og sy osv. Det var jeg tilsyneladende slet ikke, og det der blogging virkede som en sej måde at dele kreativiteten.

Spørsmål 2: Hvilke blogger følger du?
Virkelig mange! Alt for mange til at remse op her.

Spørsmål 3: Favoritt makeup-merke?
Jeg går ikke så meget op i, hvilket mærke make-up'en har. Jeg bruger faktisk heller ikke så meget (mere. Engang var jeg altid i fuld krigsmaling). Men jeg bruger altid mascara fra Lancome.

Spørsmål 4: Favoritt klesmerke?
Jeg er heller ikke exclusive med noget tøjmærke. Det ender altid med en blanding af vintage, hjemmesyet og hvad jeg lige falder over på min vej, som falder i min smag.

Spørsmål 5: Ditt "må-ha" makeup-produkt?
Igen: min mascara fra Lancome.

Spørsmål 6: Favorittfarge?
Lyserød tror jeg. Men jeg kan i det hele taget bare godt lide farver.

Spørsmål 7: Parfyme?
Jeg har mange forskellige, men min altime favorit er Gucci Envy.

Spørsmål 8: Favorittfilm?
Hmm...der er ingen der lige kommer til mig. Jeg ser selvfølgelig film og nyder det, men jeg har vist ingen decideret favorit. Til gengæld vil jeg da gerne lige anbefale The Brothers Bloom, hvis du ikke har set den. Den er rigtig fin.

Spørsmål 9: Hvilket land vil du besøke og hvorfor?
Åååh...I'd like to wake up in the city that never sleeps...Og så ville jeg da også gerne se mere af USA. Og tonsvis af andre lande for den sags skyld.

Spørsmål 10: Fem ting du alltid har i vesken din?
Pung og en mia gamle bon'er.

Nu skulle jeg i princippet sende awarden videre, men det virker som om den sidste award-bølge først lige har lagt sig, så jeg vil nøjes med at anbefale dig at kigge ind hos AbluMoo og bagefter tage et kig på listen over blogs, jeg følger fast (under min profil) og klikke ind på nogle, du ikke kendte i forvejen.

Topscorere den seneste uge