onsdag den 27. februar 2013

Min strikkebog

Jeg har tidligere vist min lille sorte bog med hækleopskrifter frem. Nu er jeg så også begyndt på en sort bog med strikkeopskrifter, for selvom jeg stadig er novice udi i strik, synes jeg, det er ret sjovt at samle opskrifterne ét sted...og så synes jeg i hemmelighed, at det også er lidt hyggeligt at tegne de færdige projekter, selvom jeg ved gud ikke er nogen særlig dreven tegner.

Diagrammet til navnet har jeg kopieret ud af en bog og samlet med tape. Det er sat ind i bogen her med clips. Så grundig er jeg heller ikke, at jeg sidder og tegner det ind i selve bogen.


Som I kan se, er ingen af opskrifterne i bogen raketvidenskab. Men jeg håber på, at der med tiden kommer lidt mere avancerede ting til. Så kan jeg også se tilbage på min udvikling som strikker på den måde.

Papirerne til højre er en opskrift, som jeg ikke har været heeelt grundig nok med at få skrevet ned undervejs. Den skal nok lige strikkes igen, hvis den skal ind i bogen, tror jeg. Indtil da får de lov at ligge i løs vægt i bogen.

mandag den 25. februar 2013

Words to live by

Forleden havde jeg besøg af en flok kreative veninder. Cecilie med denne skønne blog forærede mig et lille broderi med nogle gode ord at leve efter. Nu pynter de fint i min stue og minder mig om, hvad der er vigtigt.

Og apropos det der strik, så skulle jeg jo egentlig have vist sidste del af min Arne og Carlos-strikkefølgeton, men jeg er lidt forsinket med det oven på en hård (og sjov) weekend...stay tuned - det er på vej!

fredag den 22. februar 2013

Bumbag a la mig

Jeg har længe beundret den skønne bumbag fra Yvonne Koné, men den stod desværre ikke lige på budgettet (bl.a. fordi jeg har en lækker rejse ventende forude). Hvad gør man så? Ja, man syer en selv - eller i hvert fald en version stærkt inspireret af den.

Min mor har hjulpet som konsulent på projektet. Hurra for det, for det er længe siden, jeg har syet noget så avanceret. På det sidste er det ellers mest blevet til oversize kjoler i t-shirt-stof.

Skindet har jeg købt i en genbrugsforretning, så derfor har jeg fået det ret billigt. Det betyder også, at det dyreste ved det her projekt faktisk var at købe trykknapperne til remmen.

Remmen har jeg i øvrigt valgt at slå fast med nitter. Jeg vurderede, at der var for mange lag skind til, at det kunne sys pænt.

Lynlåsene er fra Stof og Stil.


Foeret er en rest bomuld med sort/hvide striber fra min mors lager.

Et lille tip til at sy i skind: Man kan ikke sætte nåle i skind, fordi det laver permanente huller i skindet. Så for at holde lynlåsene på plads, mens jeg syede, har jeg brugt en meget smal dobbeltklæbende tape. Det fungerer aldeles fremragende og kan ikke ses bagefter.

mandag den 18. februar 2013

Arne og Carlos strikkefølgeton #5

På trods af travlhed med andre ting i sidste uge nåede jeg alligevel mit delmål i Arne og Carlos strikkefølgetonen. Jeg blev færdig med de to ærmer:

Det ene ærme ser lidt underligt ud i faconen her, men det er altså vinklen, der snyder.

Status er nu, at jeg kun mangler at hæfte ender, at montere trøjen og at strikke ribkant i halsen. Mon ikke jeg kan nå det til næste uge? Jeg prøver!

lørdag den 16. februar 2013

Velkommen hjem

Et par små hæklede diktatorer, som jeg købte af Maja for 1½ år siden, har været på tour på forskellige museer og biblioteker, hvor børn har lært om verdenshistorie gennem de små hæklede figurer. Historieundervisning lige efter mit hoved.

Og nej, det lykkedes tydeligvis heller ikke Napoleon og Cæsar at overtage verdensherredømmet denne gang....Nu kan de så få lov at planlægge deres næste træk fra hylden i mit krea-rum.

På deres tour har de fået små plasticmontrer, hvilket faktisk er en superide, for så bliver de ikke støvede af at stå fremme. Så dem har de fået lov at beholde.

torsdag den 14. februar 2013

Ole Lukøje

Sidste weekend blev jeg overmandet af nostalgi, da jeg fandt en Ole Lukøje-ske i en genbrugsbutik i Varde. Min bedstemor havde en, da jeg var barn - det var vist min morbrors børneske - og der var altid kamp mellem min fætter og jeg om, hvem der skulle spise med den. Den har nemlig den perfekte størrelse. Større end en teske og mindre end en spiseske. Lidt ligesom min egen trafikske fra Børnenes Trafikklub - kan I huske den?

Der var også en gaffel med Ole Lukøje. Den har jeg aldrig set før, men begge dele røg med hjem.

Bagpå står der navn og fødselsdato på en, der hedder Morten, og gaflen er godt gennemtygget.

tirsdag den 12. februar 2013

Otto og trøjen

I november strikkede jeg en trøje til min venindes hund, Otto. Dengang lovede jeg billeder af Otto i trøjen. De kommer her:




Otto er omtrent den sødeste og mest velopdragne hund, jeg kender, og det var sjovt at se, da han skulle have trøjen på, at han bare stak hovedet frem, som om det var det mest selvfølgelige i verden. Så får jeg lyst til at strikke flere trøjer til ham.

Topscorere den seneste uge